Børn på sociale medier.

Når man pludselig udvikler sublim dødsangst

 

Jeg er blevet opereret i dag. Ikke på den der narkose-bedøvende måde. Mere bare sådan en operation, hvor man røg ind og ud hos kirurgen i løbet af 10 minutter og kom ud med 4 sting.

Det var forhåbentlig ikke noget alvorligt, men bare en knude i huden, jeg fik fjernet for en sikkerheds skyld. Intet dramatisk ved det.

Men i forbindelse med det, har jeg overvejet, at jeg har udviklet en lille træls hypokonder, der altid sidder på min skulder og fortæller mig, at jeg er ved at dø. Man vil jo egentlig gerne give børnene skylden og sige, at det er kommet pga den evige bekymring for, at de ender i en rendesten. Men det kan jo egentlig også bare være fordi, at man ikke er 18 år og udødelig længere.

Jeg ved ikke, om det handler om, at man bare er idiot, når man er ung. Men dengang var det sgu aldrig en overvejelse, om hvorvidt man kunne falde om fra den ene dag til den anden. Sådan noget som en cykeltur var jo i sig selv ikke noget problem. Nu skal jeg have hjelm og knæbeskyttere på både mig selv og børnene, før jeg overvejer, at begive mig ud i den københavnske trafik.

Det samme gælder for harmløse symptomer.

Da jeg var yngre og fik hovedpine, kunne det være 3 ting:

  1. Søvnmangel
  2. Dehydrering
  3. Tømmermænd

Når jeg får hovedpine nu, er overvejelser slet ikke på nogen af de ovenstående 3 ting. Den sidste ting kræver, at man reelt har været ude i verden og har drukket alkohol. Det sker sjældent. Til gengæld er det første ret ofte forekommende.

Nej, nu er det andre ting, den lille skid på skulderen hiver fat i. Når jeg i dag får hovedpine, kan det skyldes 3 ting:

  1. Hjernetumor
  2. Hjernetumor
  3. Hjernetumor

På samme måde er alting blevet en risikoafvejning Fx har jeg udviklet en sublim flyskræk efter børnene er kommet til verden. Er all inclusive på Mallorca virkelig nødvendigt, når vi måske falder ned på vejen ? Det har heller aldrig rigtig været et problem tidligere.

Heldigvis kan jeg hurtigt ryste fornuften ind i hovedet igen og så lader jeg Google-søgningen på farlige sygdomme være i den periode, hvor jeg har ondt i hovedet og vælger at gå til lægen, hvis det bliver ved. Som fx med denne knude.

Er der nogen, der venligst kan bekræfte, at de har det på samme måde? Eller er det kun mig, der er blevet et bekymret skvat på mine ældre dage?

3 kommentarer

  • Lea

    Mange spørger “ej! Er det ikke overvældende så meget kærlighed man kan føle for sådan et lille menneske?!” Og mit svar er bare: “jeg synes det er overvældende så stor bekymring man kan føle for sådan et lille menneske!!!” og os forældre! Ja for hvis jeg nu bliver syg, hvem skal så passe sønnike?! Og amme ham?! Ergo jeg kan ikke blive syg! Og hvad skal jeg gøre uden min mand?! Ergo han må heller ikke blive syg og da slet ikke det lille pus, som har alt for travlt med at bruge energi på at vokse og udvikle sig!
    Også meget sammenhæng med en af dine sendte opslag mht. det med at tude til fødslen og få en oplevelse af at kærligheden vælter ned! – nej! Jeg var bare paf og total overrasket over at kroppen kan skabe et lille menneske og overrasket over at jeg klarede fødslen (som jeg ellers overhovedet ikke havde forventet som noget problem – indtil den Så gik i gang og drænede mig for kræfter!). Jeg har bare skulle lære det lille menneske at kende og stille og roligt danne tilknytningen og vi skulle lære hinanden at kende. Men som sundhedsplejersken sagde “selvom du måske ikke kan sige “jeg elsker dig” til ham, så ser jeg et barn der er elsket utrolig meget sådan som du er med ham” – det var så dejligt at høre! Og netop fordi jeg har været bekymret for hvordan graviditeten ville gå (da mit arbejde med fortidligt fødte giver mig en masse viden om så meget der kan gå galt) kan netop denne følelse af at elske sit barn godt komme lidt senere, sådan stille og roligt fordi jeg skal vænne mig til tanken om at han nu er her og er det mest perfekte lille væsen <3 det før mig også somme tider paf 🙂

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Tidemanstorp

    Du er helt normal, sådan er det når man får børn. Og nu har du sort på hvidt at du er normal, sådan på din “kaos-agtige” måde.

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Jernmor.dk

      Haha, ja. Det er vel også en form for normal. Jeg så forrestens Emils billede. Det er godt, at vi alligevel er lidt trendy.

      Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Børn på sociale medier.