Søskende og legetøj

Lad venligst telefonen blive i lommen…

 

Da jeg forleden åbnede døren til tvillingernes vuggestue, var det for en gangs skyld ikke kun små snotnæser og lugten af mange børn samlet på samme sted, der mødte mig. Det var også en seddel på indgangsdøren. Sedler på indgangsdøren er aldrig rare. Jeg har set dem med varierende indhold, men det plejer at være noget, der lige får det til at klø lidt ekstra på kroppen: Lus, orm og den slags levende klamheder, som åbenbart følger med, når man producerer børn.

Denne gang var det dog hverken sygdom eller små dyr, der prydede døren. Der var tale om en helt anden form for kriblen. Denne kriblen kaldes dårlig samvittighed. På døren hang et billede af en telefon med streg over og med en simpel besked om, at mobiltelefonen ikke var velkommen.

I denne situation er der 2 muligheder for reaktion: Benægtelse eller dårlig samvittighed. Når det kommer til noget med mine børn, er min krops go to-reaktion altid dårlig samvittighed. Faktisk har jeg stort set ikke lavet andet end at have dårlig samvittighed siden jeg blev mor.

Mens jeg bevægede mig ind på stuen for at indfange mine 2 små abekatte, var hjernen gået alvorligt i overarbejde. Var det mig, der havde givet anledning til den seddel på døren? Havde jeg stået med skrigende børn omkring mig uden at anse behov for omsorg, snotnæser og kaos?

Højst sandsynlig. Jeg kan ikke afvise, at jeg har søgt vej mod internettets vidunderlige verden, når tanken om flyverdragter, vinderstøvler og myldretrafik har været for uoverskuelig, ligesom den nok ind imellem har ringet med arbejdsrelaterede spørgsmål. Men nu er den i hvert fald pakket væk for good, uanset hvem der ringer.

Hvad med resten af dagen? 

Det gav naturligvis også anledning til at evaluere på det generelle mobilforbrug i nærheden af børnene og konklusionen på det var, at jeg i alle henseender burde spænde lidt op på det punkt. Jeg sidder alt for meget på den telefon. Særligt når børnene alligevel sidder og glor Gurli Gris og jeg føler, at mit nærvær ikke er så afgørende. Ja, så kan jeg ligeså godt lige tjekke, om nogen har lagt et banebrydende billede op af ny topping på deres havregrød på Instagram. Men det burde man jo ikke. Det ved jeg jo godt. Man burde være nærværende og inddrage sig selv i børnenes liv, så man har en fælles referenceramme og efterfølgende kan tale om Gurli, Gustav og far Gris’ tur på genbrugspladsen. Men jeg ooooooooorker ikke Gurli Gris. Det gør jeg ikke. Jeg kan ikke fokusere på det. Min hjerne visner og jeg falder i søvn. Og så får min hjerne argumenteret sig frem til, at det trods alt er bedre, at jeg er på Instagram, end at jeg ligger og sover.

Men i denne uge har jeg forsøgt at lægge telefonen helt væk, når vi rammer matriklen om aftenen. Det er kun ganske få timer, jeg har med børnene fra vi kommer hjem og til de kommer i seng, så der bør telefonen altså ikke have lov til at fylde det, den har gjort. Den skal have lov at ligge i lommen.

Nu sidder jeg her og lyder telefon-frelst. Men sandheden er, at det jo slet ikke er så nemt, som det lyder. På få år har jeg udviklet en alvorlig lidelse kaldet “Fear of Missing out”, der i bund og grund går ud på, at jeg er bange for at gå glip af et eller andet, hvis jeg ikke konstant er online. Jeg ved egentlig ikke, hvad jeg er bange for at gå glip af. Som oftest handler de sociale medier jo netop bare om topping på havregrød og om nogen, der har løbet hjem fra arbejde og den slags. Det er jo ikke ligefrem livsnødvendige oplysninger og hvis jorden nu endda skulle være ved at gå under mellem kl. 16.00, når jeg slukker computeren på arbejdet og til kl. 20.00, hvor jeg (forhåbentlig) sidder i sofaen med 3 sovende børn, så ville jeg nok få det af vide på anden vis.

Men nu øver jeg mig. Jeg øver mig hver dag i at lægge telefonen helt væk, når jeg er sammen med mine børn og jeg har fundet ud af, at det er vanvittig svært. Det er i hvert fald svært, når den ligger i lommen og kalder på mig: “Stiiiiiiiiine, tror du ikke lige, at du skal tjekke et socialt medie? Måske der netop lige i dag var nogen, der lagde et livsændrende opslag op” Jeg har fundet ud af, at det er meget nemmere, hvis telefonen slet ikke er til stede. Hvis den er uden for rækkevidde, tager jeg ikke stilling til den.

Så i dag drog jeg ud i verden uden nogen telefon. Først 2 timer i skoven og derefter en hel aften hos dejlige venner, mens min telefon lå og hyggede sig på køkkenbordet. Og da jeg kom hjem viste det sig (sørgeligt nok), at ingen havde savnet mig og jeg ikke var gået glip af noget.

Hej, jeg hedder Stine. Og jeg er telefonafhængig. Men heldigvis mindre end i går.

 

 

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Søskende og legetøj