Hej. Jeg er 33 år og curling-voksen.

Kære Mads og Monopolet

Det er lørdag formiddag. Traditionen tro hører vi Mads & Monopolet. Det har været en fast del af lørdagens program siden Mads Steffensens bløde stemme første gang strømmede ud af højtalerne den 6. september 2003.  Dengang var jeg 19 år, var lige blevet student og lå helt sikkert og sov en eller anden form for brandert ud.

Siden da har det været en fast følgesvend. Både til rengøring, til løbeture og når hovedet bare trængte til at slå fra. En enkelt gang har jeg endda haft et dilemma med som Lina Raffn, Huxi Bach og Simon Juul tog stilling til.

De sidste par år har det mest være i brudstykker, jeg har hørt det. Imellem Paw Patrole og ture på legepladsen. Men i dag har der været tid. Børnene er deponerede på adressen der hjemme med et sæt bedsteforældre og vi er på mod Nordjylland for at fejre kærligheden til et bryllup. Bryllupper er den grad de bedste fester.

Dagens dilemmaer spændte vidt, men et af dem ramte mig. Det gik op for mig, at det er mig, der blev talt om.

Det handlede om en person, der var noget træt af vedkommendes kollegaer. Hver eneste dag. Hver eneste frokost blev der kun talt om børn. Børns klamheder, børns vaner, børn børn børn. Sjove historier om børn, der på ingen mulig måde var sjove.

Og det er mig. Det er mig, der bliver talt om. Måske er jeg ikke vedkommendes kollega, men det kunne jeg ligeså godt have været.

Det er mig der hver evig eneste dag sidder og bræger op om mit afkom, selvom jeg forsøger at lade være. Jeg tænker virkelig over det, fordi jeg selv synes det var så vanvittig træls og uinteressant, inden jeg fik børn. Ikke fordi, at jeg i dag egentlig synes, at det er så interessant. Jeg prøver i den grad, at være andet end mor og jeg prøver at mit liv indeholder andet end børn. Ikke fordi, at mine børn ikke er det vigtigste overhovedet og fortjener at blive prioriteret allerhøjest, men det behøver jo ikke at være for alle andre. Slet ikke dem, der ikke har børn,

På det sidste har jeg desuden opdaget en ret utiltalende side af mig selv: Jeg er blevet én af dem, der umuligt kan anerkende at dem uden børn har det hårdt. Uanset hvad de brokker sig over, sidder jeg altid og tænker: “SLAAAAAAAP dog af. Du kan gå hjem og se 6 timers Netflix på sofaen og sove 11 timer i streg bagefter. Hvad fanden er det, der er så hårdt?!” Og jeg hader den side ved mig selv. For andre kan naturligvis sagtens have det hårdt og være trætte, selvom de ikke har børn. Jeg selv havde jo også hårde perioder inden jeg fik børn. Og engang var det også helt ulideligt for mig at fungere, hvis jeg kun havde fået 6 timers søvn. I dag er 6 timers afbrudt søvn helt standard, men det var jo stadig hårdt den gang.

Forleden tog jeg mig endda i at sige til min gode veninde, at hun ikke havde nogen grund til, at synes at det var hårdt at komme ud af døren, for hun havde altså kun 1 barn. Det ku´sgu da umuligt være hårdt.

Og lige der måtte jeg se mig selv dybt i øjnene og give mig selv en ordentlig dumflad. Jeg har bedt mig selv om at tage mig sammen og tage en tudekiks og anerkende at andre også kan have det hårdt. Børn eller ej.

Desuden er det ikke af ond vilje, at jeg kun taler om mine børn. Mit liv består bare ikke af så meget af andet. Så om 2 år, når jeg kommer ud af små-børns-zombietilstanden skal jeg nok begynde at supplere med noget intelligent til frokostbordet igen.

 

 

1 kommentar

  • Line

    Haha, jeg tror ikke der er noget af os uden børn der bebrejder forældre, at meget af jeres liv handler om børn. Men jeg er nok også en af dem der godt kan blive lidt træt til frokost, hvis man får sat sig sammen med nogen som udelukkende taler om børn i 30 minutter – og ikke mindst føler man sige virkelig udenfor, fordi det er et emne noget hvor man har absolut intet at byde ind med. Det falder ikke i god jord at komme med råd når man ikke selv har børn, og børne historier om ens venners børn bliver bare mærkeligt, og endnu mere uinterresant.
    Jeg har ingen gode råd til hvordan det løses… jeg krydser fingre for at det engang går over af sig selv, ellers må jeg forsøge at sætte mig sammen med mændende, sjovt nok synes jeg sjældnere de udelukkende taler om børn.
    Ps. tak for en fantastisk blog 🙂

    Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Hej. Jeg er 33 år og curling-voksen.