Vandreferier med børn

Fjällräven Classic 2018 – Med 1-årige på speed.

Så er det værste snavs vasket af og mens det hele stadig er frisk i erindring, får I årets eventyr på skrift, hvis nogen skulle føle sig inspireret til noget tilsvarende.

Det er nemlig virkelig en fantastisk tur og jeg vil anbefale at gøre det som familie. Hvis I skal have lidt baggrundsinfo omkring turen og se en lille video, har jeg lavet et indlæg her 

Tirsdag 

Ud på tur, aldrig sur. Medmindre man er 1 år og hader at køre bil, så kan man sagtens skrige hele vejen til Fyn. Det er faktisk slet ikke noget problem, selvom ens forældre antager, at man holder op på et tidspunkt.

Vi havde besluttet at tage derover aftenen før. Tidligere er vi kørt tidligt om morgenen, og er hoppet direkte fra bilen og ud i vandrestøvlerne. For at spare den værste stress, pakkede vi i år bilen aftenen før og havde på et afbud fået værelse på Birkelygaard Bed and Breakfeast i virkelig smukke rammer. Stress-niveauet faldt lige en tak eller to, da vi ankom i det meget smukke hus.

 

Onsdag 

Vi skulle starte med den gruppe, der blev sendt afsted 9.30.

Stemningen ulmer altid af begejstring, når alle deltagerne samles i Faldsled og da vejret viste sig fra sin gode side, mødte vi op i god tid, så Villum og Kaya kunne løbe lidt af, inden de skulle op i vognen.

Da starten gik var der ingen sure miner og de sad artigt begge to og vinkede til de andre deltagere. Roen skulle dog kun vare kort, da den ene begyndte at hive den anden i håret inden for de første 400 meter. Det viser sig, at det er den slags ting, man gør ved sine søskende, når man er 1 år og det var noget, der skulle gentage sig stort set alle dage, hvorfor det ene barn ind imellem måtte ryge i karantæne i en bæresele på ryggen.

Men afsted med os. De første ca. 15 km. er udover lidt bakker gode i forhold til en medbragt vogn. Der er nogle steder på ruten, hvor man er nødsaget til at vælge en anden vej, hvis man har en vogn med, da der fx er tale om en strand, store sten eller et så moset område, at vognen simpelthen ikke kan trækkes igennem. Men i forhold til en medbragt vogn er dag 1 fin.

Hver dag skal man igennem et check-point, der ligger ca. halvvejs på ruten. Det plejer også at være stedet de fleste indtager deres frokost og det fungerer derfor lidt som et samlingspunkt.

En del spørger, om vi holder mange pauser, når vi har børn med. Tværtimod. Når de sover eller er bjergtaget af udsigten, handler det om at brage igennem og komme så langt, som det overhovedet er muligt og gemme pauserne til børnene giver udtryk for, at de har et behov. Men de brokker sig egentlig ikke særlig meget, da der er hunde, heste og andre mennesker at kigge på. Udover når ens bror trækker én i håret selvfølgelig. Eller bider én i tæerne.

Men den første del af dagen, gik egenlig fint og mange af mine bekymringer blev bragt til skamme. Problemerne dukkede dog fint op senere.

Efter 20 kilometer rammer man en isbod i skovbrynet. Her gjorde vi et længere stop, hvor der røg lidt ind på madkontoen. Pølsemix er ulækkert, men samtidig en form for gave til ens mave, når ens fødder skriger og man har været igang i +5 timer.

Fra pølsemixen var der ca. 6 km. tilbage. Børnene sov lidt, men med ca. 3 km. tilbage gad de ikke mere. Den ene blev ved med at genere den anden, hvilket resulterede i ca. 45 minutter med skrig og slåskamp i vognen. Gerningsmanden røg derfor i varetægt på moderens ryg og begge børn sov det meste af vejen til campen.

Vi fik hurtigt slået teltet op og fik bragt børnene i skygge. Selvom klokken var 19 bagte solen så meget, at teltet blev til en sauna, som ingen havde lyst til at sove i. Vi besluttede derfor at trække liggeunderlag og soveposer ud af teltet og fik børnene lagt til at sove udendørs, indtil solen var gået ned og teltet havde en passende temperatur.

 

Torsdag

Dag 2 er bare mega hård. Og i år var ingen undtagelse. På dag 2 har man stadig rigtig langt igen og af en eller anden grund, føles denne etape bare længere og hårdere end de andre dage. Flere gange på dag 2, tænkte jeg, at nu var slut og der skulle ringes efter en taxa.

Planen var, at vi ville afsted kl. 7, da det ca. hver dag tager os 8 timer inklusiv pauser at gå de 25 km. Det er rigtig mange timer at være i den bagende sol. Desværre besluttede børnene at sove længe. Sådan er det med børn. Hvis man forventer, at de agerer levende vækkeure, kan du være stensikker på, at de lige præcis den morgen sover som om, at de var teenagere, der havde været på LA-bar hele natten.

Men vi kom afsted. Turen går først på lidt asfalt, men derfra er der en del udfordringer, hvis man har en vogn med. Der er blandt andet et meget langt strandstykke, hvor man blandt andet skal over store sten og igennem meget sand. Det er ikke særlig foreneligt med en vogn.

Efter ca. 3 timer besluttede børnene kollektivt, at de nu ikke længere gad at sidde i vognen. Det er ellers et virkelig smukt stykke med søer, hvilket er virkelig idyllisk. Særligt hvis man ikke bliver skreget ind i hovedet af et sæt tvillinger. Til sidst måtte vi hive børnene op af vognen og op på skuldrene, hvilket mine i forvejen prøvede fødder, ikke var særlig begejstrede for.

Efter vi har gået ca. 2 km sådan, kom der et smæld fra mine sko. Det var verdens største vabel, der nu var sprunget og havde udviklet sig til et sår og det gjorde, at jeg nu humpede afsted.

Efter en pause og lidt snacks blev børnene overtalt til at køre videre. De lagde sig begge til at sove og så var det om at komme afsted – sår eller ej. Vi besluttede at springe stranden over og gik istedet af de omkringliggende veje, hvilket tilføjer ruten nogle ekstra kilometer. Og på dette tidspunkt var det ekstra kilometer i bagende sol og uden mulighed for skygge. Børnene sad dog fint beskyttet i vognen. De var vi andre ikke.

Min fosterblege hud er ikke god til sol. På trods af at jeg havde badet i faktor 50, fik jeg det mere og mere dårligt. Jeg fik soleksem op af benene og jeg blev mere og mere svimmel. Jeg kunne ikke være i min egen krop og følte, at jeg var på vej mod et hedeslag. De sidste kilometer mod dagens check-point var lange og igen overvejede jeg, om min krop ville kunne klare de 40 kilometer, vi endnu havde foran os.

I dagens check-point, der var på en camping-plads, fandt vi skygge under en hæk. Jeg fik en lur, en is og 3 colaer og fik det bedre, selvom jeg stadig havde brændende ben. Vi havde behov for en lang pause, så det tog vi.  Børnene fik is og moren fik is-kaffe. Så kan man klare meget igen.

Da vi fortsatte videre, var jeg dog stadig noget groggy. Vi forlod derfor ruten og fandt et supermarked for at købe mere sodavand og lidt baby-grej. Varmen var voldsom og jeg fik det igen værre og værre. Desuden kunne jeg se på Kaya, at hun hun havde det skidt. Hendes små øjne var røde og blev ved med at løbe i vand og børnene virkede påvirkede af varmen. Vi trodsede derfor både tandlægen og sundhedstyrelsens råd og gav begge børn Faxe Kondi, hvilket resulterede i, at de hurtigt var på toppen igen.

Det havde jeg ikke og Jesper måtte derfor overtage både børn og oppakning for at jeg kunne gå de sidste 2 kilometer til campen.

Da jeg nåede frem, var jeg klar til at kaste håndklædet i ringen. Kayas øjne løb som pisket og jeg havde det elendigt. Jeg kunne knap nok bære min rygsæk de 200 meter over marken hen til vores teltplads uden at være ved at begynde at græde.

Kaya fik skyllet sine øjne og jeg fik ordnet vabler og soleksem hos samaritterne. Vi fik lidt mad og besluttede at se tiden an og kunne igen falde til ro i verdens fineste rammer. Fjällräven har arrangeret underholdning i campen i form af foredrag og livemusik. Vi havde dog kun overskud til at falde om i teltet efter en kaffe med bailey.

Fredag 

Vi formåede at vågne tidligt og Kayas øjne var fine igen. Det var nok bare solcreme, der var løbet ned i øjnene, der resulterede i generne i torsdags. Varmen havde forladt min krop og jeg var derfor også klar igen.

Børnene kravlede selv op i vognen og der var ingen brok. Jeg tror bare, at de havde accepteret, at det nu muligvis var deres liv nu. Mine fødder gjorde stadig enormt ondt og efter ca. 10 km. måtte jeg få Jesper til at kigge på den vabel, der nu havde udviklet sig til en familie af vabler. Han fik dem tapet godt ind og vi fortsatte med stadig glade børn i vognen.

 

Det er bare mega hårdt at gå 75 kilometer med oppakning. Selvom det er over 3 dage. Både fødder og ben værker og den sidste dag gør ondt i kroppen. Det gjorde ondt rigtig mange steder. Også steder, jeg lige undlader at beskrive her. Korte distancer som få hundrede meter, kan føles som at løbe et marathon. Få hundrede meter inden check-pointen hvor vi skulle holde pause punkterede vognen og vi måtte vende om og gå en omvej, da en låge var for smal til at vores brede tvillinge-vogn kunne passere. Der var jeg ved at sætte mig ned og igen begynde at græde.

En lang pause gør bare underværker og vi fik indtaget vores frokost under broen til Tåsinge og gjorde klar til de sidste kilometer for denne gang.

Jeg gik sammen med min søde kollega, der også havde taget deres børn med og vi formåede at holde hinanden underholdt de sidste 10 km. inden vi mødte Valdemar slot. De sidste 10 km. er lange, fordi man hele tiden tror, at man er ved at være rigtig tæt på, da man kan høre lyd og fest fra mål-området. Man skal dog på en lille omvej inden man kan træde over målstregen.

Det var en enorm lettelse at nå Valdemar slot. For det første på grund af det åbenlyse – at hele kroppen skriger på, at man skal stoppe med at gå. Men mest fordi, at det var så tydeligt, at børnene havde haft en fest. De nød at være sammen med os, de nød naturen og de nød de mange indtryk de hver dag sugede til sig.

 

Crewet fra Fjällräven formår at gøre det til en magisk oplevelse. De stod blandt andet og lavede bølge for hver eneste af de 400, der trådte over målstregen i går.

Børne-vandrings-loven

Vi har et regelsæt – den har kun 4 paragraffer – og ved at holde fast i det, kan denne type af oplevelser med børn kun blive en god oplevelse for alle.

  1. Det er ok at børnene græder. Børnene græder også derhjemme. Reglen er dog, at de ikke må lide overlast eller være længerevarende ulykkelige over noget, de som en del af turen bliver udsat for.
  2. Vi tænker primært på dem i alt, uanset hvilket beslutning der skal træffes.
  3. Alle basale behov som varme, mad, væske og så videre skal konsekvent være varetaget. Det kræver, at man laver lidt forberedelse i forhold til at holde dem varme i teltet om natten.
  4. Kom afsted. Det værste der kan ske, er at man ringer efter en taxa og tager hjem

 

 

 

 

 

 

 

 

 

4 kommentarer

  • HAHHAHA nu har jeg lige læst det her indlæg, og du er jo sindssyg manner…..
    Det lyder lige en tand for hårdt til mig.

    Jeg vil gå i tænkebox over en model med bed and breakfast og tapas hver aften i stedet!

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Jernmor.dk

      Haha, det var dælme også nogle lange dage. Men fordelen er, at det ikke larmer ligeså meget, når de skriger udendørs.

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Hej Jernmor – jeg fik en dejlig snak med din partner under turen, og vi arbejder inde for samme felt med IT – det firma jeg arbejder for har for ikke så længe siden åbnet en københavns afdeling og han havde endnu ikke hørt om os. Så hvis han har lyst, så har vi åben reception den 6 september hvor han selvfølgelig er velkommen – han skal blot tilmelde sig her: https://www.itrelation.dk/tilmelding-reception-kbh

    Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Vandreferier med børn