At holde styr på sit shit. Bulletjournal

Da vi fik af vide, at vi skulle have tvillinger

November måned har jeg dedikeret min blog til små anekdoter fra mit liv. Historien her er en føljeton, der handler om ikke kun vores psykiske, men også fysiske rejse fra at gå fra en familie fra 2 til 5. samtidig med at vi flyttede vores liv 3000 kilometer. Du kan læse anden del her. Jeg lover – det bliver ikke kedeligt.

Første gang jeg var gravid, var der ingen der kunne se det, før jeg var meget langt henne. Helt frem til uge 28 tror jeg egentlig, at de fleste bare tænkte, at jeg var gået lidt for meget til den, når der var kage på kontoret om onsdagen.

Sådan var det ikke anden gang. Første gang nogen spurgte mig, om jeg var gravid, var jeg 6 uger henne. Jeg havde knap tisset på en pind endnu. Kvinden kom hen til mig, kiggede på min mave og sagde “Tillykke”, hvorefter hun sagde “Ja, ingen kan da umuligt tage på så hurtigt..” Og vi si’r tak.

Da jeg var 10 uger henne, var jeg ved at blive smidt af et fly. Jeg havde sat mig ved en nødudgang, da en stewardesse kom hen til mig og sagde “Eh.. Undskyld jeg forstyrrer. Men man må helst ikke sidde ved nødudgang, når man er højgravid

Mig, rødglødende i ansigtet af raseri: “HØJGRAVID? Du skal kraftedeme ikke kalde mig højgravid. Hvad skal jeg kalde dig for? HØJ-IRRITERENDE (Undskyld, det var hormoner) Jeg har sat mig her og her bliver jeg siddende. Om det her fly så falder ned, kan jeg krafteddeme love dig for, at jeg ikke flytter min røv 2 centimeter”

Hvorefter jeg flyttede mig. Fordi der blev truet med at kalde på kaptajnen. Jeg hylede hele vejen hjem af ren raseri.

Her var jeg ca. 16 uger henne

Men stilen var ligesom lagt. Jeg var ikke engang 3 måneder henne og blev allerede nægtet adgang til fly. Flere jokede med, at der var to derinde og jeg selv havde faktisk overvejelsen. Men igen – Man er bare større, når det er anden gang.

Vi boede i Grønland og der var ingen adgang til tidlige scanninger. Faktisk er der deroppe ikke engang adgang til de scanninger, vi har i Danmark. Den ene scanning man får, ligger i uge 16 af graviditeten og udstyret er så dårligt, at man knap kan se køn.

Da jeg var 13 uger henne, fik jeg pludselig stærke mavesmerter. Jeg lå på sofaen og vred mig i smerte. Jeg kunne ikke gå, jeg kunne ikke ligge. Jeg kunne ingenting. Jeg besluttede derfor at ringe til en veninde, der netop var sygeplejerske i Grønland og ytre min bekymring. Hun hentede mig straks og vi kørte mod skadestuen.

Her ventede os en træt læge. Han havde været på arbejde i 14 timer og jokede flere gange med, at vi helst ikke skulle slukke lyset. Så ville han falde i søvn. Han tjekkede min mave og gik ellers i gang med at scanne og oppe fra skærmen vinkede et lille foster med blinkende hjerte. Alt i mit underliv blev tjekket godt igennem og lige der på skærmen kunne vi fint konstatere, at der var et foster og ikke 2, selvom alle mente, at jeg allerede 13 uger henne var en omvandrende hval.

Jeg kan huske at alt imens, jeg lå der på den kolde hospitalsbriks, følte en lille snert af skuffelse. Jeg havde en sær forventning om at se 2 hjerter blinke deroppe. Jeg kan også huske, at jeg fik hevet mig selv ud af den momentane sindssyge af skuffelse og sagde til mig selv “Selvfølgelig skal jeg ikke have tvillinger. Det ville også være for vanvittigt. Jeg kan knap håndtere et barn”

Tiden gik. Maven voksede. Jeg fik flere og flere kommentarer. I mellemtiden var vi en tur i Danmark og da vi nåede tilbage, var jeg omkring halvvejs i graviditeten, hvor jeg skulle have lavet den officielle scanning.

“Ja, vi skal da ikke være bekymret for, at din mave ikke er vokset nok“, sagde jordmoderen alt imens hun klaskede kold klam gel-masse ud på min dunk. “Høhøh” sagde Jesper, der stod ved min side og jeg havde mest lyst til at lave karate-huk på ham lige midt i det følsomme område, der netop var ud for briksen, hvor jeg lå.

Jordemoderen gik i gang og sammen gloede vi op på en skærm, der ligeså godt kunne have vist en form for SCI FI-serie fra 60érne. Det lignede ingenting.

“Tænkte jeg det ikke nok” sagde jordemoderen.. “Det er en doubler”

Jeg stirrede på kvinden. Så stirrede jeg på jordemoderen. “En dooober-hvad for noget? Er den syg?”

Tavshed

Mig: “Altså er den syg? Er det kromosomerne, der er doober?”

Tavshed og en koncentreret jordermoder, der henholdsvis stirrer på min mave og stirrer på skærmen.

Jordemoder: “Ja, den er god nok. Der er 2”

Mig: “Haha, sjovt”

Jordemoder: “Jo, den er god nok”

Mig: “Ehm, jeg ved ikke om du er blevet orienteret om det. Men jeg er altså blevet scannet før. I uge 13. Der er altså kun en”

Jordemoder (lettere irriteret) og begynder at pege på skærmen: “Der er 2..”

Mig: “Nej, nej. Det der må være dens fod”

Jordemoder (Endnu mere irriteret): “Nej, det er 2 hoveder”

Mig: “Altså hænger de sammen?”

Jordemoder: “Nej, deres hoveder hænger ikke sammen. Der er to fostre. Adskilte. “

Mig: “Fuck”

Jesper: “Så skal vi da have ny bil”

Mig: “Fuck”

Da vi forlod hospitalet, ringede jeg til min mor. Hun er den, der altid løser mine problemer, når jeg står i lort til halsen..

“HAAAEJ MOAR.. Jeg har lige været til scanning. Vi skal have to babyer. Jeg tror måske, at jeg er ved at få et angstanfald. Kan du være til rådighed.. Jeg tænker.. De næste 10 år?”

Da jeg satte mig ind i bilen, var det med rystende hænder. Jeg skulle tilbage på arbejde med beskeden om, at langt de fleste tvillingegravide går af allerede i uge 23. Dvs. få uger efter.

Det eneste der rungede i mit hoved var “FUCK. FUCKFUCKFUCKFUCKFUCK.” På vej rundt i en rundkørsel er jeg så fokuseret på “Fuck”, at jeg er på vej i grøften.

Jeg tror, at den dag er på top 5 over vanvittige dage i mit liv.

 

#Bloggersdelightplus

 

 

3 kommentarer

  • Rikke

    Jeg døde af grin 😂

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Lis Y

    Jeg elsker den lettere forvirrende dialog, der følger efter “doubler” afsløringen “Hænger deres hoveder sammen!?” 😀 😀 😀 Og godt Jesper har fokus på det praktiske med ny bil 😉

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Tine

    Vi har også tvillinger, men heldigvis for os, fik vi det ret tidligt at vide – nemlig allerede i uge 7 pga. vi havde fået fertilitetshjælp og derfor kunne blive scannet så tidligt på klinikken.
    Men noget af det første, min mand tænkte, var også: “Så skal vi have en større bil” 🙂
    De er lige blevet fem (det BLIVER nemmere, promise!), så jeg kan ikke huske præcist, hvad vi ellers sagde og tænkte.
    Men det var vores første børn, så vi var heller ikke sikre på, hvad der ventede os.

    Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

At holde styr på sit shit. Bulletjournal