Skal mor blive hjemme ?

At være barn i 1988 contra at være barn i 2018

 

I går havde TV2 et program, hvor Felix Smith tog sig selv og sin familie tilbage til 1988. Tilbage til pastelfarvet joggingtøj, lørdagskylling og guldkorn til morgenmad.

Det var i den grad tider.

Jeg selv var 4 år på det tidspunkt. Jeg boede i et parcelhuskvarter med mine forældre i en lidt større provinsby i København. Min mor gik i oversize jakkesæt med lilla plastikørenringe og ravkæder. Jeg gik i børnehave og tonsede op og ned af villavejene med min gode venner Mads og Anna, der boede lidt længere op af vejen.

Allerede som 3årig tøffede jeg selv hen til mine små venner. Jeg har svært ved at genkalde mig, hvor langt der var, men jeg vil skyde på, at der da var et par hundrede meter. Det var ikke noget problem. Jeg gik bare. Og gik hjem igen, når jeg skulle spise lørdags-frokost. Jeg var ikke omsorgssvigtet. Det var bare sådan det var i 80érne. I dag tør jeg fandme ikke engang lukke mine børn ud i haven uden at placere mig midt i sandkassen sammen med dem. For hvad hvis nu, at nogen kom og tog dem, eller de pludselig besluttede at gå på skattejagt på Amager Fælled og aldrig komme tilbage. Alle vores døre er altid låse for at sørge for at ingen stikker af. Vores hjem er i virkeligheden ren Ford Knox, hvor ingen kan slippe ud medmindre de får en særlig løsladelses-blanket.

På samme måde cyklede jeg alle vegne. Jeg cyklede selv i skole som 6-årig. Vel at mærke uden cykelhjelm. Sådan en fik jeg først, da jeg gik i 3. klasse og politiet havde en kampagne, hvor alle fra klassen kunne købe en hjelm. Jeg fik en flot cykelhjelm, der var blå og rød. Den havde jeg i 14 dage, indtil jeg smed den væk. Hvornår jeg genoptog konceptet omkring cykelhjelme, kan jeg ikke huske. Men nu kan jeg ikke sætte mig op på cykel uden. Og det samme er gældende for mine børn. Uanset om de er på løbehjul, på 3-hjulet knallert eller på deres små løbecykler, hvor deres ben aldrig løftes fra jorden. Jeg har endda prøvet, at trække ladcyklen 4 kilometer, fordi jeg havde glemt en hjelm til min ældste datter og vi kun skulle køre af skovstier og max med 8 kilometer i timen. Jeg kunne have gået hurtigere end den cykel kørte..

Jeg husker det som, at vi ofte tog på bilferier. Det var inden IPads og lovgivning om autostole, så alle unger blev kastet om i baggagerummet med en stak Anders And-blade. Her lå vi så, mens mor eller far tonsede med 200 i timen af de tyske motorveje. Vi skiftevis sov, læste og sloges. Det var bare sådan det var. I dag spænder vi børnene fast med 4 punkts seler og selepuder så store, at de knap kan se udover.

Og slet ikke for at tale om den tid, hvor man sad på bagsædet med 2 storrygende voksne mennesker foran i bilen. Alle vinduer var naturligvis lukkede og man sad og man kunne langsomt mærke, hvordan ens farm i ansigtet ændrede sig til grøn og ens lunger til sorte, alt imens man følte sig mere og mere dårlig.

Alting virkede lidt mere ukompliceret dengang. Måske var det fordi, at jeg selv var lille. Men henset til de valg, vores forældre tog var der nok ikke helt så meget lovgivning og ikke så mange velkendte trusler. Det virker som en rar tanke at leve i en verden, hvor man tror, at alle omkring én er udødelige og sikkerhed er noget, der er mere til besvær end en nødvendig faktor. Men det var bare sådan det var.

Vores generation i dag virker dybt paranoide i forhold til vores forældre. Mange af os har lyst til at pakke vores små afkom ind i en plastikbobbel eller skrumpe dem ned i miniformat, så vi altid kunne have dem på os og sørge for at de ikke kommer noget til. På trods af, at det i dag virker vanvittig uansvarligt at gøre, som de gjorde i 1980’erne ville det måske klæde os at give lidt slip. Vi skal naturligvis ikke hive en pakke blå Kings op af lomme og pulse ungen ind i hovedet, men vi kunne måske lade ungen gå de der 200 meter alene over til legeaftalen uden at placere en GPS i nakken på det uvidende barn eller lade barnet lege i haven uden at have opsat overvågning i sandkassen.

Dengang var det jo bare sådan, man gjorde. Efter vi havde set programmet i går, talte vi om, hvad de mon om 30 år slår ned på som helt hul i hovedet. Hvad vi som forældre gør nu, som de aldrig kunne finde på i 2048.

Det er garanteret noget med mobiltelefoner. Det er altid noget med mobiltelefoner, når det handler om vores generation.

 

 

 

4 kommentarer

  • dorthe

    …og man kom hjem når gadelygterne tændte
    Dét var tider dengang. jeg er fra 80 og klukkede igennem programmet forleden. Jeg som 7 årig cyklede alene til bageren, selv cyklede hjem om aftenen fra gymnastik og har overlevet 2 rygende forældre. 🤣 har 2 børn nu. 9 og 2 år. og vores barndom kan overhovedet IKKE sammenlignes…🤣😂

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Jernmor.dk

      Nej, det er altså virkelig noget af en forskel. Nu bliver der knap nok røget i nærheden af åbne vinduer, når der befinder sig børn i huset.

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Så tankevækkende…

    Var selv barn i 80’erne og 90’erne. På mine første bilture lå jeg i en papkasse svøbt i en dyne. Og sov i en oppustet gummibåd på mine første charterferier. Vil nu begynde at skrue lidt ned for mor-noiaen og spice vores liv op med lidt afslappet 80’er-magi.

    Tak for et rigtig godt indlæg 🙂

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Jernmor.dk

      Hahaha, det er virkelig sjovt 😂
      Tak fordi du gad at læse med ❤

      Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Skal mor blive hjemme ?