Skæbnerne

Alarmen der gik

Dette er en del af en længere fortælling, jeg har dedikeret første halvdel af november til. Hele historien starter her

Engang fik jeg lavet en personlighedstest, der sagde at jeg ikke kunne fordrage excel-ark.

Det er stærke ord at bruge om et computer-program, men der er vist noget sandhed i, at jeg er ret dårlig til struktur og et miljø, der er præget af for mange regler og rammer. Det er egentlig sært, at jeg er blevet jurist.. hvor alt jo sådan set handler om regler.

Mens vi lå på neonetal-afdelingen, var hele verden hængt op på struktur og tid.

Børnene skulle have mad præcis hver 3. time. Det fik de igennem en sonde, der gik igennem deres næse og ned i mavesækken. Inden da havde jeg til opgave, at producere deres måltider. Det gjorde jeg ved at lege en fin lille malkeko, der kunne spænde et ordentlig monstrum til min overkrop og håbe på, at der blev leveret nok til 2 små mennesker.

Hele processen fra start til slut tog ca 2 timer, så når sidste dråbe var løbet igennem, var det stort set tid til at begynde forfra.

Det hændte, at der var tid til at tage et barn op. Så stod jeg der og stirrede ned på de 2 babyer iført ledninger og overvejede, hvem af dem, der havde størst risiko for at melde sig til Paradise hotel, hvis det ikke fik nok omsorg. Det er en tvillinge-mors lod i livet. Der skal altid laves en risiko-vurdering: Hvem kan mest tåle at blive overladt til sig selv? Dengang var de for små til at hyle. I dag er det den, der skriger højest, der får mest opmærksomhed.. Jeg tror, at jeg allerede nu kan konstatere, at det er en dårlig model for opdragelse. I hvert fald bliver der skreget rigtig højt. HELE TIDEN. AF freaking alle mennesker i vores hjem.

Men tilbage til historien.

En aften havde jeg taget Kaya over til mig. Hun lå på mit bryst som en lille fugleunge.

Jeg lå der helt stille. Og hun lå helt stille.

Jeg stirrede ud på Blegdamsvej foran Rigshospitalet og lod tankerne vandre. Det regnede og juletræet, der var placeret på taget, svajede let i vinden.

Jeg tænkte på engang i et andet liv, hvor jeg sad på en strandstol i en jungle i Malaysia. Hvor livet bestod af en helt anden type bekymringer.

Jeg blev meget hurtigt trukket ud af de tanker. Væk fra Borneos jungle og direkte tilbage på Rigshospitalet, hvor der pludselig var en høj lyd, der kom fra skærmen til venstre for mig.

Det var skærmen, der var tilknyttet Kaya. Og fra den gik der en alarm.

Jeg kiggede ned på hende. Hun var helt musestille.

Hun trak ikke vejret. Skærmen fortalte mig, at hun ikke trak vejret. At mængden af ilt i hendes blod faldt.

Jeg tog hende i armene og satte mig brat op i sengen og puffede til hende. Så hårdt som man tør at puffe til et barn, der vejer under 2 kilo og næsten er gennemsigtigt.

Mit hjerte holdt op med at slå og jeg kunne ikke trække vejret. Jeg kiggede fra skærmen og tilbage til hende.

En sygeplejerske væltede ind af døren. Tilkaldt af alarmen.

I det samme begyndte hendes tal på skærmen at stige. Hun trak vejret igen. Alarmen var stoppet.

“Det var sikkert bare en fejl-måling” sagde den søde sygeplejerske. “Det sker tit. Det skal du ikke være bekymret for” 

Jeg var bekymret.

 

 

 

#bloggersdelightplus

3 kommentarer

  • Line

    Jeg får ondt i maven af din fortælling. Vi var også indlagt på neo med et tidligt født barn. Ingen af sygeplejerskerne havde informeret os ordentligt om skærmen. Første gang den gik og sagde præcis det samme, blev jeg så skrækslagen.
    Det var midt om natten og jeg lå med ham på mit bryst. Sygeplejersken kom ind, ikke løbende, men med hurtige skridt. Det var hans iltmåler på den lille bitte fod der var faldet af.
    I løbet af de 14 dage vi var indlagt, blev vi gode til skærmen. Så gode, at vi selv slog den fra, når vi eksempelvis puslede og dermed vidste at der ikke var et problem. Man kunne pause alarmer e.
    Men helt ærligt. Noget af det første de skal gøre på neo, efter at redde børn, er at lære deres forældre om skærmen! Man dør lidt indvendigt, hver gang den hyler.

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Jernmor.dk

      Ja, vi fandt også vejen til knappen, for at slå den fra. Den røg virkelig meget af. Særligt sat-måleren. Især når de små fødder blev lidt mere aktive. Men du har helt ret i, at det skal være det første man bliver instrueret i. At det ikke (nødvendigvis) betyder, at noget er rivraskende galt.

      Siden  ·  Svar på kommentar
    • Jernmor.dk

      Heldigvis for det <3

      Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Skæbnerne