En officiel undskyldning til alle restaurations-ejere

Hvordan man overlever en børnefødselsdag

 

Det er nok ikke gået nogens næse forbi, at en af de yngre medlemmer i vores familie havde fødselsdag i sidste uge. Ikke nok med, at der var en masse frustrationer og præstationer forbundet med fejringen i institutionen, som man kan læse om her, bliver det jo kun værre, når man når til næste del af fejringen – børnefødselsdagen i hjemmet. For det kan i den grad også resultere i lidt tvangstanker om skuffede børn og fordømmende blikke fra de andre forældre nede i børnehaven, når der nu bliver spurgt, hvordan ens afkom blev fejret i weekenden mandag morgen.

Hvis du har børn, har du nok allerede en vis portion erfaring indenfor emnet. Hvis du ikke har og ikke har tænkt dig at skulle det, kan du jo bekræfte dig selv i, at det valg du har truffet, måske er fornuftigt nok. Hvis du har børn, men endnu ikke er nået til omstændighederne omkring fejring endnu, kan du måske nu trække på mine erfaringer.

For her er mine vigtigste råd:

  1. Drop rengøringen

Altså seriøst. Drop det. Det kan godt være, at du får koldsved ved tanken om, at nogen skal se dit hjem med nullermænd i hjørnerne. Børnene er ligeglade og hvis børnene har forældre med, er de alligevel for trætte til at bemærke det, da de sikkert ikke har sovet ordentligt de sidste 4 år. Nogen børn har en tendens til at opføre sig, som 200 vilde elefanter, der løber igennem en jungle , når man kaster sukker ind i festlighederne. De smadrer alt på deres vej og du kan alligevel se frem til at bruge en uge på rengøring og oprydning efterfølgende. Du kan blandt andet se frem til at finde dit køkken-inventar i haveskuret og legetøj i badebassinet og perler i alle dine undertøjs-skuffer.

2. Find på underholdning.

Ellie har plaget om pirat-tema, så pirat-tema fik hun. Vi købte en kasse fra partyinabox.dk, hvis vigtigste funktion er, at man som forældre ikke behøver at tænke en selvstændig tanke. Alt er leveret. Pynt, udklædning, mv. Selv ideer til lege,

Fordelen ved at holde tema-fest er også, at der nemt kan blive implementeret nogle lege, der læner sig op af temaet og man derved som forældre fremstår enorm tjekket. Jeg havde eksempelvis hældt chokolade-guld-mønter i sandkassen, der naturligvis var gravet rigtig dybt, så de kunne bruge LAAAANG tid på det. Imens kunne de voksne, der ikke var dem, der stod for at børnene ikke røg i totterne på hinanden med deres små skovle, drikke rosé i nogenlunde stilhed. At alle guldmønterne var smeltet til ukendelighed grundet varmen og alle børnene endte med at være smurt ind i chokolade, var så knap så tjekket.

Derudover havde jeg arrangeret skattejagt. Det var meget simpelt. Jeg havde fundet en kasse i Kvickley, hvor alt var leveret. Jeg skulle ikke lave andet end at gemme skatten og tegne lidt på et kort, der desuden kan viskes ren igen og bruges en anden gang. Igen er det dog vigtigt, at nogen lige holder opsyn, da børn godt kan finde på at gå amok over nogle sære ting. Fx hvem der får lov at holde kortet.

  3. Planlæg en uges ferie efterfølgende

Jeg tror, at jeg har besteget bjerge, der var mindre udmattende end at holde sådan en fest. Vi havde endda gjort det nemt for os selv og havde bestilt mad udefra, men jeg kunne nærmest hverken stå eller gå af ren træthed efterfølgende.

Nu er vi glade for, at der er et helt år til næste børnefødselsdag. Udover den væsentlige detalje at tvillingerne fylder 2 år om 4 måneder.

 

 

 

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

En officiel undskyldning til alle restaurations-ejere