Skal du underholde børn en hel dag?

Om at sætte åndssvage mål for sig selv

Jeg har efterhånden gjort det en del gange. Det der med at sætte mål for mig selv, der efterfølgende ind imellem har fået mig til at kigge mig i spejlet og overvejet, om jeg måske ikke var rigtig rask.

Det har egentlig været fint nok. Det hele har i hvert fald været positivt og er endt godt. Det startede med, at jeg blev glad for at løbe. Den glæde udviklede sig til en ambition om. at løbe mere end jeg gik. Da det lykkedes, blev målet at deltage i et vaskeægte motionsløb. Løbene blev længere og længere og da det heller ikke var nok, blev der sat flere discipliner på og til sidst stod jeg i et målområde med en medalje om halsen, hvorpå der stod 3,8 kilometers svømning, 180 km. cykling og 42 kilometers løb.

Det var virkelig en anden tid og der er slet ikke tid eller overskud til at lade samme mængde træning fylde så meget i mit liv, som det gjorde den gang.

Prioritering, prioritering

Men ind imellem får jeg en kortslutning oppe i hovedet og længes tilbage efter den gang, hvor jeg var typen, der kunne strukturere mit liv så meget, at der både var plads til at være en rummelig og overskudsagtig mor, have et fuldtidsarbejde og have et nogenlunde velholdt hus, men som jeg har skrevet om her, virker det som en umulighed. Medmindre jeg skal lægge søvn på hylden. Jeg kan så godt lide at sove, når jeg endelig får lov..

Hvad skete der?

Men tilbage i marts fik jeg en lille, eller rettere meget stor, kortslutning i hovedet. Jeg tænkte, at det nu var tid til, at Jesper og jeg skulle ud og jagte en lille drøm, vi har talt om siden vi mødtes i noget, der føles som et andet liv. Vasaløbet i Sverige.

Vasaløbet er et langrendsløb, der er 90 kilometer langt. Jeg har kun lidt erfaring med langrend, men jeg har aldrig stået 90 kilometer og noget siger mig, at det er en hård omgang. Jeg har faktisk ingen erfaring med distancen what so ever. Kun i bil og jeg tænker ikke, at det umiddelbart kan sammenlignes.

Jeg forventer, at det kommer til at tage ca. 11 timer og det primære mål er, at Jesper og jeg helst stadig skal være gift, når vi når til vejs ende, selvom jeg ved, at der bliver tidspunkter, hvor jeg bliver et modbydeligt menneske.

Godt for parforholdet?

Og selvom det virker åndssvagt at lige skyde ekstra pres ind i vores ellers allerede pressede liv, er det noget vi har brug for. Et fælles mål og en fælles oplevelse, hvor det bare handler om os som kærester og ikke om os som forældre.

Nu skal vi så bare have gang i træningen. Der er præcis 6 måneder til og vi arbejder ikke ligefrem med fænomenet om at være i god tid. Træningen er vi ikke kommet så langt med, men nu har vi lavet en tegning over forløbet. Idet mindste har vi da lagt en plan. Nu bliver det så spændende, hvordan fa’en den plan lige skal smækkes ind blandt 3 børn, opvask, tøjvask og fuldtidsarbejde.

 

 

 

4 kommentarer

  • Mikkel

    Blæret tegning, men mangler der ikke et barn? 😆😂👍🏻

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Fru Skov

    Fedt!! Jeg had også en drøm om at gennemføre det løb engang. Elsker langrend og har stået på ski siden jeg var 5 år. Men det må vente lidt, jeg et virkelig u-sporty 😂 hvordan træner man op til et skiløb når man bor i dk? Skal man til sverige og øve Eller er der andre metoder?

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Jernmor.dk

      Du skal da bare afsted! Vi er heller ikke så sporty pt, men jeg håber det kommer. Vi har tænkt os at prøve rulleski af og så kombinere det med styrketræning og løb og et par enkelte ture over vinteren, hvor vi kan få stået lidt på ski. Men det bliver helt sikkert en MEGET lang tur.

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Gunver

    Ha ha, håber I har læst “Jernmandens møde med maraton på ski”. Hvis I overlever de første 2-3 km, som må føles som at bestige Mount Everest, er der håb forude, så går det “næsten” kun ned ad bakke. Spørg Jesper om han kan huske at han som barn har gået op af bakken om sommeren. Pøj pøj, næste mål bliver vel at bestige Mount E.

    Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Skal du underholde børn en hel dag?