Ting jeg ville lave i efterårsferien, hvis jeg ikke var en ravnemor.

Hvad jeg har lært af Instagram

Fra profilen Betches

Instagram fylder en tand for meget i vores lille hjem. Der er nok mange andre, hvor det har en lidt mere dikterende rolle i hverdagen (fx da jeg fik ideen til dette indlæg, fordi jeg havde læst om en kæreste, der ofte trodsede færdselsreglerne for at få det perfekte billede til mandens Insta-profil). Det er sjældent, at jeg serverer kold mad, fordi der skal tages billeder af det inden det bliver serveret og jeg går hverken op i lys eller perfekte vinkler. Men jeg lader lidt op til at tage en virtuel detox inden længe, da Instagram er det første, der ofte bliver tjekket, når jeg vågner, og det sidste jeg tjekker, inden jeg går i seng. Jeg ville gerne være typen, der ville kunne lægge telefonen fra mig om morgenen og glemme alt om den efterfølgende uden noget behov for at blive opdateret på ting, der egentlig i det store billede er ligegyldige i løbet af dagen.

Men Instagram er ikke kun helvedes forgård. Der er masser af ting, man kan tage med fra det sociale medie.

Her er, hvad jeg har erfaret efter 5 år:

1. Mad skal helst serveres farvesorteret

Jeg har ikke helt forstået hvorfor. Særligt når der serveres yoghurt.. sorry, skyr.. eller havregrød, skal toppingen placeres så lige, at der skal findes et vater-pas frem for at ramme den korrekte vinkel. Det duer ikke at blande blåbær og bananen sammen. Så hører anretningen i hvert fald ikke til på Insta, men nok snarere i skraldespanden. Alle ved at frugt og chiafrø ikke kan indtages i samme mundfuld.

2. Bo Bedre

Der er mange hjem, der snildt kunne være revet direkte ud af et Bo Bedre-magasin. Snorlige billeder ophængt, således at de udgør den perfekte billedvæg, hvide gulvtæpper og selvbyggede walk in closets. Her hjemme kan vi knap nok finde ud af at slå et søm i en væg. Eller undskyld JEG kan ikke finde ud af, at slå et søm i en væg. Jesper er faktisk en dygtig handyman. Han har for eksempel sat lys op i køkkenet i weekenden (Så, nu har jeg skrevet noget pænt om dine håndværker-evner. Så kan du godt slappe af, mester!)

3. Blade er life

Det der primært fylder mit feed pt, er en imponerende stor begejstring for blade. Altså ikke som i magasiner som fx Bo Bedre. Men dem på træerne. Efteråret er pænt og alt det der. Bevares. Men jeg er imponeret over, hvor mange kombinationer der kan være af kvinde i uldfrakke foran et form for træ.

4. Og så er der alt det med børnene…

Jeg tror ikke, at jeg fulgte nogen med børn, inden jeg selv blev en del af forældre-klubben. Men hvis jeg gjorde, ville jeg have en forventning om, at børn var nogle, der sad i deres nystrøgede pastelfarvede Marmarsæt let smilende, mens de sad i en solnedgang på en strand og så betænksomt ud over vandet.

Efter jeg selv har en del børn på erfaringskontoen, ved jeg jo godt, at dette er  fjernt fra virkelighedsbilledet af livet med børn. Men jeg er imponeret over, at de overhovedet kan komme til at tage et så pænt billede. Inden jeg overhovedet havde fået slæbt barnet ud af døren iført lyserød Marmar, havde det enten skidt sig selv op af ryggen eller marineret sig selv i den nærmeste dåse markel i tomat. Når vi så endelig var nået frem på stranden og jeg havde placeret barnet i den korrekte solstråle for at få det perfekte billede, havde ungen selvsagt valgt at æde sandet, hvor en del af det ville være blevet hængende i ansigtet, fordi mine børn altid er forkølede.

Men hatten af tager jeg dælme for de forældre. De må have nogle vilde fotograf- plus opdragelses-skills. Mine unger kan knap nok sidde stille i 4 sekunder af gangen uden at gå amok i hysterianfald. Og hysterianfald hører sig i al fald ikke hjemme i vores virtuelle fotoalbum.

5. Billeder af ure kan fortælle enhver historie

Der florerer rigtig mange billeder af ure. I alle mulige forskellige kontekster. Det kan bruges til at fortælle alt fra, at man er på vej ned efter en pakke på posthuset til at fortælle noget om, at man har brugt sin tirsdag formiddag på at indtage croissanter. Og så kan man passende dele en kode, der giver 15 % rabat på et specifikt og meget ekstraordinært ur, som kun 95 % af de kvindelige Instagram-brugere har.

 

 

 

 

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Ting jeg ville lave i efterårsferien, hvis jeg ikke var en ravnemor.