Alarmen der gik

Et lille hjerte

I går blev mine børn 2 år. Det er denne del af historien, der er årsagen til at jeg startede fortællingen.
Fortællingen om 2 nye liv. En fortælling om en familie, der gik fra 3 til 5.

Udover at det hele var lidt kaotisk, er vores historie ikke ekstraordinær. Der findes hundredevis af familier, der hver dag går igennem forfærdelige kriser. Uretfærdige kriser. Jeg husker det dog ikke som en krise, men der er stadig dele af fortællingen, der i dag sidder i mig. Blandt andet det der skete denne aften. Og aftenen efter. 

Denne fortælling er barsk. Og når du læser det , skal du huske, at jeg i dag har 2 sunde og raske børn. Mest fordi, det ellers kan gøre for ondt at læse. Der er andre, der ikke har været så heldige, som fortællingen også beretter. Jeg mistede selv en søster, inden jeg blev født. Det minder jeg mig selv om hver eneste dag. At børn er den største gave..  Selv når de har fået fat i bøtten med havregryn og har spredt havregryn ud over hele køkkengulvet. Eller når de har fået fat i den grønne tusch og nu har dekoreret deres vægge på værelset med den. Og hinanden. Helst lige inden vi skal ud af døren. Så føles de mere som en gave, man har lyst til at bytte.

Seneste del af historien kan læses her 

Det var en fredag aften. Vi havde haft venner forbi med oksesteg og bearnaisesauce. De små sov og vi
havde fået udgang ned til forældrekøkkenet. På et tidspunkt forlader jeg selskabet, for at gå tilbage til
børnene.

Jeg går ned af gangen. En hospitalsgang som man kender den. Kraftigt lys i loftet. Små stuer på hver side.
Skabe med sengelinned og små bitte bleer. På min vej tilbage til vores stue, møder jeg en sygeplejerske. Jeg
smiler til hende. Hun siger ingenting, men jeg kan se det i hendes blik. Noget er galt. Ikke med mine børn,
men på den stue, hun lige har forladt.

Det rammer mig hårdt. Jeg fornemmer, hvad der foregår. Dette hele står pludselig klart. Jeg ser mennesker
på gangen, jeg ikke har bemærket før nu. Mennesker i ubeskrivelig smerte. Der taler om præster og døden.
Ting der ikke skal indgå i samtalen, når man taler om børn. En smerte man ikke kan forstå og ikke
kan rumme. En familie har brugt deres fredag aften på at sige farvel til et barn.

Jeg kan pludselig ikke få luft. Jeg sætter farten op. Lukker døren bag mig. Står et øjeblik op ad den lukkede
dør. Trækker vejret dybt ned i brystet. Tæller til 3 og bevæger mig hen imod børnene. Fastholder blikket på
deres små brystkasser. Ledningerne er blevet færre. De trækker vejret selv.

”Det nytter ikke noget at knække nu” siger jeg til mig selv og kan mærke tårerne presse sig på. Jeg har lyst
til at lægge mig ned og græde for det barn. For den familie. Men jeg er bange for, at jeg ikke kommer til at
rejse mig igen, hvis jeg gør det. Og om lidt skal børnene have mad igen.

I løbet af natten bliver gangene tomme. Stemningen bliver normal igen.

Kayas alarm bliver ved med at gå. Det er hver gang hun ligger hos mig. Hun holder op med trække vejret. Ikke længe. Men nok til at alarmen går i et kort øjeblik. Lige nok til at jeg får hjertet op i halsen. Så finder hun selv sin vej tilbage.

De holder fast i, at det bare er målingsfejl. Jeg er bange for, at det ikke en fejl. Men at noget er galt. Jeg tør ikke længere at tage hende op. Af frygt for, at det er mig, der er skyld i det. At min nærvær får hende til at holde op med at trække vejret. Jeg tør kun at se på hende på afstand. Lægger min hånd ned på hende for at fortælle hende, at jeg er der.

Præmature babyer opfører sig ligesom alle andre. De kan også finde på, at skide sig selv op af ryggen. Og gerne på samme tid. Det gjorde de denne lørdag aften.

Vi får sygeplejersker ind, der hjælper os med at skifte lagner og sengetøj i den lille krybbe. Imens holder jeg Kaya.

Hun holder op med at trække vejret. Alarmen går. Så stopper den igen. 2 minutter efter gør hun det igen. Og så igen. Jeg stirrer på sygeplejerskerne. Prøver at få en reaktion. For at få dem til at se, hvorfor jeg er bekymret. At det ikke er målingsfejl. At der er for konsekvent til, at der kan være tale om det.

Jeg bliver bekræftet. “Ja, det kan jeg godt se” siger den ene sygeplejerske. “Det der er ikke målingsfejl. Det er ikke normalt” 

De forlader stuen.

Efter lidt tid kommer hun igen.

Jeg sidder på sengen.

Hun fortæller mig, at hun har talt med en læge. Hun forklarer, at organer på børn, der er født for tidligt ikke altid er helt færdigudviklede.

“Din datter har nok et lille hul i hjertet“, siger hun. “Vi får en læge til at se på hende i morgen” 

 

 

 

#Bloggersdelightplus

 

 

 

6 kommentarer

  • Rikke Rune

    Det er barsk læsning 😥 har også været det, på neonatal. Det giver mange minder det du skriver, og det er godt beskrevet og godt fanget af stemningen og bekymringerne. Og den evige malken ud. Hold nu op, hvordan er man kommet igennem alt det?? Og de der fugleunger man tager op og prøver at lave til mennesker (som netop får nok hud-til-hud til ikke at ende følelseskolde 🤣hold op det har jeg også tænkt!) og alligevel fik vi også to (tilsyneladende 🤪) hele og normale piger ud af det. Og når de er skide trælse som de tit er, så er det dejligt at læse fx det her og huske på at man er skide heldig at have dem til at være frække og kræsne og mor-syge og drillende og nysgerrige og sjove. Det er faktisk lidt af et held. (Lige nu sover de, så er det også nemmere at reflektere 🤭)
    Jeg glæder mig til de næste fortællinger i jeres historie!

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Jernmor.dk

      Ja, det er et benhårdt sted. Og du har helt ret. Når de laver al den ballade, skal man virkelig huske, at alternativet kunne have været, at man ikke havde fået sunde og raske børn.

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Stærk og rørende fortælling. Tak for at dele og sætte tingene i perspektiv!

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Jernmor.dk

      Perspektiv er nemlig altid vigtigt. Især på de træls dage

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Bitten

    Puha jeg får helt tårer i øjnene. Det var min største frygt under hele graviditeten. Når man hørte om andre tvillingegravide der røg på hospitalet alt for tidligt, og når man hørte om dem der havde mistet. Jeg kunne mærken panikken helt ind i hjertekulen og fik lettere angstanfald med hjertebanken og kvalme af det. Det er så skrøbeligt.

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Jernmor.dk

      Ja, og der er så mange skrækhistorier. Men heldigvis går langt de fleste fødsler jo heldigvis godt. Men hvor er det bare forbundet med meget bekymring.

      Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Alarmen der gik