Fjällräven Classic 2018

Jeg føler mig (ikke) som en på 18.

Jeg har lige været i Netto. Hvad spændende er der ved det? Jo, nu skal du høre. Absolut ingenting.

Udover det faktum, at jeg fik lov til at gennemleve nogle af de der sekunder i ens liv, hvor man mest håber, at man bliver slugt af et sort hul, der pludselig åbner sig foran kassen. Bedst som jeg havde smidt alle mine varer på båndet. I ved dem der af halvpersonlig karakter. Der var ikke tale om klamydia-tests og Tena-bind, men tæt på. Bedst som jeg kører mit dankort igennem og trykker godkend, sker det. Skærmen blinker afvist lige op i ansigtet på mig, imens jeg kan mærke at alle mine organer snører sig sammen i håbet om, at jeg kan krybe til et lillebitte menneske og liste ud af butikken.

Men det er ikke den situation, dette indlæg skal handle om, men så alligevel. Mens jeg står desperat og fumler med min telefon for at finde ud af, hvorfor min bank har vendt mig ryggen og ikke vil betale for mit toiletpapir, falder den unge, og meget tålmodige ekspedient i snak med den kunde, der står bag mig.

De kender hinanden. Thank God. Det gør mit desperate fumleri lidt mere tåleligt, fordi jeg kan høre, at de taler sammen og at kunden bag mig derved ikke får lange, lange bryster af, at jeg står der og opholder hele køen med ostehaps, bleer og fignestænger væltet ud over hele båndet.

Deres samtale går på, at de skal til eksamen. Min umiddelbare tanke var, at de var i gymnasie-alderen. Altså omkring de 18 år. Og lige der i det sekund følte jeg mig så malplaceret. Fordi jeg vidste, at hvis de så op, ville se en træt mor med leverpostej på trøjen, flere rynker end nogensinde og bleer på båndet. Det gjorde de heldigvis ikke. De prøvede vist bare at ignorere min meget pinlige eksistens. Tak for det.

På vej hjem kom jeg til at tænke på, at jeg aldrig rigtig har fået den der “Nu er det nu, at jeg er voksen” -følelse.  I hvert fald ikke på den der definitive måde, hvor jeg endelig er udnævnt voksen. Der har ikke været en dag, hvor man nu er blevet forfremmet (eller degraderet) i livet og nu endelig bør føle sig som voksen. Og det der med konfirmationen tæller jo ikke.

Men det er egentlig lidt sjovt, at jeg ikke føler, at jeg endeligt har opnået mærkatet som voksen. Jeg har trods alt 3 børn, et fuldtidsjob, en mand, 1 bil, realkreditlån og en pensionsopsparing, så det bliver ikke mere røvsygt. Når det nu er sagt, findes der tidspunkter, hvor 18årige Stine lige vågner i mig, kigger rundt og tænker “Hvad faaaaanden er der sket?”

Det er i følgende situationer:

Når jeg er til forældremøder

Jeg føler altid, at det er en fejl, at jeg er der. Jeg ved godt, at jeg er nogens mor. Eller fleres mor. Men jeg føler mig bare ikke voksen nok til at skulle deltage i et forældremøde.

Når jeg bruger fjernbetjeningen til vores bil

Jeg ved ikke, hvad det er. Men hver gang jeg trykker på den lille knap og bilen siger “bibib” føler jeg mig så vanvittig voksen. Og så har den lille knap jo også sine fordele, når man fx smider sin bil væk i et indkøbscenter. Knap så voksent.

Når jeg henter og afleverer mine børn

I den situation føler jeg mig altid voksen. Voksen og en lille smule som en del af et cirkus, hvor de andre forældre ligner nogen, der har ondt af mig, når jeg råber “Hoooooold døren” mens jeg har en tvilling under hver arm og en 3årig, der er på vej den anden vej.

Får I nogensinde den følelse, at nu kan det dælmedulme ikke blive mere voksent?

 

 

5 kommentarer

  • Mie

    Jeg føler mit meget voksen-agtige liv når jeg står en lørdag aften kl. 21 og lægger vasketøj sammen og hører Mads og monopolet podcast. Der var en gang hvor det var det MINDST tænkelige man kunne forestille sig at bruge sine kostbare lørdags aftner på. Those days are gone 😉

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Jernmor.dk

      Haha, ja. Der var engang, hvor en lørdag aften hjemme, kun var noget der skete, hvis man var syg eller havde brugt alle sine penge på shots på LA-bar.

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Katrine

    Jeg føler lidt at jeg leger voksen når jeg harv røde negle… Jeg er 37 år, har en million plus på pensionskontoen, barn, job og mand. Men det er de røde negle der gør det… Følelsen af at jeg leger voksen. Og jeg føler mig også virkeligt voksen når jeg hører studenter på arbejde snakke – for den da – de er unge…

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Lotte

    Jeg har lige klippet vores ligusterhæk for første gang. Der følte jeg virkelig, at der blev sat point ind på voksenkontoen😄

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Jernmor.dk

      Haha, ja. Hække-klipning bliver ikke meget mere voksent! Og fuck hvor er sådan et hus bare omfattende i voksen-arbejde.

      Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Fjällräven Classic 2018