Nå, men hvordan går det så med al din hellighed?

Bliver du også vanvittig af andre menneskers skrigende børn?

Kan man få PTSD af at få børn? Altså måske sådan i mini-format? PTSD light måske?
PTSD er en alvorlig situation, som kan  ramme efter alvorlige og traumatiserende oplevelser. Det er ofte noget man forbinder med soldater, der har været udsendt og ofre for traumatiserende forbrydelser. Desuden hørte jeg faktisk efter, at jeg selv fødte mine tvillinger for tidligt, at 60 % af mødre til præmature børn efterfølgende får PTSD i større og mindre grad.
Så det er naturligvis ikke noget , man skal lave sjov med.
Når det nu er sagt overvejer jeg en lille bitte smule, om jeg måske har fået en PTSD-lignende reaktion af at have 3 børn, der har skreget i munden på hinanden i 21 måneder. I hvert fald er jeg blevet et meget lidt overskudsagtigt menneske, når det kommer til barnegråd. Og andres børn.
Efter første barn 
Aaarh… Jeg kunne rumme det. Jeg kunne virkelig rumme det.
Jeg kan huske, at jeg på et tidspunkt sad i et fly og skulle hjem fra en tur, jeg havde været på i forbindelse med noget arbejde. Ved siden af mig sætter sig en sød, ung mor med hendes meget nuttede baby, der vel var en 8-10 måneder.
Da flyet letter bliver baby utilfreds. Over hvad ved jeg ikke. Jeg kan knap nok tyde mine egne børns signaler, så man kan ikke forvente, at jeg kan tyde andres. Men baby skreg og blev ved med det. Alle 4 timer flyveturen varede. Måske handlede det om noget, jeg har skrevet om i dette indlæg om babyer i fly.
Men jeg rummede det. Det var intet problem. Jeg så overbærende på moren. Tilbød hende en hjælpende hånd, når hun så så desperat ud, at jeg var bange for, at hun ville trække døren til nødudgangen ud og smide ungen afsted ud i intetheden.
På trods af at jeg havde en fremmed sirene i mine øregange hele vejen, var det ikke noget problem. Min hjerne formåede at zoome væk fra kilden, fordi den ikke tilhørte mig. Det var ganske enkelt ikke mit problem og derfor betød det ikke noget, at jeg blev skreget ind i hovedet.
Men så kom tvillingerne..
Og så udviklede jeg mig fra at være sympatisk og rolig til at være ved at gå amok, hver gang et barn græder i min nærhed. Og misforstå mig nu ikke. Det er ikke fordi, at jeg ikke har sympati for hverken mor eller barn. Det er ikke fordi, at jeg ikke synes, at de har lov til at være der. Det er ikke fordi, at jeg dømmer den stakkels mor, fordi hendes barn ligger på gulvet i Føtex og skriger. Jeg synes stadig barnet er nuttet. Men min krop får det ganske enkelt fysisk dårligt af det. Jeg får lyst til at kaste op. Ligesom Stan i Southpark hver gang han taler med en pige. Jeg får det bare, hver gang et fremmed barn hyler.

Jeg læste engang, at kroppen eksempelvis udvikler allergi, hvis man bliver udsat for meget for noget specifikt. Jeg aner intet om det, men det skulle være noget med, at man for eksempel skulle udvikle støv-allergi, hvis man har været meget i nærheden af støv. Det tror jeg dog ikke holder, da jeg selv nærmest har indhaleret støvmider siden jeg flyttede hjemmefra for 15 år siden – uden allergi til følge.
Men måske er det, der er sket. Måske kan kroppen kun kapere en vis mængde barnegråd og så står den af. Heldigvis gælder det ikke for mine egne børn. Der kaster jeg ikke op, når de hyler. Det havde ellers været en effektiv slankekur.
Hvordan har I det med fremmed barnegråd? 

7 kommentarer

  • Rikke

    Ja jeg oplever det også. Har tvillinger på 3,5 år nu og jeg har det IKKE godt med barnegråd i min nærhed. Jeg føler der bliver stukket en pind ind i i baghovedet, der kortslutter noget derinde, så jeg ikke kan tænke. Flipper stadig lidt ud når de begge to går amok på samme tid.
    Her den anden dag fik jeg akut lyst til en plade chokolade (jeg var ikke fan af chokolade før jeg fik børn), som var min trøst under barslen, når de græd for meget :-p

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Charlotte

    Vores søn er 2,7 mdr i dag – han havde kolik de første 4 mdr af sit liv… oh yes 4 mdr m konstant gråd, men hold da fast hvor glemmer man hurtigt hvor ulidelig børnegråd er! Jeg var sammen m min venindes lille ny fornylig, man kan jo slet ikke tænke når et barn græder!!! Så ja jeg kan følge dig 100% jeg magter ikke andres børns gråd 😄

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Jernmor.dk

      Puh! Kaya var også refluks-barn, så hun skreg også virkelig meget. Og du har ret. Heldigvis glemmer man helt, hvordan det føles at stå i, før man er i det igen. Det er nok meget godt. Ellers blev der nok ikke født mange børn 😀

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • SB

    Min første skreg, som i skreg, de fleste vågne timer, samt sov meget lidt i løbet af dagen, i 7 mrd. Jeg fik koldsved og blev meget kvalm når andre børn/babyer græd efter den oplevelse. Nu har jeg fået en toer, som også udviser utilpas adfærd og jeg er seriøst i tvivl om jeg nogensinde bliver helt normal igen 😳🤞🏼

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Jernmor.dk

      Ja, jeg tror faktisk også, at det er grunden til, at jeg får det sådan. Kaya havde refluks og græd også fra hun var 3 til ca. 7 mdr, hvor hun fik medicin. Det var virkelig forfærdeligt. Jeg håber, at I ikke skal igennem det igen og det bare er noget, der hurtigt er overstået med den lille.

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Ea

    Jeg kan som hovedregel ikke lige (andres) børn. Deres skrig, deres adfærd, deres eksistens. Mit eget lille uheld (Som jeg elsker over alt på jorden) græder heldigvis ikke så tit men selv her bruger jeg ørepropper dagligt, for jeg bliver sindssyg af barnegråd og piveri.

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Jernmor.dk

      Det er også til at blive vaaaanvittig af. Jeg kan også få helt ticks af mit eget afkom. Men det rummer man bare lidt bedre. Nok fordi man selv producerer dem

      Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Nå, men hvordan går det så med al din hellighed?