En hyldest til fædrene

Mom-spectations (Myter om at blive mor)

Forleden hørte jeg en podcast, som Kathrine Gisiger har lavet med Lykke Bak (Note til min mor: Det er folk på Instagram), der handlede om egne og andres forventninger om at blive mor (“Dårlig mor” hedder den. Den ligger på Spotify).

Nu kan jeg jo kun tale for mig selv, men i forhold til mit eget mor-forløb, har jeg behov for at gøre op med nogle af de ting, man forventer der skal ske, når et mini-menneske pludselig bliver skudt ind i ens liv. Måske er det fordi, at man har set det på en film. Måske har man læst det i et dame-blad. Men det kan godt føles lidt sløjt, når den følelse man forventer, der skal opstå, ikke indtræder.

  1. I det sekund man bliver mor, bliver du fyldt op med så meget kærlighed, at du er klar til eksplodere af ren lykke

Det er næsten det vigtigste punkt, jeg vil gøre op med. For hold da magle, hvor føltes det bare som et uendeligt moderligt nederlag. Jeg havde virkelig læst mange steder og hørt, for den sags skyld, at det sekund at ungen blev mast ud og lagt på dit bryst ville hele taget åbne sig, og kærlighedens lys ville skinne ned på dig og dit barn og du ville i det sekund opleve kærlighed, som du aldrig før havde mærket.

Sådan havde jeg det ikke. Slet ikke.

Jeg husker meget tydeligt, hvordan jordemoderen førte det netop fødte ældstebarn hen imod mig, efter den stolte fader havde klippet navlestrengen. Barnet var marineret i ting som mennesker ikke skal være marineret i. Og da hun førte barnet op imod mig, for jeg kunne kysse hende på panden, var jeg en lille smule ved at kaste op. Altså der var jo ikke noget galt med baby. Det var ligesom alt det andet, der var ret ulækkert og jeg er ellers ikke specielt sart.

Hun lagde så den marinerede lille skabning på mit bryst og så begyndte det lille menneske at skrige. Rigtig højt. Så måske var det reelt også en lille smule træls situation for baby Ellie. Altså man vil jo helst gerne være en form for ren, når man for første gang skal i kontakt med et andet menneske. Men hun skreg altså. Og imens forsøgte jordemoderen at kommunikere vigtige detaljer omkring ikke kun baby, men også omkring min krop, der måske var vigtige at få med, men baby skreg mig så højt ind i hovedet, at jeg ingenting fattede. Der lå et andet, meget nyt menneske og skrig mig direkte ind i fjæset, mens jeg stirrede på jordemoderens mund, der bevægede sig og prøvede at aflæse om det mon var noget vigtigt, der kom ud. Jeg ved det stadig ikke. Så måske godkendte jeg på det tidspunkt, at Ellie skulle have indopereret en chip ind i nakken som et lille menneskeligt forsøg. Måske fik jeg der af vide, at det var slut med at hoppe og nyse for så ville det hele falde ud.

Men det der med kærligheden kom altså ikke lige der. Altså senere kom det selvfølgelig, men ikke lige i det øjeblik.

2. Som mor fornemmer man alt, hvad baby har brug for

Eh, nej. Tværtimod.

I sær det første halve år med første barn, fatter man ingenting. Google bliver ens bedste ven. Jeg tog seriøst mig selv i at ringe til sundhedsplejersken, fordi jeg var bekymret for, at baby sov for meget.

Jeg famlede i blinde med alt. Bleskift, mad, tøj – You name it. Hver gang det lille menneske stak ud i et hyl, vidste jeg i 60 % af tilfældene overhovedet ikke, hvad det handlede om. Jeg var konsekvent bange for at jeg gjorde noget forkert.

Det blev lidt nemmere med barn nummer 2. Der lærte jeg, at det som udgangspunkt er det altid noget med for lidt mad eller for lidt søvn. Eller for meget mad og for meget søvn. Og ellers kan man bare give entet tænder eller tigerspring skylden.

3. Babyrytmik giver så meget mening, når man først står i det.

Eh, nej. Det er faktisk ret nemt at føle sig som en idiot, når man står der med et rasle-æg og synger sange over babys hoved og baby reelt er røv-ligeglad med både sang og rasleæg. Til gengæld bliver du autist i forhold til sang-tekster om blinke-stjerner og aber, selvom du ikke længere kan huske koden til dit dankort grundet søvn-mangel.

4. Det er fødslen, der er det værste.

Ja, ja. Bevares fødslen er træls, men det er pænt mange ting, der kommer bagefter, der heller ikke er særlig spændende. Alexandra fra bloggen “Mig og min Tinder-baby” forklarer fx det første toilet-besøg meget godt i dette indlæg og det grænser til at være mindst lige så nederen.

5. Det er virkelig nemt at få sin krop tilbage. Kiloene ryger helt af sig selv. 

Eh, nej.

Det er så dejligt for dem, der har tabt 102 % af deres graviditetskilo, når de hopper ned fra hospitalssengen. De der kan lukke deres cowboy-bukser fra før graviditeten allerede inden de forlader barselsgangen. Sådan var det ikke for mig. Alting er blødere og længere og det virker som om, at det har tænkt sig at blive på den måde, medmindre jeg selv gør noget (meget) ved det.

 

1 kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

En hyldest til fædrene