Vi har en lille situation.. I stuen. Der kommer en ambulance.

“Jeg kan jo ikke love dig noget”

Indlægget her er en del af en længere historiefortælling om vores psykiske og fysiske rejse, da vi gik fra 3 til 5 familiemedlemmer. Du kan læse det sidste afsnit her 

Nogen mennesker bryder sig ikke om at være alene. Jeg tænker, at mange af de mennesker ikke har børn. Når man er alene nu, føles det snarere som en lille pakke af lykke og overskud med en fin sløjfe på. Men så varer alenetiden også kun meget kort tid af gangen.

Den nat var jeg også alene. Jeg husker det ikke som ubehageligt, da jeg lå der. Men når jeg tænker tilbage på det nu, er det ofte med en lille klump af ubehagelighed i maven.

De rare ambulancereddere kørte mig ind på en stue, hvor en jordemoder tog imod mig.

“Stine, jeg er en lille smule forvirret. Jeg kan sagtens se, at vi har dig registreret, men ud over det, har jeg ingen oplysninger på dig og din graviditet.  Du kunne ligeså godt være faldet ned fra månen..”

Det er jeg vel også på en måde.. Vi er lige flyttet hjem fra Grønland. Og så er der vist en sundhedsportal, der har drillet lidt..” 

Jordemoderen smilede lidt skævt: “Har du din vandrejournal med?”

”Æhm, næ. Sådan noget bruger man ikke i Grønland”

Det var lidt en ny situationen for den stakkels jordemoder. Som for alle os andre, er det meget rart at have noget forudgående viden om den arbejdsopgave, man står overfor. Jeg havde ikke meget at give hende. Jeg kunne fortælle, at jeg vist nok var i uge 33+0 ifølge den grønlandske scanning. At min graviditet havde været fin og da jeg fødte storesøster, havde det være ukompliceret.

Jeg blev tilkoblet en masse maskiner og fik lagt et bredt bælte om maven, der skulle måle, var der lige nu foregik. Vi skulle jo sådan set have afklaret, om jeg overhovedet var på vej i fødsel.

”Kan du ikke mærke det der?” Hun pegede ivrigt på skærmen, der indikerede, at min livmoder knoklede som en maratonløber, der var igang med at færdiggøre den sidste kilometer. “Næ.. Altså.. Nej“ 

Vi kunne vist ikke komme udenom det. Jeg var på vej i fødsel. Min krop havde bare glemt at fortælle mig det.

Jeg fik lagt drop og fik pumpet vehæmmende medicin direkte ind i årene, der skulle minde min krop op, at tvillingerne altså skulle blive derinde lidt endnu. Verden var ikke klar til dem og de var ikke klar til verden.

Derudover blev der trukket en lang sprøjte frem med medicin, der skulle gøre børnenes lunger klar, hvis de alligevel insisterede på, at de skulle komme i midten af november frem for omkring nytår.

Sprøjten blev hamret ind i mit lår og det nev hele vejen ned i foden. Som tak for det gengældte min krop med, at aftensmaden fór igennem spiserøret og endte udover det hele.

Herefter lå jeg helt alene. Helt alene i et mørkt rum. Det eneste jeg kunne høre, var apparaterne ved min side, der gengav min puls og børnenes hjerteslag. Kvalmen stod højt i halsen og for første gang, overvejede jeg, at jeg måske burde ringe til nogen.

Jeg fandt min telefon frem. Ringede til min mand, der befandt sig 3000 kilometer væk i en anden tidszone. Hans telefon var slukket. Jeg ringede til min mor. Hendes telefon var slukket. Og jeg ringede igen og igen. Med håb om, at telefonen måske ville tænde af sig selv, fordi den indså, at det var en vigtig besked, der skulle overleveres.

Men det skete ikke.

Og så stoppede jeg. Jeg vidste jo, at folk skukke op på arbejde eller selv havde børn, så jeg ville ikke ringe og belæmre nogen, der midt om natten. Den eneste jeg kunne komme i tanke om, der havde fri dagen efter, var min veninde, der kun havde 3 dage til egen termin, men ifølge jordemoderen var det nok bedst bare at lade hende sove. Hun havde trods alt selv en opgave, hun skulle hvile frem til.

Så igen. Jeg lå der bare helt alene.

I løbet af natten fik jeg flere gange besøg af en læge. Vi havde mange samtaler om, hvor langt jeg overhovedet var og hvor hvilken størrelse børnene mon havde.

Jeg kunne godt lide den læge. Det var en kvinde, måske lidt ældre end mig. Hun var direkte og pakkede ikke tingene ind. Hun grinede, når jeg forsøgte at sige noget sjovt og hun lyttede til mig, når jeg fortalte om Grønland og om vores familie, der altså henholdsvis lå i en seng i Rødovre og befandt sig et andet sted i verden.

Sidst på natten kiggede hun på mig og sagde:

Det er jo for tidligt, at du går i fødsel. Jeg kan jo ikke love dig noget” 

Og så lå jeg der. Helt alene. Med alarmer og bippen for ørerne. Og en læges ord, der rungede i hovedet.

Hun kan ikke love mig noget? Kan læger nogensinde love én noget? Og hvad er det, at hun ikke kan love mig?

At de overlever?

 

 

 

#bloggersdelightplus

 

 

4 kommentarer

  • Karina Simonsen

    Du skriver ellers ret underholdende. Men de sidste sætninger fik lige en klump frem i halsen… Det er godt, at man ved nogenlunde, hvordan det ender.

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Jernmor.dk

      Ja, det var en hård omgang. Men heldigvis med en lykkelig slutning <3

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Bitten

    Fuck, jeg få helt tårer i øjnene. Hvis jeg havde fået den besked af lægen ville jeg have gået i spåner.

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Jernmor.dk

      Det var også en hardcore omgang. Jeg er egentlig glad for, at jeg dengang tog det med ro. Det er først efter, at jeg har tænkt tilbage på det nu, at jeg kan mærke, hvor barskt det egentligt var. Jeg havde en tro på, at det ville gå fint.

      Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Vi har en lille situation.. I stuen. Der kommer en ambulance.