Hvad jeg har lært af Instagram

Efterårsferie-begivenheder på en mandag

Forleden skrev jeg dette indlæg, hvor jeg nævnte en række aktiviteter, jeg ville tage til, hvis jeg holdt efterårsferie.

I går tog jeg en halv fridag og traskede ud i verden med Ellie efter vi havde besøgt hendes nye børnehave, som I fik mig overbevist om, var det rette valg her.

Siden Ellie første gang så filmen Ballerina på Viaplay, har vi haft en lille besættelse af ballet i det lille hjem, så det var naturligvis nærliggende at tage i det Kongelige Teater med hende og se “Kom bamse, så balletter vi” Stykket er lige tilpas langt (kort) til at man ikke få krudt i røven og kan sidde stille hele vejen igennem. Desuden er opsætningen så fin og hyggelig at både mor og mormor også fik en lille klump i halsen, da de små dygtige balletbørn dansede hen over scenen i deres små flagrende balletskørt. Jeg har aldrig set Ellies blik så naglet til noget i de 4 år, hun har eksisteret. Det er i den grad en anbefaling værd.

I går skulle det hele krydres med en tur om bag scenen. Vi så stykket i søndags, men af ren erfaring ved vi, at der ikke skal smækkes alt for mange ting på oplevelsesbarometret, når vi trasker af sted med børnene. En aktivitet af gangen er fin, så rundvisningen skød vi til mandag.

Rundturen varer ca. 45 minutter og der er noget for enhver lille ballerinas smag: En tur i den fine sal, på scenen, hos syerskerne og ved de fine kostumer, som man endda kan få lov til at prøve og endda en tur op og se der, hvor dronningen, prinserne og prinsesserne sidder, når de går i teatret.

Da vi stod på den tomme scene, så jeg naturligvis mit snit til at tage det perfekte billede: Et billede af Ellie, der drømmende skulle stå på scenen og se ud over den tomme sal. Det ville være enhver Mommy-bloggers drøm og apropos det indlæg, jeg skrev i går, bad Ellie mig om at tage min telefon og stikke den op et sted, hvor solen ikke skinner, da jeg foreslog at hun lige kunne stille sig frem og få foreviget øjeblikket.

Det findes gode ideer og der findes (dårlige) ideer

Dagens anden børneaktivitet blev besluttet lidt spontant. Hvis der er to ting, der kan imponerende børn under 2 år i vores hjem, så er det Gurli Gris og Paw Patrol. Sidstnævnte havde proklameret, at de ville lægge vejen forbi shopping-centret Fields og enhver forældre med respekt for sig selv, havde naturligvis besluttet at lægge vejen forbi, når nu der var en mulighed for, at børnene kunne møde deres største helte.

Hvis der er noget, jeg hader er det shopping-centre. Og hvis der er noget jeg hader endnu mere, er det shopping-centre med mange mennesker. Og naturligvis var der ingen, der skulle gå glip af dette magiske show, så Fields var proppet med forældre med trætte blikke i øjnene og med børn hængende på armen, der skreg “MAAAAARSHAAAALLL” Blikkende blev ikke mindre trætte af, at køen til at møde de populære vovhunde var 300 meter lang.

Men vi placerede os naturligvis i kø og ventede.. Og ventede.. Og ventede.. Og hvis der er en kvalitet de færreste børn besidder, så er det tålmodighed. Tiden gik og børnene havde efterhånden glemt, hvad vi lavede egentlig der. Alle havde det varmt og alle var efterhånden lidt trætte af hele situationen, men da vi efterhånden havde stået der i en time, var der ingen grund til at give op.

Da vi nærmede os hundene orkede børnene ikke rigtig hele set-uppet alligevel, men det skulle naturligvis foreviges og det hele blev afsluttet på under 10 sekunder.

Og lige der gik det op for mig, at det er det mit liv nok kommer til at bestå af de næste mange år i ferierne: At stå i kø sammen med 500 andre forældre med trætte blikke i øjenene og skrigende børn.

 

 

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Hvad jeg har lært af Instagram