Må men gerne flytte sit barn fra en institution, det elsker?

Ting jeg sætter pris på, efter jeg har fået børn (og som jeg hadede før)

 

At køre i tog

Der var ikke noget mere spild af tid, som at sidde 3 timer i et tog i mine unge dage. Jeg fik langsom kvælende klaustrofobi og for hver kilometer, der blæste forbi togvinduet, jo tættere rykkede en brændende rastløshed, der nærmest fik mig til at hoppe i sædet. 

Tænk nu at være tvunget til at sidde helt stille og læse en bog eller se lige den serie, man selv har lyst til at se. Ingen Gurli Gris, ingen Ramasjang. Ingen rejsen sig op hver anden minut, fordi nogen smadder glas, vægge eller hinanden, 

At gå alene på café

Ideen til dette indlæg blev sået, da jeg i dag havde en times tid, der skulle slås ihjel, inden jeg skulle med et tog. 

Jeg fandt en café og fandt en ordentlig spand kaffe, hvor jeg sad helt mutters alene. Ingen blade at læse i, pause fra computer og telefon. Jeg sad bare helt stille og drak min kaffe og kiggede på de mange mennesker, der havde travlt med deres torsdag. 

Før i tiden havde jeg nok følt mig udstillet. Jeg havde følt, at folk så skævt til mig. At jeg ingen venner havde, der magtede mit selskab og jeg derfor var nødsaget til at sidde der helt bedrøvet af alene. 

Nu tror jeg ikke, at jeg kan tænke på noget rarere i hele vejen. At kunne sidde helt alene og have tid til at drikke varm kaffe og bare stirre ud i luften. Uden nogen forventer noget af én. 

At gå alene i biffen

Af samme årsag ville det løbe mig koldt ned af ryggen, så meget som at overveje at gå alene i biffen. Bare tanken om at gå alene frem mod billet-konduktøren og rystende stikke ham en enkelt billet. Ingen venner. Ingen anden ved min side. Kun mig og en popcorn. 

Jeg har ikke praktiseret det så meget, men hold da op hvor tanken tiltaler mig. At kunne bestemme præcis, hvilken film der skal køre over det store hvide lærred og ingen til at stjæle fra min slikpose, når vedkommendes egen er tom. 

At træne

Ja, det her kommer til at lyder både irriterende og helligt. Træning har altid været en stor del af mit liv. Jeg har fundet sindssyg meget glæde ved at bevæge mig, men med 3 små børn og et fuldtidsarbejde er bevægelse mest noget man gør, når man kravler rundt på alle fire, fordi et barn har insisteret på at smide sin sut ned under sofaen for tredje gang inden for de sidste 20 minutter. 

Det er sjældent, jeg kommer afsted, men der er meget glæde forbundet med det. Og tænk på alt det man kan bagefter – Især muligheden for at bade uden nogen hamrer på døren. Og nogen gange kan man jo godt stille sig 10 minutter op på løbebåndet for at sidde i en sauna 40 minutter bagefter…

At prøve tøj i et prøverum

Der var før i tiden ikke noget værre end at stå i et prøverum. Jeg fik galopperende stress hver gang en af de søde ekspedienter nærmede sig gardinet for at råbe “HVOOOOORDAN SIDDER DET? SKAL JEG FINDE DET I EN ANDEN STØRRELSE?” Desuden er langt de fleste prøverum indrettet det således, at det gardin de har hængt op, kun kan trækkes halvvejs for, således at ens blege numsegøj kan ses af de øvrige tilbudshungrende kvinder (og mænd) i butikken. Faktisk var mit had til prøverum så stort, at jeg hellere købte tøj, jeg ikke havde prøvet end at skulle ind i sådan et. Kun for at skulle hele vejen tilbage til butikken, når jeg bedrøveligt kunne konstatere, at bukserne ikke kunne trækkes op over knæene. 

Nu betyder sådan et besøg for det første, at der er i midler i vores huskøb-ramte økonomi til, at det for en gangs skyld er mig og ikke vores afkom, der skal forkæles. Så kan det godt være, at man kan se hele sin krop i lidt flere vinkler end normalt og man bliver bekræftet i, at det hele er blevet ommøbleret de sidste par år, men i det mindste er man alene. Og der står ikke en unge og hiver i den ene ende af nylonstrømperne, mens man prøver at tage dem på. Og det skræmmer ikke rigtig, at andre mennesker har adgang til at glo på en, imens man skifter tøj. Man er trods alt vant til, at 3 personer står og glor på én, når man går på toilettet. 

3 kommentarer

  • Camilla

    Jeg er lige startet i sådan noget medicinsk behandling, hvor man skal sidde på hospitalet i to timer i en lænestol, mens medicinen løber ind i årerne. Efter otte mdr. barsel, er det nærmest lidt lækkert bare at være helt alene.

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Jernmor.dk

      Det siger dæleme ikke så lidt 😀 Jeg håber ikke, det er noget alvorligt.

      Siden  ·  Svar på kommentar
    • Camilla

      Kronisk tarmsygdom. Kunne være værre.

      Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Må men gerne flytte sit barn fra en institution, det elsker?