En samling af mødres bekendelser

Vi skal dælmedulme på camping.

Vi er nok ikke kendte for at være typen af forældre, der forbereder os på særlig meget. Min tese er, at jeg ikke rigtig kan overskue mit liv henset til mængden af børn og kaos. Jeg er derfor nødsaget til først at tage stilling til ting i sidste øjeblik.

Det har fordele og ulemper. Fordelen er, at jeg aldrig bliver stresset. Jeg kan nemlig ikke tænke meget længere end den næste time frem. Men det kan godt være en ulempe, når jeg står og glor ind i køleskabet klokken 18.15 og indser, at jeg ikke købte ind til aftensmad, da jeg var ude og handle i formiddag.

Man kan vel kalde det et liv med brandslukning.

Det samme gjorde sig gældende med årets ferie-planlægning. Vi har ganske enkelt glemt at tage stilling til det..

Og så skete der jo det, der altid sker. Nemlig det jeg skriver om i det her indlæg, Det faktum, at de sociale medier altid får skabt behov i mig. Behov jeg slet ikke anede, at jeg havde.

I det her tilfælde var det Johanne på Nutidensmor.dk, der for mig har gjort camping til glamping (Hvilket åbenbart er camping kombineret med ordet GLAM. Jeg troede først, at det var navnet på en campingvogn)  Jeg blev ganske enkelt helt hooked på tanken om, at vi skulle på camping.

Jeg fik straks forvildet mig ind på diverse camping-sider. Et fjernt univers jeg aldrig har stiftet bekendtskab med tidligere. Og nu skal jeg ikke lyde, som en højrøvet idiot. Men jeg har aldrig prøvet at være på campingferie. Jeg tror det skyldes, at jeg er vokset op alene med min mor. Og hun magtede nok ikke at sidde med mig i et telt i starten af 90érne og glo ud på par i camping-habitter.

Men nu skal vi det. Og tanken passer mig mega godt. For det første slipper jeg for at sidde i et fly med 2 hysteriske 1 årige, der faretruende nærmer sig de 2 år og derved har forvandlet sig til små hysteriske dæmoner. Og for det andet viser det sig, at sådan en campingplads ikke bare er en græsplæne med telte, men at  det også består af legepladser, minigolf og vandland. Det vil sige, at vi ikke engang behøver at bevæge os væk til andre områder. Ja, mit liv er i sandhed indholdsrigt pt.

Desværre gjorde det faktum, at vi var ude nærmest 2 timer inden vi skal afsted og at Danmark har forvandlet sig til et form for tropeland, at alt naturligvis er udsolgt. Men vi har fundet en plads på Hals Strand Camping, der egentlig ser ret nice ud.

Nu mangler vi så bare en form for bedre sovemulighed end vores luftmadrasser i vores 2-personers-telt. Vi ville leje en camp-let, som er en form for telt på en trailer, men de er også alle lejet ud. Nu ser vi. Hvor er det bare spændende, at skulle på camping-ferie. Det er da klart federe end den tur til New Zealand jeg planlagde inden jeg fik børn…

 

4 kommentarer

  • Bitten

    Vi var tit på Hals Strand Camping da jeg var barn. Jeg elskede det, og det er en perfekt strabd til små børn, for der bliver aldrig dybt. Vi er i sommerhus lidt oppe ad vejen i uge 31, hvis ungerne vil have jævnaldrene legekammerater, og det er der I er afsted. 😊

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Jernmor.dk

      Orv, hvor hyggeligt. Det må vi da lige se på. Men dejligt, at det kan anbefales. Vi glæder os.

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Anja

    Samtlige ferier i min barndom blev tilbragt på camping. Jeg er ret sikker på, at jeg blev undfanget i et telt. Og jeg elskede det!! Altså at være på camping – ikke det med undfangelsen. Desuden var jeg i Hals i sidste uge, dog i sommerhus – men der var SÅ skønt! Rigtig god ferie 🌞

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Jernmor.dk

      Fedt Anja. Tak. Næste år kan I hoppe med på camping-bølgen.

      Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

En samling af mødres bekendelser