En historie fra en lufthavn

Hænderne (for) fulde?

 

Det skal ikke være nogen hemmelighed, at jeg ikke er begejstret for at flyve.

Jeg har fløjet meget som barn og har altid elsket det. Jeg havde luret, at man kunne komme en tur i cockpittet, hvis man lige lagde ud med at tegne en tegning til piloten. Det var vist lidt andre tider. Der er ikke så mange ture i cockpittet længere. Piloterne ville måske også blive en smule undrende og ikke mindst bekymrede, hvis de fik tegninger af 34-årige husmødre.

I al fald har det ændret sig. Der er mange ting, jeg er blevet bange for, efter jeg er blevet mor. Det har jeg blandt skrevet om her. Jeg er blevet bange for ting, jeg aldrig har været bange for tidligere: Højder, skiløb, skrigende børn for blot at nævne et par eksempler. Og med højder hører også flyvning, hvilket er lidt ubelejligt.

Nu har jeg godt nok proklameret her, at jeg vil skære betydeligt ned for flyvning. Det forsøger jeg også og jeg tænker også, at vores lille familie årligt skal have en tur på en campingplads. Det var nemlig herrehyggeligt. Men uanset hvad flyver jeg blandt andet som en del af mit arbejde, som for eksempel i denne uge.

Det går egentlig fint med flyvningen. Lige indtil der kommer turbolens. Jeg er så dårlig til turbolens. Mit hjerte hopper op i halsen og begynder at hamre så meget, at jeg føler, at min tunge er på vej ud. Og jeg ved jo helt rationelt og faktuelt, at turbolens ikke er farligt. Men det ved min hjerne tilsyneladende ikke.

Jeg har dog naturligvis lagt en plan for, hvordan jeg håndterer det. Man kan stort set ikke flyve uden lidt turbolens, så det er fint at være forberedt på det: Jeg forsøger naturligvis at rive mig selv et sted hen, hvor jeg kun skal fokusere på at blive underholdt. Nemlig med hovedet ned i min Ipad. Og der skal der på magisk vis strømme så dum underholdning ind i hovedet på mig som muligt. Gerne noget reality.

Denne gang var det ikke anderledes. Et sted over Island proklamerede piloten, at det nu var bedst at blive siddende i sædet en halv times tid, da det hele måske ville ryste lidt. Og i det sekund kom reaktionen: Goddag til hjertet oppe i halsen. Jeg rev Ipaden frem og fandt frem til noget trygt og rart: Hænderne Fulde. Som da jeg lå efter skole på sofaen og så fjernsyn. Det var inden, der fandtes computere.

Ud af skærmen strømmede alle mine gamle venner: Joey, Danny, Jessie og de 3 små nuttede piger. Det var det første afsnit i første sæson og jeg sætte mig til rette og gjorde klar til at blive helt varm og blød inden i.

Men jeg blev fandme ikke varm indeni.

Tværtimod. Jeg blev fuldstændig opløst af nedtrykthed. Er I klar over, hvor deprimerende den serie reelt er?

Lad mig lige opsummere: Danny, der har 3 børn, hvoraf den yngste vel ca. er 8 måneder, har netop mistet sin kone og børnene deres mor. Der flytter 2 venner ind, der på ingen måde har forstand på børn og da babyen for eksempel græder, råber den onklen, der med sit frivole liv i forvejen er et virkelig dårligt forbillede for pigerne, nærmest råber babyen ind i hovedet, at hun skal holde kæft, fordi hun græder. Derudover kan de ikke finde ud af, at skifte hendes ble eller give hende nattøj. Faren Danny skrider på arbejde i mange timer hver dag og det er tydeligt, at han forsøger at flygte fra den frygtelige sår, der har ramt ham og hans hjem.

Så jeg sad der i 11 kilometers høje og græd. Græd over den forfærdelige skæbne, der havde ramt disse uskyldige piger.

Og lige i det sekund gik det op for mig, hvor vanvittig nederen og voksen jeg er blevet. Slap dog af med at tage alting så vanvittig seriøst og lad være med at sid’ og tud’ over fiktiv sæbeopera fra start 90erne.

 

 

2 kommentarer

  • Karina Simonsen

    Ha ha – den var så god, men du har så ret! Var den overhovedet sjov?

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Jernmor.dk

      Jeg synes i hvert fald, at den var sjovere dengang 😀

      Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

En historie fra en lufthavn