Graviditetens andet trimester.

Børn på sociale medier.

 

I går brugte jeg aftenen på det mit liv primært indeholder pt: at pakke flyttekasser ned og at pakke flyttekasser ud. Alt imens jeg hørte lørdagens afsnit af Mads & Monopolet.

I lørdagens udgave diskuterede Hella Joof (Hella er klart min yndlings), Simon Jul og Sara Blædel store og små dilemmaer. Et af dagens dilemmaer handlede om et specifikt emne, der når det bliver bragt op, gør at jeg altid langsomt melder mig helt ud af samtalen. Dilemmaet gik i sin enkelthed ud på, at en kvinde var gravid og (surprice) skulle have et barn. Hendes kæreste, der havde børn i forvejen, lagde ofte stolt billeder op af disse på Facebook og Instagram. Men det skulle hendes nyfødte denundelyneme ikke være en del af. Baby skulle absolut ikke plastres ud på de sociale medier.

Der er mange, der tager det aktive valg for deres børn og sørger for, at deres børn ikke bliver vist frem, når de opdaterer diverse sociale medier. For nylig proklamerede Pelle Hvenegaard, at det nu var slut med at vise hans ellers ufattelig nuttede Zoe Ukhona frem på de sociale medier. Derudover kan nævnes min yndlings tvillinge-blogger-mor Mette Marie, der på bloggen twinpeaks.dk og på andre medier altid formår at inddrage sine børn på en meget yndefuld måde, der gør, at de er med og så alligevel ikke. Ikke nok til at blive genkendt i hvert fald.

Og jeg har stor respekt for den beslutning. Men alligevel har jeg det altid lidt svært med den diskussion – netop fordi jeg jo selv dagligt sender billeder af mine børn ud på det store internet. Når diskussionen kommer frem, har jeg det altid, som hvis jeg sad og spiste en stor dejlig bøf og diskussionen, så falder på, hvor skidt kød er for planeten. Altså man ved det jo godt. Og så sidder man der og prikker til sin store røde bøf og får enorm dårlig samvittighed på sig selv og planetens vegne.

Når diskussionen falder på, om hvorvidt børn skal inddrages på sociale medier, er det primære argument altid, at barnet jo ikke har mulighed for at sige til eller fra. Og det er jo sådan set et ret holdbart argument. I hvert fald når de er helt små. Vores ældste datter er begyndt at give udtryk for det, når hun ikke gider at have taget billeder og det respekterer jeg naturligvis. Samtidig er hun dog allerede blevet så indoktrineret med at have hr. Samsung oppe i fjæset hele tiden, at hun går rundt i børnehaven og tager billeder af de andre børn med en legetelefon. Og så kan man jo passende overveje, om man selv har ødelagt barnet, eller om hun ligeledes ser det alle andre steder. Jeg tænker, at jeg bare tager den på egen kappe.

Men hvorfor gør du det så, kan du jo naturligt spørge? Jeg er af den overbevisning, at jeg ikke ødelægger mine børns liv ved de ting, jeg lægger op. Jeg er meget opmærksom på, at det ikke skal være noget, der går på kompromis med, hvad man potentielt ville føle var krænkende som voksen. Selvom jeg jo reelt ikke ved, hvad der er krænkende om 15 år. Jeg ved dog af erfaring fra jobs mv., hvilke billeder der især ikke skal ligge på nettet. Så jeg mærker efter hver dag og sletter ofte også billeder igen, hvis det ikke er noget, jeg har lyst til skal blive liggende – og alle ved jo at internettet glemmer billedet, så snart det er slettet….

For mig handler det mest om, at jeg ikke kan lade være. Jeg er samme menneske på de sociale medier, som jeg er i virkeligheden. Jeg har lyst til at råbe ud i verden, når der både sker gode ting, men også når der sker dårlige ting og lige der er de sociale medier et godt sted at råbe hen, hvis ingen andre er i nærheden til at lytte. Jeg er typen, der har fortalt min livshistorie gerne inden for den første time, efter du har mødt mig. Mest bare fordi, at du gider at lytte.

Den afdøde meget dygtige og inspirerende DJ Djuna Barnes skrev i sin bog “Der bor Hollywood-stjerner på vejen” en meget fin beskrivelse af, hvad der sker, når man virkelig mærker lykke sådan et helt inde i hjertet. Jeg kan desværre ikke finde citatet, men det lyd som noget ala det her:

Nogen bliver bange. Nogen bliver stille. Jeg tager et billede.

Jeg får lyst til at dele lige den fornemmelse, jeg havde i det sekund med alle. Der bliver mine børn altså involverede., fordi de jo oftest er dem mit liv består af. Og dem der gør mig lykkelig (Mest træt, men også lykkelig) Jeg håber, at de stadig bliver statsministre en dag på trods af min overdisponering. Altså en af gangen. Det bliver noget rod med 3 statsministre på én gang.

Hvad er jeres tanker om emnet?

6 kommentarer

  • Katrine

    Jeg og min mand deler ikke billeder af vores datter. Det gør vi ikke da hun er adopteret og jeg vil gerne både give hende og hendes biologiske ophav ro til at være. Vores “ingen-billeder”-politik, har dog medført at jeg ingen – som i ingen – billeder slår op. Hun er jo for pokker det eneste der er værd at dele… Men en dag – om nok ikke så lang tid – så har hun sine egne SoMe profiler og kan gøre (næsten) som hun vil. Og så må jeg jo dele dem;-) Og endelig – det er en FEST med de billeder som du deler – dine børn er lækre og super sjove!

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Jernmor.dk

      Det kan jeg altså godt forstå. Der havde jeg nok også gjort det samme, da det er en lidt mere følsom situation, der skal passes rigtig godt på. Selvom hun er så nuttet og smuk, at hun burde hænge på et billboard på Rådhuspladsen <3 Og tak. Lad os snart ses 🙂

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Lotte

    Herhjemme har vi også talt en del om det, og vi vælger også at lægge billeder af vores børn ud. Da vi fik den første snakkede vi om, hvilke billeder, der ville være ok at smide ud på interhighway’en, og hvilke, vi holder i det private. Jeg læste eller hørte engang en(mener det var “Elektronista”), der fortalte, at vi om 20 år vil grine af, hvordan vores manér er med både mobilen og de sociale medier, men vi må jo bare erkende, at det er kommer for at blive, og derfor er det også vigtigt, at vi engang imellem tager stilling til vores gøren på de sociale medier. Hvis jeg kigger på mine første billeder på Instagram, så har jeg da også ændret lidt i det, som jeg føler nødvendigt at dele😊. Fra at være et katalog over “kaffe-billeder” bruger jeg nu Instagram til at dele løst og fast fra hverdagen, så venner og familie kan følge med, og den hverdag er børnene en del af, så de kommer også med😊. Og tak for en god blog iøvrigt. Nyder at læse med.

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Jernmor.dk

      Ja, du har nok helt ret i, at det er en udvikling. Lidt ligesom, når man ser tilbage på ens Facebook-opslag, der er 5 år gamle og bliver en smule flov over sig selv. Men vi har alle nok lige skulle finde en vej i de sociale medier og den vej bliver nok ved med at ændre sig. Jeg tænker som du også bare, at det vigtigste er, at vi tænker os om løbende.
      Og det er mig, der siger tak, fordi du gider at læse med. Ellers havde det været lidt kedeligt.

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Sarah

    Har det meget ligesom dig. Har overvejet mange gange at slette alle insta-billeder af mine børn, men jeg elsker nu en gang at tage billeder (og åbenbart at dele nogle af dem). Min insta er jo lidt min billede-dagbog, hvor jeg prøver at være så ærlig som muligt, og ligesom dig er mine børn en kæmpe del af mit liv, og ville sgu ikke ha så meget at dele, hvis det ikke måtte handle om dem. Hvis de ber’ mig om at slette alle billeder, når de blir’ 15 eller 25 gør jeg det selvfølgelig uden at tøve. Men indtil da….😜😄

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Jernmor.dk

      Ja, præcis. Så skal man selvfølgelig nok slette dem. Men mon ikke de også på en eller anden måde på et tidspunkt bliver glad for billeder fra deres barndom. Jeg kan i hvert fald godt være lidt træt af, at de fleste billeder fra min barndom gik til under en vandskade 🙂

      Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Graviditetens andet trimester.