Hvordan går det med flytningen?

Hvornår er det bedst at flyve med sine børn?

Det er sommerferie-tid og noget der kan stresse kommende eller nuværende forældre, er tanken om et skrigende barn 11 kilometer over jordens overflade i en flyvemaskine på vej til Mallorca.

Det er der ikke noget at sige til. Skrigende børn i et fly er stressende i sig selv. Men endnu mere stresser det, når det er ens eget afkom, der vælger at resten af kabinens passagerer skal beriges med tinnitus.

Derfor tænkte jeg, at det måske kunne være brugbart med et lille indlæg om hvornår det hypotetisk, er nemmest at rejse med sit barn. Min reference-ramme er naturligvis kun mine egne børn, så det er ikke sikkert, at det passer på dine. Men tag det med i dine overvejelser.

0-3 måneder 

Kom afsted. Altså hvis du kan overskue det i forhold til den omvæltning af et godstog i form af et barn, du netop er blevet ramt af. Det er nok de færreste, der kan overskue at rejse i denne periode, men medmindre dit barn har kolik, er det en udemærket tid. Baby sover nemlig rigtig meget og du har det bedste våben mod gråd lige under blusen eller i en medbragt flaske.

3-6 måneder 

Baby forventer nu en vis form for underholdning. Det vil sige, at der kan stilles visse krav til dine egenskaber i at ryste en rangle tværs over Atlanten. Men hvis du formår at underholde, når baby er vågen, er der stadig rigelig mulighed for en lang rolig tur, da baby stadig sover en del og stadig kan bedøves i mælke-baren.

6-9 måneder 

Ja, nu kan det begynde at blive kritisk, fordi baby nu begynder at indse, at det kan kravle. Dog har det stadig en størrelse, hvor det kan fastholdes. Derudover er fordelen ved denne alder, at det er tilpas nuttet til at medpassagererne kan glemme halvanden times skrigeri, hvis de får et smil og lidt øjenkontakt senere i processen. Og så er det stadig en god idé at have mælkebaren i nærheden. Især ved takeoff og landing.

9-12 måneder 

Så er det ved at være sidste chance inden helvedesalderen sætter ind. Så hvis du har behov for at se andet end Dannevangs trygge base, er det nu, du skal se at komme afsted. Baby er stadig nuttet nok til at score charme-point og kan stadig imponeres af ting som dimsen, der holder bordet fast og kan afledes med ostehaps.

12-24 måneder

Jeg beklager meget, men du har forspildt din chance. Baby er nu ikke baby længere, men har indset, at det er et selvstændigt individ, der har ret til en holdning. En holdning kan fx være, at barnet denundelyneme ikke skal være fastspændt uanset hvad det lille skilt ved siden af rygning forbudt-skiltet siger. Hvor vover du på at overveje at spænde mig fast. Jeg er lavet til at vælte rundt i mellemgangen, således at stewardesserne er ved at vælte over mig eller tage tilfældige mennesker på lårene bedst som de troede, at de skulle sove.

Hvis du overvejer at spænde mig fast, skal du i den grad have Gurli gris klar på Ipaden og du kan i den forbindelse forvente at ipadden bliver tyret igennem kabinen. Medmindre du har chips. Eller chokolade, der smelter fint mellem fingrene på mig og som jeg herefter kan tørre af i sædet, i dig og i ipadden. Så kan vi snakke om det. Men kun for en periode, så kan du igen vælge imellem stewardessens trætte blik over at jeg kravler rundt mellem hendes ben eller mig der skriger. Eller begge dele.

Rigtig god tur ☀ Vi tager på camping i år.

 

 

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Hvordan går det med flytningen?