En lille opdatering på vores vægttabskonkurrence

FÅR DU OGSÅ TALEPRES?

 

Jeg har det skidt med stilhed. Det er måske ret hensigtsmæssigt, kan du måske tænke, henset til at jeg har 3 børn, der sjældent er stille. Men det er ikke så meget stilhed generelt, jeg har det lidt skidt med.

Jeg kan rigtig godt lide den stilhed, man finder i skoven, når man er helt alene og det eneste man kan høre, er grene, der knækker under fødderne. Jeg er særligt vild med den stilhed, der dukker op om aftenen, når det sidste barn er lagt til at sove og huset for første gang siden klokken 6 om morgenen emmer af ro. Den stilhed er jeg især vild med.

Den stilhed jeg har meget svært ved at være i, er når man er tvunget til at være tæt på fremmede mennesker. Det kan være i en elevator, i en taxa, i en kø og i et fly, som jeg befinder mig i i skrivende stund.

Det er ikke fordi, at fremmede mennesker ikke må være i min nærhed. Det føles bare enormt anstrengt, fordi man jo bliver tvunget til at tage stilling til hinanden, men nogen mennesker alligevel betegner det som sært, hvis man begynder at tale til dem.

Og det er lige her det opstår: Talepres.

Jeg ved ikke, om du kender fænomenet. Jeg tror, at Lindsey Lohan i en ungdomsfilm fra 00érne betegnede det som ordbræk. Den der følelse af at ord, der ligger på tungen og kæmper for at forlade munden, men hvor hjernen og almene sociale kompetencer, gør alt for at stoppe det. Og det er en lang forfærdelig kamp for mig. Indtil ordene til sidst får lov at forlade min mund i form af ligegyldig smalltalk eller virkelig dumme vittigheder, som ”Lad os håbe ingen har spist kål” i en fyldt elevator.

Jeg har særligt svært ved at sidde i en taxa uden at tale med taxachaufføren. Ind imellem har jeg lyst til ikke at sige en lyd, fordi jeg ikke orker smalltalk. Men igen kommer talepresset, fordi det ganske enkelt bliver for akavet for mig at sidde med et fremmet menneske i en bil uden at sige en lyd.

Der er dog kommet mange spøjse situationer ud af min manglende kompetencer til at holde min kæft. Jeg har fået mange livshistorier fra københavnske taxachauffører og der er i den grad nogle interessante imellem. Jeg har talt med folk, der har levet som direktører, men har droppet det, fordi de hellere ville køre rundt med folk og tale med dem. Jeg har talt med mennesker, der er flygtet fra krige og som har forfærdelige historier med i bagagen, men som stadig slår ud i latter og smil, når man spørger til deres liv, inden de kom til Danmark.

Jeg boede på Nørrebro, da jeg læste. Lige rundt om hjørnet lå der en shawarma-bar, der kunne levere durum-ruller, der ikke fås meget bedre. Det var en ældre mand og hans søn, der havde den. Det skal ikke være nogen hemmelighed, at jeg kom der relativt ofte. Meget hurtigt vidste især den ældre mand, hvordan jeg godt kunne lide min shawarma. Sådan en shawarma tager lidt tid af lave og det giver anledning til lidt tid, hvor der intet bliver sagt. Og som sædvanlig sørgede min talepres, at der ikke var stille særlig længe. Meget hurtigt vidste jeg alt om deres familie og de vidste alt om min og en dag blev jeg inviteret hjem til min shawarma-mand. Jeg fik kage i alle afskygninger og fik hilst på mandens kone og set billeder af deres børn. Og fra deres hjem inden de kom til Danmark. Kort tid efter flyttede, flyttede jeg fra Nørrebro og jeg har ikke set ham siden, men hvor var det egentlig bare en fin og vigtig oplevelse.

Da jeg startede med at skrive dette indlæg, var det egentlig fordi, at jeg ville italesætte, at det kunne være lidt anstrengende at lide af tale-pres. Men jeg kan da egentlig godt se nu, at det har givet en hel masse historier med sig, som jeg aldrig ville have været foruden.

 

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

En lille opdatering på vores vægttabskonkurrence