Verdens værste flyvetur

En kommende fødsel og et nyt IT-system på Rigshospitalet

November måned har jeg dedikeret min blog til små anekdoter fra mit liv. Historien her er en føljeton, der handler om ikke kun vores psykiske, men også fysiske rejse fra at gå fra en familie fra 2 til 5. samtidig med at vi flyttede vores liv 3000 kilometer. Du kan læse første del her, anden del her og tredje del her. Jeg lover – det bliver ikke kedeligt.

Dette er 4. del af fortælingen.

 

Da vi landede i Danmark var det hele meget stort og overvældende.

Vi var blevet vant til et samfund, hvor der var 2 buslinjer i alt. Hvor der var 1 lyskryds i byen og hvor internet var noget man havde, når man befandt sig på sin hjemmeadresse.

Selvom København kan føles meget lille, var det på det tidspunkt, så uoverskuelig stort. Og så var jo lige det faktum, at vi ikke havde noget sted at bo. Alt var gået så forfærdelig hurtigt, så den lejekontrakt vi havde underskrevet og som skulle agere vores folkeregister-adresse, stod først klar den 1. december. Altså 4 uger efter. Jeg havde på dette tidspunkt 8 uger til termin, så der var masser af tid til at flytte ind, føde 2 børn og leve lykkeligt til vores dages ende.

Men hvad med bolig i de 4 uger?

Hvis der er noget, jeg er leveringsdygtig i, er det veninder, der stepper up og er klar til at slukke den brændende jord, man selv har antændt og nu står og træder i iført et par gamle hullede gummisko. Min søde og i den grad overskudsagtige veninde havde inviteret hele vores kaotiske familie indenfor i hendes hus, hvor hun selv boede med sin datter på 9 måneder.

Og hvor fanden skulle du føde? 

Det første jeg gjorde, da jeg stod med en flybillet i hånden med Danmark som destination, var at ringe til sundhedsvæsnet, for at sikre at de overhovedet havde en hospitalsseng til mig, der stod klar omkring nytårsaften, der var min terminsdato.

Grundet vores kommende adresse i indre by, fik jeg en plads på Rigshospitalet. Det var rart for der kendte jeg en af jordemødrene, som jeg undervejs havde støttet mig op af.

Min jordemoder i Grønland, som var verdensklasse, havde givet mig besked om, at jeg skulle ringe til Rigshospitalet og få en tid til kontrol, nærmest i det sekund at hjulene på flyet ramte landingsbanen. I Danmark bliver man ofte scannet hver 14. dag som tvillingegravid, da de små kræ pludselig kan begynde at stjæle næring fra hinanden og fordi at moderens krop kan gå kaput af at skulle fungere hjem for 3 hele mennesker.

Jeg ringede. Ingen tog den. Så ringede jeg igen. Ingen tog den. Og igen og igen og igen.

Noget med en ny sundhedsplatform.

Jeg siger ikke, at et nyt IT-system var skyld i, at historien blev som den blev. Men jeg siger, at den måske kunne være endt anderledes, hvis jeg ikke var landet i Danmark netop den 1. november 2016, som var den nøjagtige dato for, hvornår der skulle indføres et nyt IT-system på Rigshospitalet.

Efter et par dages forsøg fik jeg fat på en jordemoder, der var noget desperat, omend meget venlig, i sin stemme.

“Stine, vi ved du er her. Du ligger i vores bunke over sager. Vi skal bare lige nå dertil”, sagde hun venligt, men bestemt, da jeg endelig kom igennem.

Okay, hvis du som fagperson ikke er bekymret over, at jeg ikke bliver kontrolleret lige nu og her, er jeg heller ikke…”  var det eneste fornuftige svar, jeg kunne give.

Et par dage efter ringede jeg igen. “Jeg skal nok ringe til dig, så snart jeg ved mere” var det søde, men dog afvisende svar, jeg fik. Det var dog meget tydeligt, at det handlede om det forbandede nye IT-system. Nye IT-systemer er altid lidt forbandet.

Jeg lå ikke på den lade side

Måske var det ikke kun Sundhedsplatformens skyld, at det gik som det gjorde. Måske skulle jeg også have slappet lidt mere af. Jeg havde mange ting, der skulle nås og jeg fik svømmet, shoppet og fik lagt vipper på (Det er seriøst mit allerbedste fødsels-trick – du ligner en million uden at gøre noget som helst for det. Også selvom du føler dig som en rullepølse, der har fået lov at ligge en uge for længe i køleskabet. Desuden fik jeg taget graviditetsbilleder.

Efter at jeg netop havde fået lagt vipper på, begyndte jeg at få mistænkeligt ondt i lænden. Det føltes i den grad som de veer, man får, når det hele skal til at gå igang. Efter en times tid, gik det dog  i sig selv og jeg besluttede, at det nok bare var ondt i ryggen, fordi jeg havde ligget på min ryg i 2 timer, mens 2 babyer forsøgte at brække mine ribben indefra.

Det gav dog anledning til et ekstra opkald til Rigshospitalet, der lovede mig, at de snart nåede til mig.

Alt gik dog i sig selv og samme eftermiddag lå der en indkaldelse til kontrol den 15. november kl. 10.30.

Hængepartier i Grønland 

Den meget hurtige flytning havde resulteret i, at ikke alle løse ender fra vores liv i Grønland, var blevet bundet sammen. Vi havde stadig hængepartier, som min mand skulle tilbage og tage sig af. Det var helt fint. Der var stadig 7 uger til termin.

Mandag den 14. november pakkede han sin kuffert, kyssede Ellie og jeg farvel og tog den store røde flyver retur til Grønland.

Det var fint. Alt var under kontrol og jeg skulle hygge med min veninde og have kvalitetstid med min datter.

Og kvalitetstid skulle hun få 

Den 14. november om aftenen tog min veninde og jeg børnene med i det store akvarie “Den Blå Planet” på Amager. Jeg slæbte nok Ellie lidt for meget rundt. Jeg var stædig. Jeg kunne sagtens bære mit eget barn. Hun skulle allerede nu føle sig forfordelt. Hendes to små søskende skulle tids nok stjæle al opmærksomhed.

Da vi landede på sofaen sent om aftenen, så jeg programmet “Spørg mig om alt – Jeg er en voksenbaby” Jeg betegner mig selv, som et ret rummeligt menneske, men det faktum, at en IT-chef havde en tremmeseng til voksne stående i sit soveværelse og fik skiftet ble af sin kæreste, var for meget for mig.

Jeg gik i seng.

Jeg sov.

En time efter slog jeg øjnene op: “Hvorfor ligger jeg og tisser?”

 

‘#Bloggersdelightplus

4 kommentarer

  • Rikke

    Uh, det er lidt af en cliff hanger det dér!! Glæder mig til næste indlæg!
    Jeg fødte tvillinger i uge 32, vågnede netop op Og følte jeg tissede. Vækkede kæresten med et skingert ‘Michael!’ og med samme tænkte jeg ej, jeg vækker ham fordi jeg tisser :-p awkward! Det var ikke tis.. 😐

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Jernmor.dk

      Haha, ja. Kroppen kan i den grad snyde en! Jeg var også helt sikker.

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Maria

    Skøn skøn fortælle, glæder mig meget til næste afsnit.

    Boede selv 5 mrd i Nuuk, savner stadigvæk ind i mellem roen, og det ene lyskryds. Kan nikke genkendende til den overvældendehed når man kommer retur, lidt underligt når man kan bo deroppe og savne Bilka og DSB

    Skønt at følge din blog. Nyd Miami 😎
    Husk solcreme ☺️

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Jernmor.dk

      Ja, det er noget af en omvæltning at vende hjem. Sådan noget som at tage toget, virker helt uoverskueligt. Og du har helt ret i, at det er mega ambivalent, fordi det netop var det, man savnede, da man boede der. Hjernen opfører sig dumt ind imellem 😀

      Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Verdens værste flyvetur