Tog du så krydderboller med eller hvad? (Ideer til nem uddeling til fødselsdage i børnehaven)

En officiel undskyldning til alle restaurations-ejere

Okay, denne her må stå for egen regning. Der er måske nogen derude, der kan finde ud af, at medbringe sit afkom ud i offentligheden, uden at det minder om et abe-show i et cirkus. Men det er altså ikke os. Måske er det det faktum, at vi har tvillinger. Måske er mine børn særligt uopdragne.

Inden jeg fik børn observerede jeg altid børnefamilier, der var ude og spise. Jeg har aldrig haft en fordømmende personlighed, men jeg var alligevel imponeret over, at man kunne formå at svine så meget ude blandt andre mennesker. Mens jeg sad der og indtog min salat med gedeost og varme latté iført uplettet tøj, tænkte jeg, at den dag jeg fik børn, skulle de opføre sig ordentligt og der var i hvert fald ingen af dem, der skulle spilde og slet ingen, der skulle råbe.

Men så fik jeg børn.

Da vi fik det første, gik det egentlig fint nok. Vi var 2 til 1, og der skulle ikke siges mange kvæk fra den lille lyshårede pige, før én af os kastede os over hende med underholdning og stofbleer og sørgede for at ikke så meget som en krumme endte på gulvet.

Så fik vi 2 mere. Og det er her det for alvor ender galt. Som voksne er vi i undertal og mister fuldstændig kontrollen med situationen.

I torsdags var vi ude og spise i anledning af Ellies fødselsdag. Vi havde valgt en sushi-restaurant og havde meldt vores ankomst allerede klokken 16.45 i håb om, at vi ikke skulle spolere andre menneskers madindtag.

Det handler om at have lagt en plan. Som i en krig skal man have lagt en strategisk plan, hvor man på forhånd ved, hvordan man holder fjenden i ro. I dette tilfælde med mælk og sushi. Men vi ved også, at det har en stakket frist og madroen pludselig bliver overtaget af rastløse børn, der har fået øje på et helt nyt univers af ting, der kan smadres og i samme forbindelse fylde rummet med nye høje lyde. Jeg må hellere tilføje, at dette primært er gældende for de 2 små. Den 4-årige fatter for det meste godt, at man så vidt det er muligt, skal forsøge at undgå at kaste med tallerkenerne.

Men planen er som følger: En voksen vælter derfor op i tag-selv-buffeten og kaster mad på en tallerken til de 2 små og øser samtidig noget op på egen tallerken. Man flyver ned og begynder at fodre inden nogen begynder at hyle og nærmest sluger sin egen mad, fordi man ved, at man inden for de næste 7 minutter har forspildt sin mulighed for at spise.

Ganske rigtigt begynder de små kræ kort efter at give udtryk for, at vi nu skal lave alt andet end at sidde ved bordet. Herfra kan man så som forældre skiftevis spise og skiftevis underholde børnene ude foran restauranten. Det er i sandhed hyggeligt og givende for et parforhold at få børn.

Men når det så er slut og man skal til at begive sig afsted, kigger man på, hvad man skal til at efterlade. Og lige der skammer jeg mig allermest. Det både føles og ligner en krigszone. De stakkels nigirier og makier er skilt ad og kastet ud over hele gulvet i et sammensurium med eddemame-bønner og servietter. Og jeg skammer mig helt ned til den nederste del af min mavesæk, der nu igen er begyndt at knurre, fordi jeg ikke har fået lov til at spise mig ordentlig mæt. Og selvom jeg efterfølgende forsøger jeg ligge der under bordet med numsen i vejret og rydde op efter os, bliver det jo aldrig rigtig godt.

Det er meget sjældent vi er ude og spise. Men når vi er, er ovenstående som regel den måde, det foregår. Derfor tænker jeg nu at lave en officiel undskyldning. Undskyld. Undskyld fra hjertet. Jeg lover, at jeg en dag nok skal vende tilbage og spise sushi og give ekstra drikkepenge og efterlade stedet som, da vi kom.

Undskyld.

 

1 kommentar

  • Rikke

    Årh hvor jeg kender det. Vi har godt nok kun en, men hun sviner virkelig også meget.
    Vi har hund hjemme så hun er vant til at alt mad der falder ned, forsvinder 2 sek efter det har ramt gulvet. Så hun kaster gladeligt mad ned alle andre steder også. Og hun er hurtig, vi når aldrig at gribe det, så der ligger altid et helt måltid på gulvet, som jeg så forsøger at fjerne det værste af inden vi forlader stedet igen

    Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Tog du så krydderboller med eller hvad? (Ideer til nem uddeling til fødselsdage i børnehaven)