10 ting jeg virkelig gerne ville

En lørdag aften på et fint hotel og efterfølgende i en parkeringskælder

Når nu jeg forleden har accepteret, at jeg nu måske går under betegnelsen blogger, kan jeg ligeså godt også begynde at skrive om sådan nogle blogger-relaterede ting. Fx om min lørdag aften jeg brugte i selskab til min yndlings blogger(-kollega er det vel så nu) og co-tvillingemor Mette Marie Lai Lange, der skriver på siden af samme navn.

Mette Marie havde arrangeret en fest, hvor pengene gik direkte til Plan Børnefonden. Jeg havde længe overvejet at deltage, fordi jeg synes, at det var sådan et fint initiativ. Min kære mand havde dog besluttet at forlade den synkende skude for at arbejde i en periode (læs hvordan du overlever det her) og jeg tænkte, at hverken det meget fine Hotel Clarion eller de andre gæster ville sætte synderlig meget pris på, at jeg medbragte 3 børn under 5 år, der har en forkærlighed for at tildrage sig negativ opmærksom ved at smadre alt på sin vej. På fysiske genstande, men også trommehinder. Så det havde jeg skudt en lang pil efter.

Min søde mor tilbød dog at opbevare det skrigende afkom denne lørdag aften, så onsdag sen aften besluttede jeg, at jeg også gerne ville med. Jeg købte derfor flere billetter og udloddede dem herinde. Jeg var ret bekymret for, at ingen ville være med, men sørme om jeg ikke fandt 4 utrolig søde piger herinde, der gerne ville med.

Vi aftalte at mødes ude foran hotellet og jeg tænkte, at det ville være god stil, at være der som den første, så de 4 piger ikke skulle stå ude foran og vente på mig, der kom med billetterne.

Det skete naturligvis ikke.

3 børn ville virkelig ikke sove. Til gengæld ville de gerne hælde spaghetti med kødsovs ud på mit tøj. Så jeg kom for sent. Business as usual.

Desuden har nogen stillet en brandhane så ufattelig strategisk dumt lige ud for vores indkørsel, så da jeg i hast og jag skulle afsted, hamrede jeg vores store børnecontainer af en bil ind i den også. Både bil og brandhane klarede den, men mit stressniveau toppede.

Jeg nåede frem. Bilen var nogenlunde hel og jeg var nogenlunde uden pletter på tøjet.

Det var i den grad en fin aften. Mette Marie bortauktionerede en kjole, hun havde fået syet af Jesper Høvring og jeg tror de fleste sad med kuldegysninger, da hun fortalte om sin tur til Benin, hvor hun besøgte sit sponsorbarn. Jeg blev i hvert fald bekræftet i, at vi skal have et sponsorbarn. Både fordi, at vi godt kan undvære de 230 kr. om måneden for at et barn og en hel familie kan få et bedre liv, men jeg tænker også, at det kan bruges i opdragelses-øjemed: “Du skal spise op. Tænk på de børn i verden, der ikke får noget mad” eller “Hvis du ikke rydder op på dit værelse, får vi alt dit legetøj sendt ned til din sponsor-søster”

 

Mette Marie fik indsamlet over 60.000 og alle var så glade og begejstrede. Og jeg følte mig slet ikke klar til at tage hjem. Jeg havde rent tøj OG makeup på. Jeg ville drikke drinks og være længe oppe uden det var fordi, at nogen havde tabt sutten. Andre end mig selv måske.

 

Men voksen-livet kaldte: Mormor skulle løslades og ingen andre var til stede for at tænde for Gurli Gris klokken 05.45, når det første afkom vågnede.

Så med slagne skridt trak jeg mod parkeringskælderen.

Og sådan en parkeringskælder er ikke særlig hyggelig klokken 23.00 om aftenen. Jeg har set film, så jeg ved godt, hvad der foregår i sådan en, når der ikke er andre mennesker. Der sidder helt sikkert nogen dernede, der bare venter på, at der kommer en idiot, der har smidt sin billet væk.

Og det var det, der skete. Jeg havde smidt den væk. Jeg plejer normalt at smide bilen væk i parkeringskældre, men nu var det altså billetten. Jeg var noget desperat og i ren panik endte jeg med at sidde og glo ud i luften med forhåbning om, at nogen ville løse mit problem. Men det gjorde ingen.

Samtidig blev skyggerne i parkeringskælderen længere og længere og mere og mere skumle. Og sad der egentlig ikke en og holdt øje med min i bilen længst væk? Jeg var sikker på det.

Så jeg gjorde det et hvert andet menneske ville gøre. Jeg løb. Som det gjalt mit liv. Og det gjorde det måske også. Jeg væltede op i receptionen. Og der fik jeg hjælp og blev lukket ud, efter jeg havde betalt halvdelen af min månedsløn til Københavns Lufthavns parkering.

Det hele endte lykkeligt.

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

10 ting jeg virkelig gerne ville