Da vi fik af vide, at vi skulle have tvillinger

Hvordan skal vi komme hjem ?

November måned har jeg dedikeret min blog til små anekdoter fra mit liv. Historien her er en føljeton, der handler om ikke kun vores psykiske, men også fysiske rejse fra at gå fra en familie fra 2 til 5. samtidig med at vi flyttede vores liv 3000 kilometer. Du kan læse første del her. Jeg lover – det bliver ikke kedeligt.

Da jeg blev gravid, havde jeg fortalt på min arbejdsplads, hvor godt jeg havde det og hvordan min graviditet på ingen mulig måde havde indvirkning på min hverdag under min første graviditet. “Ja, jeg arbejdede jo nærmest til, at jeg gik i fødsel, jeg trænede 5 gange om ugen og havde ikke en eneste sygedag” proklamerede jeg stolt (og lettere irriterende), da jeg havde meldt min graviditet på kontoret. Og det gjorde jeg tidligt, henset til at jeg blev afsløret nærmest inden jeg selv havde opdaget, at jeg var gravid.

Cut til mig, der to dage efter lå i fosterstilling på kontorets toilet, fordi min krop havde besluttet, at der nu ikke var noget mad, der længere skulle bo i mig. Jeg havde det dårligt. Så vanvittig dårligt. Pludselig føltes min første graviditet med overvældende træthed, som en tur i bonbon-land. Jeg kunne ingenting. Jeg sad bare og hang. Jeg var askegrå i ansigtet, mens 2 små fostre åd, hvad de skulle bruge og efterlod en mor, der mest kunne betegnes som en slaskedukke, der forsøgte at tage stilling til det store barn, der end ikke var fyldt 2 år. Hun havde ikke noget sprog, men hun kunne i den grad sende bebrejdende øjne, når mor ikke orkede, at lege med legoklodser på gulvet, fordi hun talte i den store porcelænstelefon.

Efter scanningen væltede jeg ind på mit arbejdede med et desperat udtryk i øjnene.

“Har du set et spøgelse?” spurgte min kollega.

Jeg har vist set det modsatte”, svarede jeg, “Der var et ekstra barn. Det var der altså ikke sidst. Kan der godt pludselig vokse en ekstra baby?”

Det tror jeg ikke. Men jeg har engang set et program med en kvinde, der blev gravid med tvillinger med 2 forskellige mænd.”, svarede hun.

I den efterfølgende periode vidste jeg ikke, hvad jeg skulle gøre af mig selv. Jeg var virkelig bekymret for den opgave, der ventede os. Jeg vidste jo, hvor hårdt det var, at få ét barn. Hvordan skulle vi nogensinde klare 2 på en gang? Og hvordan skulle der overhovedet blive plads til storesøster? Ville hun nu vokse op helt glemt og uelsket, fordi 2 nye børn nu ville vælte hele vores liv? Og havde jeg overhovedet kærlighed nok til 3 børn? Og hvordan skulle jeg passe på alle 3 på en gang? Og hvordan skulle jeg overhovedet passe på de 2 børn inde i maven?

Vi stod i et fremmed land. Vores netværk befandt sig 3000 kilometer væk.  Jeg ville ikke få løn under barsel og dagpenge-satsen i Grønland, er lavere en kontakthjælpssatsen i Danmark. Og hvordan er man på barsel med 2 børn, når man bor et sted, hvor storm og meterhøj-sne er en hverdagsting?

Ugerne gik og bekymringerne var mange. Meget hurtigt blev Google min ven. Og hvis der er noget, jeg har lært, så er det, at man skal holde sig fra Google. Især når det er noget med børn eller fødsler. Google er marineret i nederen historier. Jeg kunne hurtigt læse at en tvillinge-graviditet og en tvillingefødsel var den lige vej til helvede, hvor det nærmest var et vidunder, hvis alle mand overlevede. Det ville aldrig gå. Jeg var nødt til at komme hjem.

Der var herfra meget snak frem og tilbage. Vi elskede Grønland. Hvordan skulle vi opgive alt det, vi havde her? Den ene dag tænkte vi, at det nok skulle gå. Den næste dag var vi klar til at pakke vores ting og tage hjem med det samme. Eller jeg var. Især når plukkeveerne hamrede af sted og selv små korte gåture blev smertefulde. Jeg var simpelthen så bange for at føde nogle børn, der slet ikke var klar til verden. Jeg havde jo læst, at 60 % af alle tvillinger blev født for tidligt.

Det var dog ikke lige til. Vi skulle finde et sted at bo i Danmark. Alle vores ting var opmagasineret et sted i Kolding og vi havde forladt et lejet hus i Esbjerg, der havde været vores hjem, inden vi flyttede til isflagen. Nu skulle vi finde et sted i København og hvis der er noget boligmarkeret ikke er gearet til, er det at man lige trækker en bolig, der er til at betale, ud af ærmet.

Ugerne gik. I september var vi i Danmark, hvor jeg fik foretaget en gennemscanning. Jeg ville gerne være sikker på, at det hele reelt var, som det skulle være og noget større omfang, end der kunne tilbydes i det grønlandske. Nu har jeg jo fortalt, hvordan den første scanning gik. Den anden var lidt mere fattet.

Denne gang vidste vi jo i det mindste, at der var 2 derinde. Til gengæld vidste vi ikke, hvad de to små var for nogen.

Første baby blev konstateret, at være af hunkøn. Og da Jespers og mit blik mødtes lige der, var det med en fælles forståelse af, at vi i den grad muligvis var screwed som forældre, hvis der ventede os 3 piger og deraf 3 teenage-piger i huset samtidig.

Da billedet viste en lille dreng som baby nummer 2, fornemmede jeg en tåre på Jesper kind. Måske af lettelse af, at teenage-scenariet ikke ville blive en realitet.

Min termin var i slutningen af december og i slutningen af september, fik vi en mail om, at et mirakel var sket og at der var skaffet en bolig til os i København. Den kunne vi overtage 1. december.

Tilbage i Grønland skulle det nu vurderes, hvornår vi kunne rejse hjem. Huset havde vi som sagt først 1. december, så hvor længe kunne vi egentlig trække den?

Jeg ringede til fly-selskabet, der meldte, at man med tvillinger i maven kun kunne få lov til at flyve til uge 28. De skulle få dem ikke stå med en fødsel et sted over indlandsisen.

Uge 28 var ikke realistisk. Det var ugen efter og vi skulle jo sådan set have pakket hele vores liv ned i flyttekasse, putte det ind i en container og have sendt det med et skib, før vi kunne tage nogen som helst steder.

Heldigvis var der et venligt flyselskab, der gerne ville tage os med senere og min søde jordemoder rådgav os til, at det ikke skulle være efter uge 30.

Så uge 30 var målet.

Nu skulle børnene bare blive i maven indtil da.

#bloggersdelightplus

 

 

 

 

 

 

4 kommentarer

  • Jeg har præcis samme konstellation hjemme. En på ni og to på syv. Tre piger. To af dem engæggede.
    De tanker du gjorde dig om storesøster er præcis som mine. Vildt! Jeg ved heller ikke hvordan vi overlevede de første to år. Men vi gjorde.
    God tur hjem. Kh Sandra

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Jernmor.dk

      Ja, det var min største bekymring. Det hele gik heldigvis rigtig fint. Og ingen er blevet glemt <3

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Bitten

    Fuck, så var vores flytning hjem til Aalborg fra Randers ingenting. 😂

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Jernmor.dk

      Hahaha. Flytning er fandme altid nederen 😀 Uanset distancen.

      Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Da vi fik af vide, at vi skulle have tvillinger