Om at være en absurd dårlig hustru – part 1.

Om at være en absurd dårlig hustru – part 2.

I går fortalte jeg om en lille hændelse for nogle år siden, hvor jeg nok ikke toppede i point på hustru-kontoen.

Det skal dog ikke være nogen hemmelighed, at det ikke er første gang, at jeg ikke ligefrem har brilleret i rollen. Så sent som sidste torsdag gav “bad-wife”-barometeret udslag.

Vi var jo en tur i Ellies børnehave, hvor vi skulle holde hendes fødselsdag. Vi havde taget mormor med også, så Ellie i sandhed kunne føle sig fejret, når nu et par yngre søskende ofte ikke giver meget plads til uforbeholden opmærksomhed fra forældrene. Fødselsdags-fejringen gik jo egentlig fint. Vi delte frugt ud, hejste flag og børnene fik indtaget sine ostehaps.

Efterfølgende blev legepladsen indtaget af børnene og jeg kunne vise overfor pædagogerne, at jeg virkelig har styr på det her mor-shit. Jeg bevægede mig derfor med Ellie ned i sandkassen, hvor vi sammen med hendes små børnehave-kollegaer bagte lagkager og chokoladekage af sandet i små farvede plastik-spande.

Alt imens vi var i gang med at dekorere lagkage nr. 4 med pinde og blade, kan jeg pludselig høre, at min mor kalder desperat på mig. Jeg kigger op og bevæger mig over i mod hende og da jeg kommer nærmere, bliver det mere og mere tydeligt, at Jesper ligger på jorden og vrider sig i smerte. Der kommer flere pædagoger løbende til og jeg tøffer lige så stille op i mod ulykkesstedet.

Som et nedlagt dyr på savannen kommer der mest en form for primat-skrig ud af den 2-meter stakkels mand, der stadig ligger på jorden og vrider sig. Han få fremstammet, at han er faldet i en ledning og han har vrikket om på foden og både pædagoger, børn og svigermor prøver at hjælpe til.

Og nu kommer så den del, jeg ikke er sønderlig stolt af. For efter jeg har hentet is og førstehjælpskasse til den frustrerede mand, begynder jeg at stille spørgsmålstegn til, om det nu virkelig gjorde så ondt, som han gav udtryk for.

Jeg har nok set for meget fodbold hen over sommeren, så min tanke omkring forløbet, var at noget ala følgende var sket:

Så i stedet for at være den forstående kone, der støttende sin mand kan jeg nu angive en liste over, hvordan jeg i stedet håndterede situationen. Jeg sagde:

  1. Gør det virkelig så ondt? Der er jo ikke noget i verden, der gør så ondt. Jeg har set kvinder, der har født børn, der har skreget mindre.
  2. Ej, du kan da sagtens gå på den. Pjat med dig.
  3. Hvor slemt kan det egentlig være?
  4. Det er da i den grad godt, at det ikke var dig, der skulle føde vores 3 børn, hvis en forstuvet fod gør SÅ ondt
  5. Mænd og smertetærskler…
  6. Du kan da bare sige til, hvis det er fordi, at du ikke gider at arrangere børnefødselsdag på lørdag.
  7. Det er meget drama, for meget lidt, det der.
  8. Det skal altså bare gås væk. Slap af.

Da den efterfølgende blev sort, skammede jeg mig en anelse.

Det er lidt ligesom, at min mand for evigt ikke må pive, medmindre han bliver udsat for smerte, der minder om en tvillingefødsel.

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Om at være en absurd dårlig hustru – part 1.