At være gift med børn er noget med at ligge i hvert sit værelse og sende beskeder til hinanden

Om at campere med børn i Nordjylland

Hurra. Alle lever og ingen er gået fra forstanden.

I dag pakker vi vores lyserøde Camp-let med blomstrede gardiner ned og begiver os tilbage mod hovedstaden.

Vi har siden onsdag befundet os på Hald strand camping, der for de geografiske ignoranter, som jeg selv, ligger i Nordjylland.

Jeg ved egentlig ikke, hvorfor vi endte på en campingplads, der ligger i den anden ende af det danske rige i forhold til vores bopæls-adresse. Der må være et par campingpladser tættere på.

Men når nu vi har været her og nogen undrer sig over, hvordan det mon er at være på camping i Nordjylland, så kan I jo lige få et par ord med på vejen om det.

Hals Strand Camping 

Igen. Jeg kan ikke helt huske, hvorfor vi endte her. Måske var det det eneste sted i Danmark med plads.

Min referenceramme omkring camping-pladser er meget lille. Det her er faktisk min jomfru-campingtur, så jeg har intet belæg for at udtale mig om den slags, men jeg synes faktisk, at det her er en virkelig fin campingplads.

Den har en stor legeplads med lidt for alle aldersklasser, klappe-geder (Har jeg fortalt, at jeg hader geder? Det er små dæmoner på 4 ben, der kun venter på at få lov til at stange dig), et stort pool-område, mini-golf og så er det et stenkast fra stranden.

Derudover kan jeg fortælle, at campingpladsen har udmærkede stier til at gå på om natten, hvis man eksempelvis ender med at gå rundt med en 1årig, der nægter at sove for at forskåne de stakler, der har trukket nitten og ligger ved siden af de idioter, der har slæbt hele deres børneflok med.

Hvad har I så lavet?

Der er masser af timers underholdning på campingpladsen, men hvis man alligevel ønsker lidt luftforandring, ligger Aalborg en halv times kørsel herfra.

Her har vi blandt andet besøgt Aalborg zoo. Det minder meget om den i København. Det er noget med nogle dyr og børn, der skriger efter, hvornår de må få en is.

Vi endte med at slæbe 3 skrigende børn derfra, så jeg ved ikke, om det var et tegn på en god dag eller en dårlig dag. Vi gætter på det første.

Nymarksminde

I dag har vi besøgt et meget lille sted i en meget lille by.

Nymarksminde ligger i byen Vodskov. Vi havde overvejet at tage i Faarup sommerland, men da børnene stadig er for små til at sætte pris på, at vi skal betale 800 kr i entre og henset til at de stadig kan bruge 20 minutter på at underholde sig selv ved at hoppe ned fra en kantsten, fandt vi dette sted.

Det er en blanding af mange ting.

Egentlig er det bare nogle store åbne marker, der indeholder en legeplads, en masse klappedyr og en fodbold-golf-bane. Det er egentlig ret primitivt i forhold til sommerland og den slags, men det fungerer helt perfekt med små børn og så er det billigt at komme ind.

De store åbne marker gør, at man har overblik og kan se børnene uanset hvilken retning de løber.

De tilbyder desuden bondegårdsferier, der er meget hypet pt og har egen campingplads med daglige aktiviteter for børn.

2 kommentarer

  • Miriam

    Hvor er i ellers perfekte!! Ihvertfald på billederne!! Elsker din blog, som mor til 4 (11,15,18,23) voksne børn!! Kan sååå relatere ! 😂

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Jernmor.dk

      Hahah, hvor er du sød. Vi føler os meget lidt perfekte. Vi kommer som oftest med en stormflod af kaos 😂 Og 4 styks. Godt gået!

      Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

At være gift med børn er noget med at ligge i hvert sit værelse og sende beskeder til hinanden