Hvordan skal vi komme hjem ?

Verdens værste flyvetur

November måned har jeg dedikeret min blog til små anekdoter fra mit liv. Historien her er en føljeton, der handler om ikke kun vores psykiske, men også fysiske rejse fra at gå fra en familie fra 2 til 5. samtidig med at vi flyttede vores liv 3000 kilometer. Du kan læse første del her og anden del her. Jeg lover – det bliver ikke kedeligt.

Da vi forlod Grønland, var det med et skær i hjertet. Jeg stod ude foran lufthavnen og så op på en himmel, der var badet i nordlys. Jeg følte, at jeg havde besluttet at forlade en kæreste, jeg var dybt forelsket i, men hvor det aldrig ville gå på grund af distance.

Dagene forinden havde været kaotiske. Især da der havde været flyttemænd og pakke hele vores liv ned i containeren.. Hvorefter vi opdagede, at hele vores liv altså også betød vores pas.. Der nu lå i en kasse. I containeren. Der var låst.

Vi havde booket flyet hjem en fredag eftermiddag. Vi skulle over Island og havde besluttet at tage et par dage der, inden vi definitivt landede i Danmark og ikke længere skulle kalde os udenlandsdanskere. Det skulle samtidig være vores sidste lille ferie som en familie på 3. Noget modigt taget betragtning, at jeg var gået ind i uge 30 af graviditeten.

Flyet gik dog ikke fredag eftermiddag den dag. Afgangen var rykket til klokken 23.00. På dette tidspunkt var Ellie 2 år og hun havde ikke kunne finde ro i løbet af aftenen. Det var der ikke noget at sige til. Vi havde siddet i en tom lejlighed og kigget på klokken hele aftenen.

Den flyvetur tror jeg sent, at jeg vil glemme.

Ellie var på dette tidspunkt vant til at flyve. Hun vidste at flyvning var ensbetydende med, at den søde stewardesse meget hurtigt kom med æblejuice og småkager. Det gjorde den søde stewardesse bare ikke. Der var tale om et lille propelfly med omkring de 50 pladser, så den aften var der ingen, der slap for at høre Ellies utilfredshed. Hun skreg. Og skreg. Og så skreg hun lidt mere. I hvert fald den første time af flyvningen gik med skrigeri. Bag mig sad en mand og skreg med. Det var tydeligt, at der var tale om en mand med galoperende flyskræk og turen over Grønlands kyster kan ind imellem være ensbetydende med en flot mængde turbolens. Manden, der i øvrigt lignede oompa loompa fra Charlie og Chokolade-fabrikken på en prik, hævede sin gråd i takt med Ellies og jo værre turbolensen blev. Det var den mest surrealistiske flyvetur, jeg har haft i mit liv.

Endelig faldt den lille pige i søvn i ren udmattelse og vi kunne lægge hende ned på et sæde og håbe på, at hun ville sove resten af vejen. Det skete ikke. I stedet lyd der et stort rungende “PLIIIIIIING” med en besked fra kaptajnen om, at turbolens nu igen var en uinviteret gæst, der havde meldt sin ankomst. Ellie skulle op og sidde igen og hun skulle have sele på. Og alle der nogensinde har oplevet at vække et barn, der i forvejen er helt udtværet af træthed, ved hvad der så sker. Hun skreg. Ompaa Loompa skreg. Alle skreg i takt med et dansende fly.

Jeg tror alle sukkede lettet op, da det fly galant ramte landingsbanen kl. 03.30 lokal tid. Men nattens pinsler var slet ikke omme.

Vi fik trukket baggage og sovende barn ud foran lufthavnen. Eller Jesper gjorde. Min primære opgave var konsekvent ikke at gå i fødsel. Vi havde booket et hotel tæt på lufthavnen, men det krævede en taxa.

Taxaer var der nok af. Der var bare ingen af dem, der ville have os med. I Island kræver kørsel med et barn en autostol og der var ingen regler for kompensation i taxaer. Og desværre var der ingen selskaber, der kunne få fat i en autostol, fordi autostole stod et sted, der var lukket af for natten. Så vi sad der. Kolde, trætte og med vores liv pakket ned i 3 store tasker. Vi besluttede derfor at overnatte i den kolde ankomsthal,

Og netop som vi havde rejst os op, og var på vej ind mod hallen, var der et menneske, der råbte på os. Et af de mennesker, som er kommet på den liste over de mennesker, jeg er allermest taknemmelig for eksisterer. Hvis jeg en dag vandt en Oscar ville det være ham, jeg takkede. “Tak til ukendt mand i lufthavn”

Manden havde fra sine taxa-venner hørt om vores situation og havde på magisk vis tryllet en autostol frem. Lige der midt om natten. Så nu stod han der, kun for at redde vores meget kolde numser. “Ja, jeg har selv børn”, sagde han. “Jeg ved hvordan det er”

Kl. 05.00 landede vi på vores hotel.

Næste morgen var vi trætte og lettede. Jeg stod først op og kunne konstatere, at vi havde efterladt al vores baggage i lobbyen, da vi var ankommet. Så igen med hjertet i halsen, måtte Jesper lettere panisk styrte ud af værelset med tanken om, at vores baggage enten var blevet stjålet eller hele hotellet var ved at blive evakueret, fordi der stod efterladt baggage.

Det var der endnu.

Og turen på Island stoppede med at være kaotisk. Ud over det faktum, at jeg efterlod min pung i en taxa på vej tilbage til lufthavnen. Men det er standard, når det kommer til mine handlemønstre.

Vi landede i Københavns Lufthavn den 1. november 2016. Jeg var netop gået ind i graviditetens uge 31 og vi ville først have et hjem igen præcis en måned efter.

#Bloggersdelightplus

 

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Hvordan skal vi komme hjem ?