“Jeg kan jo ikke love dig noget”

Fødslen

Dette er en del af en længere fortælling. Du kan læse sidste del af historien her 

Jeg havde brugt tiden på at stirre ind i en skærm. Jeg havde opgivet at få fat på nogen og havde accepteret min skæbne, der nu gik på, at jeg skulle være helt alene.

Måske var det naturens måde, at give mig lidt alenetid. Taget i betragtning at jeg stort set ikke har været alene siden.

Kl. 6.30 blev døren pludselig smækket op og de sødeste 8 ord, der nogensinde har eksisteret, væltede ind i lokalet.

” Er der nogen, der har brug for kaffe?” 

Min ellers meget højgravide veninde med 3 dage til termin, som jeg netop specifikt ikke havde ringet til, var blevet informeret om hele situationen af min veninde, hvis seng jeg havde ødelagt i løbet af natten og havde efterladt til fordel for en ambulance.

Jeg havde det fint. Jeg følte hverken, at jeg var igang med at føde eller burde være lænket til en hospitalsseng og vi spiste morgenmad og talte, som hvis vi sad og spiste brunch på en café.

En jordemoder kom til i løbet af formiddagen. Hun spurgte ind til, hvordan forløbet havde været sidst, jeg fødte. Da var der gået 4 timer fra vandet var gået, til Ellie var ude.

Med det i mente, blev jeg rykket fra fødemodtagelsen og ind på en fødestue.

“Du har fået noget forberedelse ik? Du ved godt, hvordan en tvillingefødsel forløber?”  spurgte den søde jordemoder og henviste til min manglende vandrejournal og den ellers generelle kaos omkring mig.

Det havde jeg ikke. Så det var et passende tidspunkt, at tale lidt om, hvad der egentlig skulle ske. Desuden fik jeg besøg af en børnelæge, der fortalte om, hvad man kan og ikke kan, når man bliver født i uge 33.

Hun var lidt mindre dyster end hendes kollega, jeg havde haft besøg af et par timer forinden.

I løbet af formiddagen blev vores selskab udvidet til også at bestå af min mor, der var vågnet til 22 ubesvarede opkald.

Og det var også lykkedes mig at få vækket min mand på den anden side af jorden. Hvordan hans dag gik, kan læses her.

Der blev stadig pumpet ve-hæmmende medicin ind i mine årer, som min krop ikke reagerede på.

Tvillingerne ville ud. Eller Kaya ville i hvert fald. Det var hendes vand, der var gået. Villum havde det vist ganske fint, hvor han var.

På et tidspunkt efter frokost begyndte det at gøre ondt. Indtil da havde jeg insisteret på, at jeg på ingen måde var i færd med at føde. Fødsler skal nemlig gøre ondt. Det vidste jeg da fra første gang.

Men smerten kom. Og den var genkendelig. Jeg har oplevet det tidligere. At kroppen glemmer, hvor ondt noget gør, før man står i det igen. Jeg har blandt andet løbet et maraton, hvor jeg lige præcis tænkte, at den smerte jeg nu oplevede, var den nøjagtige årsag til, at jeg sidst havde sagt, at jeg aldrig ville gøre det igen. Sådan er det også med fødsler. Kroppen er indkodet til at glemme det. Ellers ville der aldrig blive født mere end et barn pr. familie.

Men nu lå jeg der og det gjorde ondt. Det var okay. Kroppen kendte vejen og jeg vidste fra sidst, at så snart barnet var ude, gjorde det ikke ondt længere. Veerne var velkomne. Så ville processen gå stærkere.

Jeg fik også vendt mig mod min meget højgravide veninde på et tidspunkt midt i en ve. “Det er slet ikke så slemt, som det ser ud” (løgn) Men hun skulle jo nødig blive skræmt få dage inden, at hun selv skulle igennem det.

Omkring kl. 14.00 kunne jordemoderen konstatere, at jeg var i aktiv fødsel. Kl. 14.27 kunne hun trække i snoren og ind væltede der et inferno af børnelæger, læger, sygeplejersker og sundhedsassistenter.

Om natten havde jeg haft en fornemmelse af, at jeg skulle føde helt alene. Nu stod der pludselig 15 mennesker og kiggede på mig.

Én af dem havde en scanner under armen og havde til opgave at finde frem til lillebror, mens Kaya var på vej ud i verden. En anden havde den opgave, at holde på ham udefra. Jeg ved ikke, hvor mange steder han kunne være løbet hen, men han skulle altså fastholdes. Men når man kender ham nu, var det egentlig nok en god ide.

Kaya kom ud. Hun blev taget væk fra mig med det samme og lagt på et lille bord ved siden af mig. Over hende stod en børnelæge og pustede luft ned i hendes lunger med noget der lignede en lille plastikballon.

Jeg stirrede intenst på det lille menneske, der lå ca. 2 meter fra mig, mens der foran mig stadig stod et helt fodboldhold og ventede på næste halvvej.

Og så lå jeg der. Min krop mente, at den havde udført sin del af opgaven. Den skulle ikke mere. Alt gik i stå.

Den meget lille baby, der var blevet født, blev kørt væk. Min mor gik med hende. Det var vigtigt for mig, at hun ikke skulle være helt alene, uden familie, når hun kun lige var kommet til verden. Når jeg ikke kunne være der, måtte det næstbedste følge med.

Efter en halv time og en krop der stadig nægtede, måtte der lidt hårdere metoder i brug. Jeg fik medicin, der skulle sætte lidt skub i fejemøget. Men lillebror nægtede.

Ingen skulle fandme bestemme, at han skulle ud. Og slet ikke hans søster. Så han lagde sig til rette et sted under mine ribben. I bagerste hjørne længst væk fra udgangen.

Jeg måtte skubbe ham ned med mine (manglende) mavemuskler. Og ned kom han.

Jeg havde fået af vide, at det bare var som at smutte en mandel, når man nåede til fødsel af barn nummer 2. Det var ikke min oplevelse.

Hvis du forestiller dig, at du falder på din cykel og får en stor hudafskrabning på benet, hvorefter du sætter dig op på cyklen igen, i høj fart vælter og glider hen ad asfalten. På din hudafskrabning.

Men det lille menneske kom ud. Han så grå ud, da han blev lagt på det lille bord ved min side. Lægen pustede luft i hans lunger. Og jeg tænkte på den gang, jeg fødte Ellie, hvor ingenting gjorde ondt, fordi jeg havde hende liggende på mig. Nu blev han også kørt væk med min veninde ved sin side.

Det er sjovt med livets kontraster. Nu sad jeg der helt alene igen. Med ristet brød, et flag og netunderbukser. Og en underlig ro.

 

#bloggersdelightplus

 

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

“Jeg kan jo ikke love dig noget”