De første dage

Skæbnerne

Dette er en del af en længere fortælling, jeg har dedikeret første halvdel af november til. Hele historien starter her

 

“Æhm.. undskyld..?”

Jeg havde åbnet døren til verden udenfor. Ingen havde endnu symptomer på sygdom og vi havde været lukket inde i 2 døgn. Jesper var allernådigst blevet løsladt til gaden og var taget hjem til Ellie.

“Det er bare.. altså det er bare fordi, at klokken vist er 14.15. Og jeg har ikke fået noget at spise siden klokken halv otte i morges. Jeg er i isolation med mine børn. Jeg må ikke forlade stuen. Jeg fik af vide, at nogen kom med frokost..? Måske nogen har glemt mig?” 

Den stakkels sygeplejerske så først lidt træt på mig. Så kunne man se, at det pludselig gik op for hende, at det måske var hende, der var “nogen”. Hun havde glemt mig og nu var køkkenet tomt.

Heldigvis blev vi isolationen ophævet og vores 4 m2 fængsel, blev nu udvidet til hele afdelingen.

Jeg havde ondt af de sygeplejersker. Neonetalafdelingen var ikke for børn. Eller det var det jo. Men I ved, hvad jeg mener.

Indimellem sagde jeg godnat og godmorgen til den samme sygeplejerske, hvor hun i mellemtiden lige havde været hjemme og sove, inden hun skulle møde igen.

Miljøet var brutalt. Forældre der gik rundt på gangene med lange, håbefulde, men sørgmodige blikke. Endeløse nætter med alarmer, der gik for at gøre opmærksom på, at nogen var holdt op med at trække vejret. Forhåbentlig kun for en stund.

De var pressede de stakkels sygeplejersker. De fik skæld ud af desperate forældre, der ikke kunne forstå, hvorfor der ikke var sengepladser til både mor og far og samtidig skulle de løbe hurtigere og tage ansvar for mere, end hvad vi andre kun kan drømme om.

De betød alverden. De var den type mennesker, hvor man kunne se deres omsorg og sympati skinne gennem kitlen. Særligt én fik rejst mig op igen på et ganske afgørende tidspunkt. Den del af historien vender vi tilbage til.

På vej mod forældrekøkkenet var der en lang gang. Her hang der hundredevis af billeder af børn, der var kommet til verden alt for tidligt. Det var beskrevet, hvordan de havde overlevet at veje 580 gram og nu netop var blevet konfirmeret.

Det var for meget for mig.  Jeg kunne ikke være i det. Der var alt for mange følelser på spil. Jeg måtte kigge væk, når jeg gik ned af gangen. Hvis jeg en sjælden gang kom til at dvæle ved det, begyndte jeg at græde. Med snot og hulken.

I forældrekøkkenet var det ikke bedre. Her sad ophavsmændene til alle historierne.

Jeg kunne ellers godt lide forældrekøkkenet. Jeg kunne godt lide at tømme opvaskemaskinen. Det føltes som noget normalt. En genkendelig rutine fra en hverdag. En hverdag uden sonder, ledninger, alarmer og uendelig fokus på vægt og tal.

Jeg talte med mange mennesker i det forældrekøkken. Jeg talte med det par, der nu snart skulle pakke deres ting og tage hjem. De kiggede begge ned i deres morgenmad, da de fortalte, at det kun var med deres ene tvilling. Jeg fik ondt i maven. Jeg følte mig heldig og samtidig følte jeg uretfærdigheden blomste i mit bryst. Hvorfor skulle jeg have lov til at tage mine børn hjem, når de ikke gjorde?

Jeg talte med kvinden, der under en udlandsrejse med familien var gået i fødsel i uge 25. Hun havde siddet i flere måneder på et hospital, hvor ingen talte engelsk. Uden at ane om hendes barn overlevede. Resten af familien måtte efter et par uger tage hjem for at passe hverdag og skole. Hun sad bare der. Og observerede lægerne og et barn hun ikke kunne røre.

Jeg talte med kvinden med 3 børn fra 3-6 år. Hun lå på hospitalet med lillesøster. De havde ligget der i 3 måneder. De boede 100 kilometer fra hospitalet, så børnene kunne kun besøge mor i weekenden.

Historierne var mange.

Villum, der endnu ikke hed Villum endnu, havde svært ved at tage på. Han vejede nu 1800 gram og lignede en lille fugl, der var faldet ud af reden. Hans små ribben stak ud og man kunne se hans puls banke i brystet.

Jeg var uendelig bekymret for ham. Det eneste jeg ønskede var gram. Bekymringen gik fra min hjertekule, ned gennem lungen og ned i maven. Den forhindrede mig i at trække vejret dybt og gjorde ondt, når jeg sov.

Hver morgen stod jeg op klokken 5 for at få ham vejet med lægen og blev mere og mere desperat, når hans vægt igen var faldet.

Alt handlede om den vægt.

 

 

#bloggersdelightplus

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

De første dage