72 timer tilbage

En anekdote om en cykeltur og en mandag aften uden børn

 

Man har mange drømme, når man løber rundt og tørrer skiftevis numser og ukendte væsker op fra gulvet i hverdagen. Det er ok at drømme. Drømme om en hel aften med Netflix, fødderne op og egen kontrol over fjernbetjeneren.

Fuldstændig uforstyrret.

Og når man så endelig får muligheden, bliver man så helt skræmt og låst ved tanken om, at man pludselig kan gøre lige hvad man vi og man skal huske at nyde det?  Eller ender man af helt andre årsager at fucke aftenen fuldstændig op, fordi man er så idiotisk dum til at finde vej, at ikke engang en GPS kan hjælpe en på vej?

Faktisk endte jeg med stå midt på en grusvej med noget, der minder om et mindre panikanfald og et opkald til min kære mand, hvor jeg meddelte, at der var en svag mulighed for at bøh-manden ville komme og tage mig lige der i ingenmands-land.

Men hvordan endte du dog i den suppedas?

Da jeg stod op i morges var det hverdag. Efter 14 dage med ferie skulle jeg tilbage på arbejde. Det har jeg glædet mig til. For det første fordi, at jeg rigtig godt kan lide mit arbejde, men også fordi, at der er så frygtelig stille og varm kaffe i rare mængder.

Og midt i carporten måtte jeg jo for første gang vise, at jeg reelt har tænkt mig at gøre noget ved den klima-problematik, jeg har skrevet om her. Så jeg måtte op på cyken og cykle på arbejde. Alle 12 km.

Og alle 12 kilometer var det ikke nok med, at sadlen var lidt for høj, men den var også lidt for skæv. Men det er ikke det, dette blogindlæg skal handle om. Selvom det gjorde ondt steder, hvor det ikke skal gøre ondt, når man cykler.

Den virkelig krise indtraf ca. 12 timer senere.

Jeg havde besøgt en veninde. En af de veninder, som man elsker at være sammen med, men som hundrede børn og jobs og hverdag og leverpostej gør, at man ikke får besøgt nok. Jeg var på vej hjem derfra. Glad. Med rødvin i maven. Med vind i håret. Kilometerne susede forbi. Eller så meget de nu engang kan suse forbi, når man kører på en for stor cykel med en skæv sadel.

Pludselig opdager jeg, at jeg er drejet forkert. I hvert fald står jeg et sted, jeg aldrig har stået før. Jeg trykker desperat på min telefon og forsøger at få den til at fortælle mig, hvor jeg skal hen. Men GPS tror, at jeg er et kompas og bliver ved med at fortælle mig, at jeg skal køre sydvest. Hvem fanden ved, hvad sydvest er? Og før jeg ved af det, står jeg på en meget øde vej uden nogle mennesker i sigte. Udover at der indimellem kører en lastbil forbi med en lastbilchauffør, der måske kigger på mig og overvejer, hvordan jeg er forvildet mig derud blandt sandbunker og traktorer.

Og bedst som man tror, at det ikke kan udvikle sig værre med en telefon, der tror at man er et kompas og en alt for stor cykel, beslutter ens hjerne at fortælle én, at man faktisk er i overhængende fare, fordi lastbilschaufførerne i virkeligheden er en farlig familie, der er flygtet fra et østeuropæisk cirkus, der nu bare venter på, at en idiotisk, forvirret cyklist forvilder sig ud til deres lastbiler. Så kroppen begynder at hyperventilere og benene holder op med at du.

Men så er det, at man løser sit problem på den bedst tænkelige måde: Man ringer til sin mand, der befinder sig i et andet land 300 kilometer væk, der nu udover at skulle varetage to skrigende børn, nu også skal varetage en hysterisk hustru, der er sikker på at lastbilchaufførerne er efter hende og vil putte hende op i en form for gryde. Og mand er rimelig rolig og siger, at måske skulle hustruen slappe lidt af, og bare sætte GPSén på og rent faktisk lytte til, hvad den fortæller, da den nok på et tidspunkt holder op med at fortælle, at man ikke skal køre mod sydvest og angiver retninger, man kan forholde sig til.

Og det løser jo problemet. Selvom det er svært at indrømme og man får råbt lidt også. Pludselig er man ikke længere i fare. Eller jo. Pludselig er man inde i en skov og man kan stadig ikke finde vej. Og man ender med at sige til sin mand, at man måske aldrig finder hjem og bare skal lægge sig til at sove i skoven. Og manden fortæller, at man er en smule drama i sine udtalelser.

Og så lægger man på og finder ud, at man nok skal finde hjem. Og pludselig er klokken 22.00 og man har hverken set Netflix eller ligget på sin sofa. Til gengæld har man haft mere spænding i sit liv end hvad de sidste 12 måneder, har kunne levere.

Og jeg ved ikke, om det siger noget om mit liv eller min aften.

 

 

 

 

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

72 timer tilbage