At blive mor er noget med altid at have dårlig samvittighed

At få hjertet ud af halsen (Og om Marienlyst Strandhotel)

Jeg skrev dette indlæg, forleden der omhandler, at jeg (man) altid har dårlig samvittighed overfor enten sine børn, sin mand eller noget tredje, når man skal forsøge at jonglere et familieliv med et arbejde, fritidsinteresser og sove- og spisetider.

Før i tiden, når jeg læste avisartikler om mødre, der valgte at gå på deltid efter de havde fået børn, tænkte jeg, hvad de mon skulle bruge de ekstra timer på. Livet med børn kombineret med et fuldtidsarbejde, kunne vel ikke være så meget hårdere end at være sig selv kombineret med et fuldtidsarbejde. De der børn kunne vel ikke sluge al tid.

Det viser sig – det kan de. Som med så meget andet blev jeg klogere. Og dette skal ikke lyde som et “Ingen kender sandheden før de får børn”- og “dem uden børn ved ikke hvad hårdt er”-type indlæg. Men FÅÅÅÅÅÅÅÅRK. Det er jo vanvitttigt. Hvis vi havde økonomi til det, havde jeg da valgt deltidsløsningen med et enkelt hjerteslag. Og jeg elsker endda mit arbejde.

Hver dag er en kamp mod uret. En kamp for ikke at have børn, der er de sidste, der bliver hentet. En kamp for at nå at købe ind og lave mad, inden børnene bliver så trætte, at de får nedsmeltninger. En kamp for at nå at gøre rent og rydde op og lige nå de sidste ting for sig selv, inden klokken bliver så mange, at man selv må sætte et drop med kaffe direkte til årene dagen efter for at kunne fungere.

Sådan et par uger i streg, har vi haft. Jeg ved ikke, om det bare sådan livet er med 3 børn og forældre, der også skal have råd til at betale af på realkreditlånet.

At puste ud 

Jeg har i hvert fald indset, at man ind imellem bliver nødt til at trække stikket helt. Dette gælder både forældrene imellem og som kærester. Det er så vanvittig vigtigt, at man giver hinanden plads til at tage ud og lave noget andet end at lege børnefamilie. Give hinanden tid og plads til for en stund ikke at være “mor” eller “far” og til at puste lidt ud.

Jeg synes egentlig, at vi er ret gode til det herhjemme, selvom det er noget af en belastning for den forælder, der sidder tilbage med alle herlighederne med madlavning og børn, der slår hinanden i hovedet med en støvsuger-slange.

Marienlyst Strandhotel 

I april sad jeg med mine bedste veninder fra studietiden. De piger jeg var fuld med til de første fester på universitetet, som jeg spiste onsdags-snegle med om onsdagen og som jeg svedte og græd med i eksamensperioderne. Jeg er så lykkelig for, at jeg stadig har dem i mit liv, selvom vi er rejst hver vores vej indenfor vores respektive fag.

Vi (eller jeg) besluttede, at vi havde brug for at komme en weekend væk. Den først mulige weekend, hvor vi alle kunne, var i denne weekend: 5 måneder efter – Velkommen til voksenlivet.

Vi besluttede naturligvis, at det skulle være et sted med adgang til mad, vin og afslapning, så valget faldt på Marienlyst Strandhotel.

Vi fandt her et Superior Værelse, hvor vi gav ca. 1200 pr. mand. Der hørte hertil en tre-retters menu, en morgenmadsbuffet, adgang til deres spa og en overnatning naturligvis.

Hotellet ligger i smukke omgivelser med udsyn til Kronborg Slot, hvor jeg som barn løb rundt i kassematterne og så op på Holger Danske. Der ligger helt ned til havet, hvor der er adgang til en tur i Øresund og en efterfølgende tur i sauna. Spa-afdelingen er rigtig fin, men vi manglende dog lidt en rundvisning og lidt vejledning, da vi kom. Men der er både adgang til drinks, en tur i et udendørs spa og fine udendørs bassiner, hvor der er direkte udsyn over stranden.

Maden vi fik var lækker og serviceringen var god. Restauranten i sig selv var dog ikke så hyggelig og lagde ikke op til mange timers hygge, men der kunne man med fordel indtage baren.

Vores værelse var virkelig lækkert og badeværelset var nogenlunde på størrelse med den lejlighed, jeg boede i, da jeg læste på universitetet. Der var desuden direkte adgang til en kæmpe tagterrasse fra værelset. Meeeen.. 4 mand på sådan et værelse, vil jeg dog ikke anbefale. Jeg tror de to piger, der havde indtaget den opredte sovesofa, ikke sov så godt, da de havde svært ved at være der begge to.

Vi har virkelig haft en dejlig tur. Det kan ikke helt hamle op med Falkenberg strandhotel, som jeg skrev om her, men det er klart et besøg værd og man sparer den lange køretur til Sverige.

Takeoffer har lige nu en deal til et ophold, der indeholder de samme ting, vi fik med for 1098 kr. Det kan du købe her. (For en god ordens skyld: Indlægget her er ikke sponsoreret. Der er alene tale om en service-meddelelse)

 

 

 

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

At blive mor er noget med altid at have dårlig samvittighed