Må man gerne gå ud og smadre sin krop?

Og så smadrede jeg alligevel min krop. Cph Half 2018

 

Ja, ovenpå mit indlæg i går, kan jeg godt fremstå som en relativ dårlig forælder, når nu jeg kan berette, at jeg trodsede de forgangne dages intense mande-influenza og alligevel hoppede i løbeskoene og deltog i dagens løb.

Jeg løb dog naturligvis ikke helt med hovedet under armen. Efter noget der minder 50 halvmaraton og 5 maraton ved jeg godt, hvornår min krop føles rigtig og forkert. Selvom det er 3 børn siden at langt de fleste af dem blev løbet og der nu er mere sofa end løb på ugens program. Men aftalen med mig selv var, at hvis noget som helst føltes atypisk, skulle jeg stoppe.

Kaos-morgen 

Ja, det er jo ikke fordi, at jeg kan forvente, at vores morgen ser anderledes ud, end den gør alle andre dage. I hvert fald var det svært at komme ud af døren. Børnene har trods alt også undværet mig de sidste 2 dage og reaktionen på det plejer at være, at de hægter sig fast til mig som små igler, indtil de indser, at jeg ikke tøffer nogen vegne foreløbig.

Så det var det, jeg gjorde og det de gjorde. Jeg gjorde mig klar med 2 børn, der var blevet naglet fast til mit underben. Dvs. at jeg ikke gjorde mig særlig meget klar. Til gengæld løste jeg slåskampe om hvem, der nu skulle lege med de køkkengryder, de hev ud af skabene, når de holdt pause fra at forsøge at hive hår ud af mine ben.

Det resulterede blandt andet i, at jeg kom afsted med mascara på et øje. Men hvem har også brug for make-up, når man skal løbe?

Failing to prepare, is preparing to fail 

Det citat er sjovt nok et af dem, der runger oftest i mit hoved.

Når man skal løbe langt skal man gerne have gjort sig nogle tanker om dagen. Skal der indtages energi undervejs? Hvilket energi? Hvad skal jeg spise dagen inden? Og hvad skal jeg absolut ikke spise? 21 kilometers løb er langt, så det er åndssvagt at gå kold efter 7, fordi man har levet af æg og bacon og Aperol Spritz.

Men fordi at jeg har været syg, har jeg hverken spist eller drukket nok. Og jeg har slet ikke taget stilling til, hvad der skulle ske på dagen. Det var trods alt først i går aftes, at jeg besluttede, at jeg skulle løbe.

Normalt spiser jeg sådan nogle energi-vingummier undervejs. Dem ville jeg købe på vej ind. Jeg havde dog ikke taget stilling til, at alle løbe-butikker har lukket om søndagen. Så der blev ingen ekstra energi i dag. På trods af, at der nok var tale om en dag, hvor jeg i den grad kunne bruge ekstra energi.

Men hvordan gik det så? 

Det var ikke bare for de forbrændte kaloriers skyld, jeg kastede mig ud i det.

For 4 måneder siden lovede jeg en veninde, at jeg nok skulle få hende igennem et halvmaraton. Hun har haft et rigtig hårdt år med et kronisk sygt barn og hun skulle altså igennem, koste hvad det vil.

Den første krise mødte jeg lidt tidligt. Normalt kommer der en krise omkring de 13-14 kilometer, men denne gang kom krisen allerede, da Østerport station havde slukket deres rulletrapper og jeg måtte gå op. Lige der indtrådte første krise, da benene blev fyldt med syre… Og jeg overvejede der, om jeg bare skulle finde en kaffebar istedet og så dukke op i målområdet efter et par timer.

Anden krise indtrådte også lidt tidligere normalt.

Når 22.000 skal over en startlinje samtidig, opstår der lidt kø. Det betyder, at man måske løber et par hundrede meter, inden man overhovedet rammer start. På dette stykke ramte anden krise – Jeg fik sidesting. Det er nok første gang i mit liv, at jeg har løbet et løb, hvor jeg havde sidesting inden løbet overhovedet gik i gang.

Så allerede der var jeg selvsagt en smule bekymret for, hvordan jeg nogensinde skulle løbe 21 kilometer.

Men det gik. Det gik hele vejen uden en krise. Vi mærkede efter og tog det med ro. Vi holdt et fint langsomt pace og vi holdt det hele vejen.

Og hvad så bagefter?

Ja, det er jo også en del af det. Meningen er, at når man har løbet så langt, så skal man hjem på sofaen og spise bland-selv-slik og se Netflix til man dejser om.

Men sådan er det ikke længere.

Nu havde børnene været tvangsindlagt til at se deres mor løbe halsende rundt i de københavnske gader, så nu havde selvsamme egoistiske menneske værsgo at indtræde på det sted, man skal indtræde, når man er forælder og det er søndag. På legepladsen.

Det kan godt være, at jeg var både våd og kold. Og træt ikke at forglemme. Men nu skulle der dælme tonses op og ned af rutschebanen. Heldigvis stod min meget overbærende mand for langt størstedelen af det. Men ture på legepladsen i stiv kuling i umiddelbar forlængelse af et halvmaraton er ikke at anbefale. Især når førstnævnte manglende forberedelse havde medført, at jeg ikke engang havde medbragt en jakke.

Det hele endte dog lykkeligt

Det endte lige der, hvor jeg inden jeg havde fået børn, havde svoret, at mine børn aldrig skulle medbringes: I McDriven på Mcdonalds og herefter hjem i sofaen med HappyMeals og tegnefilm i fjerneren.

På trods af at ugen kunne være endt ret træls med galoperende mandeinfluenza, blev søndagen alligevel en af de dage, der er værd at putte ned i lommen og hive op igen, når det er gråvejr.

Tiden endte på 2:06 til dem, der går op i den slags.

 

 

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Må man gerne gå ud og smadre sin krop?