Sindssyge ting 1-årige gør, når man ikke kigger

Er der nogen, der vil være med til at redde verden?

Gør lige klar til lidt deprimerende læsning. Det kan vi godt holde til. Vi har haft en lækker sommer og har sikkert fået rosévin inden for den seneste uges tid. Desuden er det allerede onsdag og weekenden er nu officielt snart påvej.

Forleden skrev jeg dette indlæg. Det handler egentlig om, at jeg er bekymret for vores kære jordklode og vil forsøge at skære lidt ned på kød.

Jeg har talt med flere om emnet siden og jeg er ikke den eneste, der er begyndt at overveje, at tingene måske går en uhensigtsmæssig vej i øjeblikket.

Min bekymring blev ikke mindre, da jeg i morges vågnede til denne artikel

Den handler om, at i dag er Earth Overshoot day, hvilket betyder, at i dag er den dag, hvor vi har brugt dette års ressourcer fra jorden og nu er igang med at trække over på jordklodens ressourcekonto.

Problemet er ikke, at denne dag opstår. Det gør den sådan set hvert år. Problemet er bare, at den er kommet tidligere end nogensinde. Ganske enkelt fordi vores forbrug er helt sindssygt. Så stort at jordkloden ikke kan være.

Jeg er hverken miljøaktivist og jeg trækker også i den grad over på klimakontoen. Jeg shopper, jeg kører i bil, jeg har endda lige bestilt en tur til Miami i efteråret. Alt sammen noget, der dræner på klima-kontoen. Og sådan har de fleste af os det nok. Vi ved godt, at det der foregår ikke er helt smart, men vi kan simpelthen ikke overskue, hvordan vi skal håndtere det.

Vi ved jo alle sammen godt, at forskerne skælder os ud, men vi har heller ikke helt gennemskuet, hvordan vi skal klare os i hverdagen, hvis vi ikke kan køre i bil eller købe en ny kjole til det bryllup vi skal til i efteråret.

Men hvis nu vi bare gør en lille smule..

Jeg ved ikke helt, om jeg er der, hvor jeg er klar på at give børnene bleer på, der kan genanvendes igen. Griseriet og vaskeriet i det projekt virker uoverskueligt. Men der er ting, jeg godt kan overskue og jeg har besluttet at forsøge at lave små ændringer bare den næste uge og se, hvordan det løber an. Og så kan det jo være, at jeg undervejs kan implementere flere ting ind i mit liv, hvis den første uge går godt.

Hjernen er ikke indrettet til, at man kan lave en millard ændringer. Det er lidt ligesom, hvis den lokale Kina Grill har for meget på menu-kortet. Så ender man med at gå kold i det og bestille pizza fra den italienske i stedet.

Så 3 ting. 3 ting kan jeg godt overskue.

Og nu har jeg besluttet at gøre noget ved følgende udover kødet, jeg proklamerede at droppe forleden:

  1. Jeg skal til 2 bryllupper i efteråret. Jeg har masser af kjoler i skabet. Min plan var naturligvis, at der skulle shoppes, men nu har jeg besluttet, at de kjoler, der hænger i skabet må kunne gøre det for mig. Desuden vil jeg skære ned på shopperiet og vælge danske vare, når jeg handler grøntsager.
  2. Bilen får lov til at blive stående, når jeg i næste skal på arbejde igen. Det er både bedre for mig og for klimaet, hvis jeg cykler.
  3. Om 14 dage skal jeg til Aalborg med arbejdet. Normalt flyver jeg, da det er hurtigst. Men nu tager jeg altså toget i stedet og må bruge de 5 timer på at nyde stilheden.

Det virker da mega overskueligt. Det er ikke meget, men så gør jeg lidt. Og når det så er gjort, kan jeg finde på nye ting.

Har du flere ideer og vil du ikke være med?

#KYSKLODEN

6 kommentarer

  • Trine

    Jeg kan så godt følge dig. Jeg er gravid med vores første, og da jeg læste den artikel i går havde jeg et mindre sammenbrud med dommedagsscenarier, hvor vores lille mand vokser op i en verden, hvor vi bekæmper hinanden for adgang til rent drikkevand (det, vi ikke har forgiftet med round-up og andre lækre kemikalier), mister vores kære til multiresistente bakterier, nye dræberviruser og hedeslag, og hvor han aldrig kommer til at se elefanter, for vi har skudt dem allesammen for at nogle rigmænd kan eje det sidste elfenben i verden.

    Men der er også mange smukke og virksomme tiltag i gang i verden (min kæreste sendte mig en video til The Ocean Clean-up – google det!) hvis man kigger sig omkring, og så tror jeg det er alfa og omega, at man ikke går i sort og bare lukker ned og stikker hovedet i sandet. Det gør jeg dog nu altså stadig – jeg er klassisk beslutningsangst (“Skal jeg købe hør eller økologisk bomuld? Hvad holder længst? Det her firma laver alting på samme fabrik i Litauen, men det er ikke øko, men de andre har flere produktionssteder, så hvordan regner jeg det om i CO2…” – og så køber jeg i stedet noget fra Vero Moda, come on!), men så går jeg ind på de blogs og konti, hvor jeg ved, der er optimisme og inspiration at hente – Sustain Daily, Signe Wenneberg, Bedre Mode, Lone Landmand, alt med Zero Waste, Eco Cult, osv. osv., og så kan jeg lidt igen.

    Jeg tror, man skal starte dér, hvor man har mest energi og interesse. Er man vild med at rejse? Så kig på eco tourism, staycations, bedre rejsemåder. Er man en foodie? Så undersøg plantebaseret kost, lokale “madkasser”, tiltag mod madspild. Fashionista? Lav en capsule wardrobe og pust liv i dit gamle tøj, holde tøj-bytte-dag med fashionista-veninderne og “shop” deres klædeskab, sæt dig ind i produktionskæden, pesticider og arbejdsvilkår hos dem, der laver dit tøj. El-selskab, pensionselskab, bank, transportmidler, osv. osv. har også noget at sige in the big picture – og så kan man jo investere i grønne firmaer og tiltag, hvis man er til den slags. Alt hænger sammen i det store hele, og starter man ét sted bliver man oftest bragt videre til næste ’emne’. Jeg synes, det er fantastisk at lære om – der er så mange bøger, blogs, podcasts osv. nu, hvor man kan hente enormt meget viden og inspiration.

    Men det tager lang tid at fordøje og finde ud af, hvordan det skal/kan påvirke ens hverdag, og det kan være f….. deprimerende at få åbnet sine øjne (og man kan ikke lukke dem igen) når man endnu ikke har en plan. Men jeg giver mig selv lov til at være lidt dobbeltmoralsk engang imellem, ellers knækker filmen, og så går jeg totalt over i den anden grøft et stykke tid (“mere spegepølse! flyrejse til Bali! ALL THE SHOES!”). Så nogle gange får jeg gjort noget, der strider lidt mod mine principper, men så må jeg også få max. ud af det (så er min to-go kaffe eller lange køretur hjem til familien i Danmark ikke “spildt”), og gøre det bedre næste gang. Herhjemme spiste vi længe overvejende vegetarisk/vegansk (min kæreste er kødspiser, og spiser det ofte til frokost, så er alle glade), men det måtte komme på pause, da jeg i graviditeten stort set ikke kunne spise nogen form for grøntsager uden at brække mig. Nu er jeg 35 uger og kan spise det meste igen (havde ikke troet det ville vare så længe!), så det er vi langsomt startet op på igen, og jeg er holdt op med at banke mig selv oveni hovedet for det “nederlag” – jeg spiste kød i nogle måneder, for mig og baby skulle have noget at spise, punktum, og det var altså bare lige vigtigere end mine principper.

    Det her blev viiiildt langt – jeg havde åbenbart mere at sige, end jeg troede. 😉 Men alle starter et sted, og jeg tror bevidsthed er det aller-aller-vigtigste første skridt. Og at snakke om det, for det er f…. hårdt også nogle gange – og vi er ikke særlig gode til at snakke om det indbyrdes, synes jeg, for det er ubehageligt (og nogle går bare ikke op i det, og så lyder man lidt skinger når man snakker om iltsvind i fjorden og faldende grundvandsspejl i Mellemøsten). Og lukke ørerne for “de hellige”, der har fundet VEJEN, uanset om det så gælder mad, affald, livsstil, tøj, transport, arbejde, whatever, for mere banken oveni hovedet om, hvor store klimasyndere vi er, fordi vi stadig gør X, hjælper ikke en hujende fis. Og de færreste af os kan blive veganske, zero waste øko-freaks på én dag (jeg prøvede, og fik en nedsmeltning i supermarkedet – it wasn’t pretty).

    ANYWAY – fandt din blog for nylig og elsker din humor, og glæder mig til at følge mere med (også selvom klima ikke kommer mere på programmet). 🙂 Tak for altid gode indlæg!

    (P.S. Jeg har set nogle steder, at folk udlåner stofble prøvepakker – så kan man jo prøve det af, om det er noget for én. Og så give det retur, hvis man ikke kan overskue det. Ingen stor investering – supersmart!)

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Jernmor.dk

      Tusinde tak for din kommentar. Den er så vigtig.

      Man bliver nemlig for det første ekstra bekymret, når man har er ved at sætte børn i verden. Pludselig bliver den fjerne dystre fremtid, ikke så fjern længere. Det skræmte mig især, da de forleden morgen sagde, at det er slut om 80 år, hvis vi ikke tager os sammen. Lige nu tænker jeg over det hele tiden og jeg håber det bliver ved. Men det er bare mega svært, fordi vi er vant til at leve, som vi gør og pludselig føler at vi skal lave drastiske ændringer.

      Da jeg handlede i dag var jeg meget bevidst om det, men følte alligevel at jeg druknede i plastik.

      Og så tænker jeg netop som du skriver, at vi skal passe på med at gøre det for kompliceret. Jeg talte med min mor om det, der havde læst en artikel, hvor der stod at den ene form for tomater duede, men den anden form blev transporteret for langt. Pludselig skal der lægges mange tanker i det, selvom det jo ikke behøver at være så komplekst. Det er jo ret nemt det der med, at affalds-sortere fx. Desværre gør folk det ikke alligevel.

      Men jeg håber sådan, at vi alle tænker over det, så der bare kommer en lille ændring. Og så må den ændring forhåbentlig bliver større.

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Ja det er skræmmende. Jeg har også selv læst den artikel. Jeg spiser selv vegansk, da jeg tror på det er noget af det der kan gøre mest i det lange løb. Til gengæld har jeg så prioriteret at rejse meget. Vi kan ikke gøre alle ting perfekt, så jeg tror på man skal gøre det, hvor man føler gør en forskel.

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Jernmor.dk

      Helt enig. Det handler netop om at finde en vej. Vi skal gøre hvad vi kan indenfor de rammer vi har. Og sejt, at du har formået at blive veganer. Så gør du jo allerede mere end så mange andre!

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Mille

    Her hjemme begyndte vi at være meget bedre til at få sorteret vores skrald og gud hvor gør det en forskel. Så er jeg begyndt at vaske vores tøj med vaskenødder istedet for at slæbe vaskepulver og skyllemiddel hjem hele tiden. Det fungere så fint, meget billigere i længden og meget bedre for min vaskemaskine – og jeg er fri for at slæbe det (lort) hjem hver gang man handler. Der er nok at slæbe på i forvejen 😉 btw, bruger selv en “gammel” kjole til min datters kommende barnedåb ☺️👏

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Jernmor.dk

      Jeg har set de der vaske-nødder. Det lyder virkelig smart. Dem må jeg finde. Og ja – så sparer man på slæberiet.

      Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Sindssyge ting 1-årige gør, når man ikke kigger