De værste opkald er dem fra vuggeren.

Må man gerne gå ud og smadre sin krop?

 

Kender I det der med, at man har en uge, man har glædet sig til i mange måneder? Og så smider ens egen krop en stor fed kæp i hjulet for alt det sjove?

Jeg har fået influenza. Og ikke bare den der almindelige type influenza. Nej, jeg har fået mande-influenza. Jeg er ramt af den type influenza, hvor man faktisk sagtens undervejs kan komme i tvivl, om hvorvidt man overlever.

Da tvillingerne var små og bølgerne gik allerhøjest, tog jeg mig selv i håbe, at jeg måske kunne tage et lille styrt ned af trappen. Og bare lige så jeg kunne få en lille lur i form af en form for besvimmelse. De samme tanker har været der omkring sygdom – Jeg har ind imellem håbet på en lille influenza, så jeg kunne få en dag på sofaen med Netflix.

Og så er det dælme typisk, at det så kommer, når jeg har hundrede planer, jeg har set frem til.

Jeg har et startnummer til Cph Half i morgen. Jeg skal blandt andet løbe med min veninde. Det er første gang, hun skal løbe og jeg har lovet hende, at jeg nok skal trække hende igennem – koste hvad det vil.

Og nu sidder jeg her og overvejer, om det er ok at gå en lille smule på kompromis med mit helbred og alligevel være med til løbet i morgen. Jeg er jo uden feber i dag.

Og så er det, at jeg kommer til at gøre det, man aldrig skal gøre. Jeg begynder at Google. Og det skal man ikke gøre. Man skal ALDRIG google ting. Og især ikke ting, der handler om henholdsvis ens barn og ens helbred. Google er nemlig kilden til at få bekræftet ens allerværste bekymringer.

Google fortæller mig, at hvis jeg vælger at løbe et så langt løb lige efter 3 dages intens influenza, kan det blandt andet forårsage kronisk træthedssyndrom. Jeg ved ikke, hvad det er, men det lyder som noget, jeg fejler i forvejen. Og hvis jeg bliver mere træt, end jeg er nu, ender jeg med at falde af toilettet og falde i søvn på badeværelses-gulvet.

Og nu er det så, at den store voksen-hånd stikker mig en ordentlig lussing og beder mig om at tage mig sammen. Før i tiden havde jeg nok skidt højt og flot på, at det på nogen måde kunne have indvirkning på mit immunforsvar og havde deltaget i løbet uanset. Men nu er der så 3 små bavianer, der er ligeglade med mors løbeambitioner og om hvorvidt hun nu har fået fornyet galoperende influenza-symptomer, fordi hun ikke fattede, at hun burde passe bedre på sin krop.

Samtidig er jeg jo rask. Jeg har i al fald ikke feber længere. Og jeg har glædet mig så meget.. Og jeg er fuld af dårlige undskyldninger for at smadre min krop.

Konklusionen på dette indlæg er vist bare, at det er så vanvittig nederen at blive voksen. For det første fordi, at man skal bekymre sig om ting som pensionsopsparinger og tilstanden af ens tagrender. Men mest fordi, at man hele tiden skal tage stilling til, at ens handlinger har konsekvenser for en hel børneflok og deres far.

Og det er vanvittig nederen, men alligevel også vanvittig fantastisk. Tænk engang, at man har nogen i sit liv, hvor det reelt er vigtigt og afgørende for dem, at man står ud af sin seng.

 

 

 

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

De værste opkald er dem fra vuggeren.