Hvad man kan lære af at have et barn på 4 år

Tog du så krydderboller med eller hvad? (Ideer til nem uddeling til fødselsdage i børnehaven)

I går var det Ellies fødselsdag. Og i dette indlæg kastede jeg en masse had på de forventninger, muligvis kun dikteret af sig selv, men som man føler, at man skal leve op til, når ens møgunge har fødselsdag.

Man ved jo godt at ens lille purk 8 gange i år, har fået serveret et fyrværkeri af kreativitet i forbindelse med de andre børns fødselsdag i børnehaven. Mødre der har stået mange timer og har lavet ugler, der består af ananas og vindruer. Og det er ikke de mødre, der laver den slags, kritikken går på. Jeg ville fandme ønske, at jeg kunne finde ud af at kreere den slags og jeg kan ikke afvise at jeg om nogle år forsøger at give mig i kast med det samme. Når jeg altså ikke har 2 1-årige, der forsøger at smadre vinduer med Fisher Price-telefoner, så snart man kigger væk i halvandet sekund. Men det er nok mere det faktum, at man bliver stemplet som en B-type af en mor, hvis man ikke forsøger at være kreativ på vegne af sit barn.

Men hvad endte det så med? Turde jeg at gå imod samfundets norm og blot køre forbi Netto og hive en pose krydderboller ned af hylden og servere den? Ikke en skid. For når alt kommer til alt, er det sidste jeg vil have en lille pige, der bliver skuffet på sin fødselsdag.

Men jeg græd min nød herinde og der kom faktisk mega mange gode forslag, som jeg tænker, at vi lige kan lave lidt vidensdeling på, hvis nu der sidder flere mødre derude, der heller ikke magter at lave frugtmænd. Det er jo ikke ligefrem raket-videnskab, men I får dem alligevel. Når man skal til at præstere som mor til noget så afgørende som en børnefødselsdag, hvor man godt kan få et black-out og holde op med at tænke klart.

Forslag:

  • Små poser med popcorn. Popcornene kan evt. blive krydret med kanel eller andet, der ikke indeholder sukker.
  • Udskåret frugt med fucking meget pynt. Jo mere pynt jo mere plus kommer der på overskuds-mor kontoen
  • Frugtspyd. Hvis der skal ekstra point på mor-kontoen, hvis man fx har dårlig samvittighed over, at man på det seneste har arbejdet lidt for meget, kan man med fordel skære frugten ud i figurer, fx som stjerner. Ellers kan man betale sig fra det. Vi brugte Fruit and the city til vores bryllup. Det var ret fint og ser meget overskudsagtigt ud.
  • Bananer tegnet med ansigt. Du kan evt. sætte dit kommende fødselsdagsbarn til det. Så kommer der også point fra pædagogerne, fordi I har været fælles om et projekt.
  • Innocent-smoothies – Så virker du også lidt rig.
  • Købevafler med frugt – og igen pynt. Pynt redder dagen.

 

Men min løsning i går var ikke særlig kreativ. Den bestod bare af nogle bægre fra Søstrene Grene kombineret med vindruer, kirsebær, en ostehaps og noget fignehalløj. Desuden supplerede Børnehavens madmor lige hele baduljen op med en lækker boller og så var alle glade og jeg virkede ikke som én, der forsøgte at svigte mit barn på hendes fødselsdag.

Udover at bruge et par timer børnehaven brugte vi hendes fødselsdag på Bakken, hvor hun var ved at kaste op i Candy Floss og blev hevet på scenen af Pjerrot. Det blev jeg også, da jeg var barn, hvorefter jeg udviklede en latent angst for klovne. Aftenen sluttede med en tur i Dragør Havn med Sushi og overtrætte børn, hvilket altid er en fantastisk kombination, når man begiver sig ud på en restaurant, hvor der også befinder sig andre mennesker.

1 kommentar

  • Sa min Møffe blev 1 år for en måned siden bagte jeg verdens bedste pandekager (som er uden sukker), og de blev så smurt med hindbærsyltetøj (efter aftale med vuggestuen) men man kunne også have smurt med usødet æblemos ☺
    Den der candyfloss ser fantastisk ud!

    Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Hvad man kan lære af at have et barn på 4 år