En kommende fødsel og et nyt IT-system på Rigshospitalet

Vi har en lille situation.. I stuen. Der kommer en ambulance.

Indlægget her er en del af en længere historiefortælling om vores psykiske og fysiske rejse, da vi gik fra 3 til 5 familiemedlemmer. Du kan læse det forrige afsnit her.

“Er det nu, allerede inden jeg overhovedet når til fødslen, at jeg begynder at tisse i bukserne?” tænkte jeg og så over på mit sovende barn, der lå ved min side. Jeg sendte en anstrengt tanke til nogle uheldige episoder, der indtraf lige efter, at hun var kommet til verden. Blandt andet da jeg tissede i bukserne en højlys dag i Esbjerg. Der var ikke engang tequila involveret.

Jeg stod op, gik på toilettet, lagde mig tilbage og puttede ind til mit 2-årige barn. Jeg faldt hurtigt i søvn igen, på trods af at nogen dyrkede brydning i min mave. Den følelse havde jeg haft et par gange, de sidste par nætter. “Der er ikke plads  til jer længere gutter…” var min sidste tanke, inden jeg faldt i søvn igen.

Søvnen var dog kun ganske kortvarig, da jeg pludselig fornemmede, at det stadig sev fra de nedre dele. Der var noget galt. Det handlede ikke om, at jeg ikke kunne holde på vandet. I hvert fald ikke på det vand.

Jeg stod op. Jeg gik rundt om mig selv og min krop begyndte at ryste. Jeg rystede som et espeløv. Jeg var ikke bange eller utryg. Jeg frøs ikke. Jeg rystede bare så voldsomt, at jeg ikke kunne se klart. Jeg bevægede mig hen til vores kuffert, der havde kastet op ud over gulvet og forsøgte at finde tøj i en bunke, der lå overalt. Spredt ud over gulvet.  Orden har aldrig været min stærke side. Intet tøj passede. Det er ulempen, når man er 2 meter bred om livet.

Jeg bevægede mig op af trappen og op i køkkenet for at finde min telefon, der lå til opladning. Jeg gik rundt om mig selv. Det var noget med, at jeg havde skrevet akutnummeret til Riget ned. Måske lå det i køkkenet? Måske i stuen? Måske skulle jeg slet ikke ringe? Det var jo ikke akut. Jeg havde jo ikke veer. Måske havde jeg bare tisset?

Jeg fandt nummeret og ringede op. Jeg nåede at se på skærmen, at klokken var 2 om natten.

“Eh, hej. Mit navn er Stine. Jeg er gravid med tvillinger. Jeg tror, at jeg muligvis oplever en form for vandafgang. Men jeg tror ikke, at det er noget alvorligt. Det gør altså ikke ondt eller noget. Jeg har født før. Dengang gjorde det ondt”

“Hvor lang er du i din graviditet?”

“Måske i uge 32. Eller i starten af uge 33. Jeg er lidt i tvivl”

“Hvad oplever du?”

“Det løber lidt ud af mig. Det har det vist gjort en times tid”

“Det du skal gøre nu er, at du skal lægge dig ned. Jeg sender en ambulance”

“Ambulance? Det lyder måske lidt drastisk. Jeg går lige op og spørger min veninde, om hun måske kan køre mig”

“Du lægger dig ned nu. Lige hvor du står”

“Altså på gulvet?”

Ja”

Jeg gik klart imod ordre og tog de 6 skridt hen til sofaen. Så sad jeg der og overvejede, hvad jeg skulle gøre med mit sovende barn i sengen. Og det faktum, at der om 10 minutter ville stå 2 ambulance-reddere i min venindes stue. Hun lå på første sal og jeg besluttede at give hende et kald. Jeg kunne i hvert fald ikke råbe. Jeg kunne jo ikke vække børnene.

Hende, lettere søvndrukken: “Det’ Kristine.

Mig: “Ehm.. Hej mus. Det er bare mig. Det er bare fordi, at ehhh… Vi har en lille situation…”

“….. En situation?”

“Jaaeeh, det er altså ikke noget alvorligt. Der kommer bare en ambulance lige om lidt og henter mig. Jeg er bare nede i stuen. Det er bare… Måske skal døren åbnes, så de ikke vækker de små, hvis de ringer på”

1,5 sekund efter var min veninde fløjet ned af trappen og stod foran mig i stuen.

“Hvad sker der?”

“Jeg har vist en eller anden form for vandafgang. De vil gerne have mig ind og insisterer på en ambulance. Jeg tror nu ikke, at det er så alvorligt. Det gør ikke ondt”

Altså du ryster ret meget?”

Nåeh, ja. Det. Jeg tror bare, at jeg er træt eller noget. ” Og så skænkede jeg programmet om voksenbabyen en tanke. Måske var det ham, der fik mig til at ryste.

Min søde veninde, der begynder at løbe panisk rundt: “Hvad skal du have? Vand? Et tæppe? Sko? Skal jeg koge vand og hente lagener?”

I det samme stod der 2 ambulance-reddere i vores stue. De var nogle rolige mænd. “God aften de damer. Er der en af jer to, der skal med os?”

“Det er vist mig” sagde jeg og lod som om, at det ikke var åbenlyst, henset til at der lå 80 kg. strandet hval på sofaen, der ikke kunne bevæge sig.

Jeg kom op på båren og den flinke redder spurgte, om jeg havde pakket en hospitalstaske. Det havde jeg ikke. Jeg havde ingenting. Jeg bad dem pænt om at tage min håndtaske med min pung med. Og så fik jeg lige kastet en oplader og et par sko med også. Det var det.

“Jeg prøver at ringe til nogen..” hørte jeg min veninde sige, mens jeg blev trillet afsted alene ud i mørket. Med den kolde novemberregn dryppende i ansigtet. “Taaak, tak. Og tjek lige Ellie” råbte jeg tilbage, da det pludselig gik op for mig, at jeg havde et to-årigt barn liggende alene i sengen.

Undskyld. Undskyld, jeg er her. 

Jeg har altid haft for uvane at undskylde min egen eksistens hver eneste gang, at jeg henvender mig til sundhedsvæsnet. Jeg ved ikke helt, hvad jeg tror, at de forventer, at man kommer med. Men mine konsultationer starter altid med “Ja, det er sikkert ingenting..” Lige udover historien med Kaya, der var jeg ret insisterende.

Det var også mit primære samtalegrundlag, da jeg forsøgte at smalltalke med redderne (Apropos min angst for stilhed) “Jaaaeh, jeg er rigtig ked af, at jeg sådan får jer ud at køre her mit om natten. Og så helt til Rødovre. Det er jo helt sikkert ingenting. Jeg er rigtig ked af, at jeg sådan forstyrrer jer. Hvis I nu lå og sov. Eller skulle have været ude til en vigtig opgave. Som et hjertestop eller noget. Jeg håber ingen får et hjertestop. Tror I, at jeg tager pladsen for nogen, der har et hjertestop?”

Redderne fik talt mig talt til ro og bad mig vist på en sympatisk måde at lukke røven. Den ene redder fortalte, at han dagen efter også skulle på Riget med sin kæreste. Hun var gravid i 20. uge.

Jeg har sidenhen ofte tænkt på, hvordan det mon gik til den scanning. Han blev i hvert fald bleg, da jeg fortalte vores historie om det ene foster, der blev til to.

 

 

#Bloggersdelightplus

 

 

 

 

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

En kommende fødsel og et nyt IT-system på Rigshospitalet