Fødslen

De første dage

 

Dette er en del af en længere fortælling, jeg har dedikeret første halvdel af november til. Hele historien starter her

Jeg vidste ikke, hvad der ventede mig, da jeg bevægede mig op imod neonetal-afdelingen.

Da jeg åbnede døren ind til stuen, stod 2 meget smukke sygeplejersker over børnene. Langt de fleste af sygeplejerskernes på neonetal-afdelingen var virkelig pæne. Det kan godt føles lidt unfair, når man selv stadig ligner en højgravid, selvom man har født og man næsten ikke kan se ens fødder for dobbelthage.

De grinede. Roste børnene. Og lød som 2 små kanariefugle, der sang til hinanden.

Jeg kunne trække vejret. Alt var godt. Man lyder ikke som små kanariefugle, hvis man står med døende børn.

Jeg bevægede mig hen til den lille krybbe. Man kunne næsten ikke se deres ansigter, da de havde en stor slange plastret fast, der gik ned i lungerne. Derudover havde de en sonde, der gik fra næsen ned i spiserøret.

De havde små elektroder på hele overkroppen. En måler på foden. Og hundrede ledninger, der havde fastgjort dem til en skærm hver.

Pige Dahl – Dreng Dahl stod der på skærmene. Det var mit efternavn, så de måtte tilhøre mig. Uanset om jeg kunne se dem eller ej.

De var blevet vejet og målt, mens jeg havde siddet alene på stuen med mit ristede brød. 45 cm og 2081 gram. Sygeplejersken måtte skifte vægten ud, fordi de troede, at den var gået i stykker, da den viste den samme vægt som ved pigen, da drengen var blevet lagt på. Det kunne ikke være rigtigt, at de vejede lige præcis det samme. At de havde delt alt præcis ligeligt inde i maven. Det havde de ikke prøvet før.  Men det gjorde de. De har så heller ikke kunne dele noget som helst siden.

Så sad jeg der. Og betragtede børn og sygeplejersker. Jeg følte mig lidt tilovers. Det var underligt, at nogen andre lige nu håndterede mine børn. At de ikke lå hos mig. Havde jeg ikke engang læst, at det var uendelig vigtigt, at børnene lå hos deres mor hud mod hud lige efter fødslen? Ville de nu blive personlighedsforstyrrede? Eller blive typerne, der valgte Crocks frem for andre sko som voksne? Eller tilmelde sig Paradise, så snart de blev 18, fordi deres mors manglende berøring som spæd forevigt vil give dem trang til opmærksomhed og berøring på åben skærm?

Timerne gik.

Klokken 2 om natten og efter at have været på farten i 18 timer væltede Jesper ind på stuen. Med al sin oppakning.

Han kiggede ned på ledningerne. Ledninger med babyer under.

2 dage efter fik vi besøg af Ellie. 2 år og 4 måneder var der mellem hende og hendes små søskende. Hun blev løftet op og så ned til babyerne.

“Det er din lillebror og lillesøster”

“IPad?” sagde hun. Hun var svær at imponere. Hun ville skide de babyer et stykke. Hun ville bare gerne se Dora.

Et par timer senere ringede min mor og fortalte, at Ellie havde fået det skidt efter vores besøg. Hun havde kastet op. Det fortalte jeg til sygeplejersken, der 5 minutter senere kom ind på stuen i en hvid dragt. Hun kunne lige så godt have haft gasmaske på. Hun var taget ud af en film om smitsomme sygdomme.

Vi var røget i isolation. Ingen måtte forlade stuen i 3 dage og nu skulle vi så bare vente og se, om de små også var blevet syge.

 

#bloggersdelightplus

3 kommentarer

  • Helle

    Åh, lad is nu ikke hænge for længe. Selvom vi ved det, det ender godt❤️

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Mette

    Du skriver simpelhen så skønt! Tak for daglige gode grin og smil på læben. TAK!

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Jernmor.dk

      Det er helt sikkert mig, der sikker tak. Tak fordi du gider at læse med. Ellers havde det været kedeligt :*

      Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Fødslen