Og så smadrede jeg alligevel min krop. Cph Half 2018

Konkurrencen man altid føler, man taber med et barn

For mig kom det meget hurtigt snigende.

Jeg forstod ikke helt, hvad det var, men jeg mærkede det meget hurtigt. Det kom hver gang jeg googlede. Det kom hver gang jeg forvildede mig ind i min terminsgruppe på Facebook og det kom i den grad, når jeg befandt mig blandt kvinder med alderssvarende barn.

Ingen taler rigtigt om det. Men alle føler det: At få børn er i virkeligheden at blive en del af en virkelig nederen konkurrence. En konkurrence man altid føler, at man taber.

Det første barn

Når man får sit første barn, åbner der sig en helt ny verden. (Jeg har blandt andet skrevet om, hvordan det fx føles at finde ud af, at man er blevet gravid for første gang her ) Men verdenen som man kendte den før forsvinder og i stedet indtræder der et inferno af vigtige beslutninger om justerbare forhjul på barnevogne og om man skal have en autostol, der vender den ene eller anden vej. Ting der umiddelbart virkede som det mest ligegyldige i hele verden, er lige pludselig så vigtigt, at det overskygger alt andet.

Med den lille kødklump af en baby og en uendelig mængde kærlighed medfølger der også et medlemskort til en eksklusiv forening: Mor-klubben. Og i den klub hersker der en form for pointsystem, der beror på, hvad ens baby kan.

Langsomt går det op for én, at alt omkring ens baby er en konkurrence. Ikke en ægte konkurrence. Man vinder ingen præmier, men det kan alligevel godt føles som om, at man har vundet nitte-babyen, når ens baby ikke kan finde ud af alle de ting, som de andres babyer kan.

Man får hurtigt fornemmelsen af, at ens baby er den sløveste til det hele. Hvorfor kan min baby ikke holde hovedet, når de andre har kunnet det siden de blev født? De andres babyer gik nærmest ud af fødestuen og trykkede selv på knappen til elevatoren for at komme ned på barselsgangen. Hvorfor kan min baby ikke sige noget? De andres babyer kan allerede mestre sætninger og er vist også begyndt på de første tyske verber?

Det kan godt være, at det ikke hænger helt sådan sammen, men det kan dælme godt føles sådan.

Vores første

Jeg mærkede egentlig ikke så meget til konkurrencen med vores første. Hun var netop en af dem, der nærmest selv gik ned og hentede bilen, da vi skulle hjem fra hospitalet efter hun var blevet født. Hun var enormt motorisk og kravlede, da hun var en lillebitte baby på 5 måneder og hun tog sine første skridt 5 måneder senere.

Til gengæld blev jeg noget bekymret, da hendes sprog ikke udviklede sig, som de andre børns gjorde. Jeg synes de andre børn var begyndt at skrive digte, da hun stadig skreg “DEEEET”, når der var noget, hun gerne ville have. Jeg var faktisk oprigtigt bekymret og overvejede både sprogterapeuter og talepædagoger.

Vi boede i Grønland på det tidspunkt. Det viste sig, at hun sagtens kunne tale. Hun talte bare grønlandsk, hvilket vi ikke fattede. Stakkels barn.

5-års reglen

Måske var det fordi, at vi fik 2 på én gang, at jeg meldte mig ud af den officielle konkurrence. Eller også var det fordi, at de blev født 7 uger for tidligt, så konkurrencen virkede endnu mere ligegyldig. Jeg var bare glad for, at de små trak vejret selv. Så jeg var ligeglad med, at de ikke selv kunne vende sig fra mave til ryg.

Det gav dog også en vis ro at have været igennem forløbet tidligere. Jeg vidste jo, at storesøster havde udviklet sig præcis som hun skulle og det var helt ligegyldigt, om hun var den sidste på hendes stue, der kunne udtale ord med T.

Så jeg udviklede 5-årsreglen. Den gik ud på, at jeg først måtte blive bekymret over manglende udvikling på mine børn, når de var minimum 5 år. Jeg meldte mig simpelthen helt ud af konkurrencen. Så når konkurrencen startede på terminsgrupperne på facebook om hvis barn, der gik først, lænede jeg mig tilbage og vidste med mig selv, at de små nok skulle nå der til. Og hvis de ikke gik, når de var 5 år, var det ok, at jeg blev bekymret.. Okay, måske måtte bekymringen gerne komme lidt før..

De tager røven på én 

Børn er nogle små snydepelse. De kan gemme på en hel masse talenter, men holde på dem selv i ren dovenskab.

Min søn nægtede at begynde at gå. Han gled rundt på sin numse, til han var omkring 16 måneder. Han var aldrig oppe og stå og i et kort øjeblik overvejede jeg, om jeg mon skulle være bekymret. Især når andre mødre lige skulle minde mig om konkurrencen og det faktum, at deres barn jo havde gået siden fødslen.. Meeen jeg hoppede ikke på den. Og en dag tog han røven på alle og rejste sig op og gik fra et rum til et andet. Og tilbage igen. Og han satte sig aldrig ned på numsen igen.

 

 

 

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Og så smadrede jeg alligevel min krop. Cph Half 2018