Man skal ikke græde over spildt mælk. Eller fremmede børn i hvide kapper.

En morgen. Før og efter børn

29. maj 2013. Kl. 04.37

Jeg vågner langsomt. Sætter mig op, strækker mig og ser på min telefon. Solen kan anes i horisonten. Mit vækkeur ringer først kl. 6.30. Jeg lægger mig ned og sover videre?

29. maj 2018 Kl. 04.37

Jeg flyver ud af sengen. Nogen skriger som en form for sirene. Det bliver højere og højere.. WraaaaahaaahAAAAAAAAAAAHAHHHHHAHHHHHH. Jeg stikker hånden ned i en tremmeseng og leder desperat efter en sut. “Ik’ vække de andre, ik’ vække de andre, ik’ vække de andre. Hvor fanden er den forbandede sut?? “Min hånd søger, som en narkohund, der leder efter koster. Under barn, over barn, under pude, under dynen. Skriget bliver højere og højere. Lettet mærker jeg den bløde gummidut og forsøger desperat, at finde barnets mund. Efter at have proppet sutten ind i barnets øre 2 gange, finder jeg munden. Og der bliver ro.

Jeg lister helt forsigtigt tilbage til sengen og mærker en dyb lettelse over, at jeg måske kan få en times søvn mere og at ingen vågnede.

29. maj 2013 kl. 04.41

Zzzzz..

29. maj 2018 kl. 04.41

WRAAAAAAAAAAH.. Det er kraftedeme løgn. Nu er barn nummer 2 vågnet. Jeg løber desperat hen til tremmeseng nr. 2 og forsøger igen, at finde frem til en sut. Den dukker hurtigt op og gentagende gange propper jeg den ind i barnets mund. Barn er ligeglad. Barn vil ikke have sut. Barn vil have Ramasjang og havregrød. Klokken er 04.41. DET ER IKKE MORGEN! DET ER NAT. Barn kender ikke klokken.

Jeg slæber barn nr. 2 ned af trapperne. Placerer det i en sofa og tænder for fjernsynet. Ramasjang er ikke stået op. Barn nr. 2 kan få lov til at se TVSHOP.

Jeg vælter ud i køkkenet og river havregryn ned af hylden og hælder op i en skål. Jeg har netop stillet skålen ind i mikrobølgeovnen, da det lyder et rabalder fra stuen.

Barn nr. 2 har fundet vej til spisebord, er kravlet op og har nu losset storesøsters halvfulde glas med saftevand ned fra gulvet. Der er saftevand overalt og barn nr. 2 har beriget pølen med saft med fjernbetjeneren til fjernsynet, der nu ligger halvdruknet og kigger trist op på mig med knapperne nedad.

Jeg sætter barn nr. 2 tilbage i sofa, tørrer saftevand op fra gulv og træt far kommer ind med færdig havregrød

29. maj 2013 kl. 05.20

Zzzz..

29. maj 2018 kl. 05.20

Jeg har placeret barn nr. 2 i en stol og far har stillet havregrød på bordet, da der lyder et nyt hyl fra soveværelset. Barn nr. 1 er tilsyneladende vågnet af larmen fra væltet saft og ønsker ikke at gå glip af festlighederne. Jeg henter barn nr. 1 og på vej tilbage til stuen lyder der et nyt rabalder fra stuen. Jeg vil bare gerne sove. Barn nr. 1 og nr. 2 er ligeglade. Tværtimod har barn nr. 2 straffet mor og far for at forlade rummet i 2 minutter og har nu udført personlig vandetta ved at gribe havregrød i skål og smøre havregrød ud på borde og på stole, hvorefter barn nr. 1 har kastet skål på gulvet.

Jeg samler endnu engang ting op og starter forfra med havregrøden.

29. maj 2013 kl. 05.50

ZZZZzzz..

29. maj 2018 kl. 05.50

Børn bliver fodret

29. maj 2013 kl. 06.30

Bib bib bib.. Ej, jeg kan godt vente lidt. Jeg trykker på snooze-knappen og vender mig rundt og sover videre.

29. maj 2018 kl. 06.30

Barn 1 og barn 2 er så smurt ind i havregrød at jeg opgiver at forsøge at gøre dem rent manuelt. Jeg slæber to børn op af trapperne til badeværelset. Mens jeg putter barn nr. 1 i bad, får barn nr. 2 fat i toiletbørsten og smasker den begejstret lige ind i ansigtet på mig. Barn nr. 2 bliver herefter placeret i badet. Imens får barn nr. 1 fat i toiletrullen. Jeg er for træt til at opdage at barn nr. 1 får skilt rullen ad i en milliard dele.

29. maj 2013 kl. 06.50

Jeg rejser mig op af sengen. Trækker gardin fra og står og kigger ud på bilerne, der kører forbi. Jeg sætter en kop kaffe på, mens jeg bladrer et par sider i et blad. Jeg tænder for fjernsynet, hvor de søde værter på Go? Morgen Danmark fortæller en historie om en mand, der har været vågen i 54 dage. Det lyder slemt, tænker jeg og kan mærke trætheden sidde i kroppen efter kun 7 timers søvn. Jeg bevæger mig mod badet. Tænder for det varme vand og står under den varme stråle, mens jeg vågner og tænker dagen igennem.

29. maj 2018 kl. 06.50

Barn nr. 3 er nu vågnet og får morgenmad. Heldigvis er Ramasjang nu stået op. Til tonerne af tema-sangen fra Kasper og Sophie jagter jeg barn nr. 1 og barn nr. 2 og forsøger desperat at give dem tøj på. De nægter og skriger mig ind i hovedet, mens jeg forsøger at trække en trøje ned over hovedet på dem.

29. maj 2013 kl. 07.10

Jeg bruger lang tid på at finde tøj til i dag. Jeg stryger min skjorte, tager tøj på og bevæger mig ud i køkkenet. Jeg skærer jordbær, melon og æble og blander med skyr, laver en ny kop kaffe og vender tilbage til de søde værter på TV2.

29. maj 2018 kl. 7.10

Mens jeg giver barn nr. 3 tøj på, kæmper faderen med barn nr. 1 og nr. 2 for at få lov til at børste tænder. Det udvikler sig til en form for fangeleg fra helvede, hvor børnene løber hver deres vej og den trætte far forsøger, at indfange dem med en tandbørste i hånden. Undervejs får børnene trådt i en banan, der langsom bliver spredt ud over det meste af huset.

29. maj 2013 kl. 07.30

Jeg tørrer mit hår, lægger makeup og gør mig klar til at gå ud af døren. Jeg er dog i lidt for god tid, så jeg bevæger mig mod sofaen igen og tjekker sociale medier.

29. maj 2018 kl. 7.30

Jeg har endelig fået lidt tid til mig selv. Jeg har grebet resterne af børnenes morgenmad og har nu lukket døren til toilettet, hvor jeg indtager kold havregrød, mens jeg kigger mig selv i spejlet. Mit hår ligner noget, der er blevet dyppet ned i pomfrittes-stationen på Mcdonalds. Jeg finder en tør-shampoo og forsøger at redde noget, der ikke kan reddes. ?Jeg har slet ikke tid?, tænker jeg desperat og kommer til at stikke mascaraen i øjet på mig selv. Imens står der 2 børn og hamrer på døren.

29. maj 2013 kl. 07.50

Jeg drikker det sidste af min kaffe, slukker for fjernsynet, mens jeg står og overvejer om jeg måske skulle tage en anden skjorte på, da den er blevet lidt krøllet af, at jeg har ligget ned. Jeg skifter tøj, tager sko på og bevæger mig ned mod min cykel.

29. maj 2018 kl. 7.50

Til lyden af Gurli Gris forsøger jeg, at iføre tre børn sko og jakker. Barn nr. 1 har fundet en kost, det forsøger at slå barn nr. 2 i hovedet med. Barn nr. 3 hyler over, at det ikke må få sin bamse med i børnehave. Mens jeg pakker tasker, åbner jeg døren til haven og 3 børn vælter ud, som de unge mennesker, der står og venter ved hegnet, når de åbner op for Roskilde festival. Barn nr. 2, får skubbet barn nr. 1, der falder og hyler. Jeg får placeret barn nr. 1, 2, og 3 i ladcykel og de bliver iført cykelhjelme, mens de skriger mig ind i hovedet.

Jeg konstaterer, at hele min venstre side af min bluse er smurt ind i havregrød. Jeg sætter mig op på cyklen og kører mod næste eventyr.. 

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Man skal ikke græde over spildt mælk. Eller fremmede børn i hvide kapper.