Skal I ud og være børnefri? Falkenberg Strandbad

At få børn contra ikke at få børn

For nylig havde jeg en diskussion med veninde, der handlede om,  om hvorvidt hun egentlig overhovedet havde lyst til at få børn.

Jeg er måske lidt subjektiv i den diskussion, da det eneste mit liv egentlig rummer pt. udover arbejde, er noget der føles som hundrede børn. De kan i hvert fald larme som hundrede børn. På trods af det, er det egentlig en fejlangivelse at kalde det for en diskussion. Vi diskuterede nemlig ikke særlig meget, jeg kan nemlig sagtens forstå hendes bekymringer. Og der er endda forsket i, at folk der ikke får børn, bliver mere lykkelige end dem med på grund af alle de bekymringer, der følger med. Faktisk er det primær deprimerende læsning, hvis man googler lykke og børn. Mange studier mener, at dem uden er mere lykkelige. Jeg kan jo ikke tale for andre, men det ved jeg med sikkerhed ikke ville gælde for mig selv.

Men vi kan ikke komme uden om, at det er en omvæltning. Den er umuligt at forberede sig på. Fx havde jeg ambitioner om, at jeg stadig kunne løbe ironman og læse master-uddannelser, mens jeg var på barsel. For hvor hårdt var det egentlig? Babyen sov vel meget af tiden og der var jo også en far?

Jeg fik aldrig læst den Master. Eller løbet den ironman.

Økonomien i det med børn er også en historie for sig selv. Hver måned bliver der trukket 8000 kr. fra min konto, der går til 2 vuggestuepladser og en børnehaveplads. Bevares, man får børnepenge, men i bund og grund har de børn lidt en ruinerende effekt for ens økonomi. En analyse sagde for nogle år siden, at et barn koster 1,3 millioner kroner fra det er 0-18 år.

Og så er der jo alt det andet. Søvnløse nætter, skrigende og senere hysteriske børn, manglende frihed og tonsvis af dilemmaer. Og alle konflikterne, der hører med i parforholdet for langt de fleste. Så ja. Jeg kan da godt sætte mig ind i, hvorfor folk fravælger børn. Det skal jeg ikke være dommer overfor så meget som 1 sekund.

Da jeg for nylig skrev dette indlæg var der en, der skrev til mig, at jeg ikke skulle skræmme kommende forældre. Jeg tænker nu, at det er meget fint, at man har en ide om, hvad der skal til at ske. Der er alt for lidt ærlighed på sociale medier. Man kan sidde med en følelse af, at ens barn er unormalt, fordi det ikke sover eller græder meget, fordi det ikke er det billede man får, når man tuner ind på andres liv.

Hvad er så det fantastiske? 

Der er jo en grund til, at man vælger at få børn. Og der er også en grund til at mange får flere børn.

Så da jeg forleden skulle forklare min veninde, hvad det fantastiske egentlig var, måtte jeg sætte mig ned og mærke efter, hvornår jeg reelt havde den følelse i maven. Altså så jeg kunne forklare det ud over den ubetingede kærlighed, der går begge veje.

Men i går ramte det mig. Og følelsen slap ikke, før vi var hjemme igen og Villum begyndte at trække sofabordet ud i haven og Kaya slukkede for ovnen hver 30. sekund, da jeg forsøgte at lave mad. Da dalede den lykkefornemmelse lidt og blev til irritation. Irritation med kærlighed bevares, men de var stadig irriterende.

Da jeg skal løbe halvmaraton i september er jeg jo nødsaget til at bare træne en lille smule inden. Jesper vil egentlig gerne være med, men en forstuvet fod (Nej, jeg er stadig ikke stolt af den situation. Her kan man læse hvorfor) gør at han nok ikke er helt sikker. Men i går besluttede vi altså at kombinere lidt løbetræning med kvalitetstid med børnene.

Børnene røg i ladcyklen og skiftevis løb vi så 1 km af gangen indtil vi ramte en badebro.

Og lige der kunne jeg mærke glæden helt nede i maven. Små buttede babyhænder, der klappede og råbte, når vi løb. En tur i havet, hvor de hvinede af fryd og små hænder i mine, når vi gik af de snørklede strandstier. Ingen hylede (så meget) og alt var sommer, varme og solsskin.

Jeg føler det samme, når de løber rundt ude i haven. Når de griner og leger. Når de kaster armene omkring mig og slikker mig i ansigtet, fordi de stadig ikke helt har forstået konceptet ved et kys (Bevares, det er en snært ulækkert, men det er tanken, der tæller) Det er når jeg laver perleplader med Ellie eller når vi en sjælden gang imellem sidder ved bordet og ingen skriger eller kaster med maden. Så er det dejligt. Så føles det som nøjagtig det en familie er. Nemlig en enhed. En enhed følt med kærlighed.

Det kan godt være, at børn ikke er ensbetydende med lykke. Men når man så føler lykke, har det for mig i hvert fald, været langt mere intenst, end noget jeg har mærket før.

 

 

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Skal I ud og være børnefri? Falkenberg Strandbad