Børn og deres faser - 12-18 måneder.

Man skal ikke græde over spildt mælk. Eller fremmede børn i hvide kapper.

I december opdagede jeg noget stærkt bekymrende.

Ellie havde julefest i børnehaven. Der var egentlig intet banebrydende ved det. Konceptet var som den slags plejer at være: stjerneformede frikadunser i forældrebuffeten og konkurrence blandt forældrene om, hvis barn, der lavede den flotteste jule-dekoration. Vi vandt ingen konkurrencer. Hverken i buffeten, da vi ikke havde medbragt figurformede fødevarer og ej heller i form af flotteste juledekoration. Nok mest fordi vi havde travlt med at undgå, at tvillingerne ikke tog bidder af glaskugler eller satte ild til sig selv eller andre ved at vælte alle de kalenderlyse, de kunne komme i nærheden af. Så der var ikke meget hjælp at hente for ældstebarnet, der fik lavet en dekoration bestående af smattede bær, der rådnede fint igennem resten af julen og efterlod stuen med en sær, kvalmende lugt.

Midt i al julehyggen skulle de store børn gå lucia-optog. Det er nu, det bekymrende indtræder. Mens vi sad der og de små engle-basser gik forbi ledet af en anstrengt pædagog, fordi halvdelen af børnene ikke kunne teksten til sangen og den anden halvdel var så langt fra at koncentrere sig, at det bagerste barn hele tiden måtte skubbe bag på, så de andre børn væltede frem af som små domino-brikker, så kom det. Jeg begyndte at hyle. Hyle over hvor nuttede de små snot-indsmurte børn var. Og det var ikke bare lidt våde øjne. Det var decideret gråd med hulken, snot og hele moletjavsen. Og det var for helvede ikke engang mit eget barn, der var en del af showet. Jeg måtte gå derfra, fordi min spruttende gråd begyndte at blive pinligt. What the actual fuck? Det er børn iført lagner, der synger falsk?!

Det har efterfølgende været et problem, der returnerer. Og det giver ingen mening. Jeg har aldrig været grådlabil. Jeg har faktisk aldrig grædt over noget som helst. Men det er i den grad vendt.

I denne uge har jeg grædt over følgende:

  • Et dokumentar-program om britiske antikskatte
  • En and der så virkelig ensom ud ved søerne i København
  • Marys tale til Frede (Okay, der hylede vi alle nok)
  • Tanken om at Ellie skal i skole om 2 år (Ja, om TOOOOO år. Slap dog af. Hun skal også konfirmeres om 12 år. Det er ikke noget, at sidde og hyle over nu)
  • Dagens arrangement, hvor Ellie, Villum og jeg deltog i et støtteløb for de danske hospitalsklovne. Først hylede jeg, fordi arrangøren bag, var en mor med et sygt barn, der havde haft hospitalsklovnede tæt inde på livet. Så hylede jeg, fordi de deltagende børn var så nuttede og til sidst hylede jeg, fordi det pludselig gik op for mig, hvor stor Ellie var blevet, fordi hun kunne løbe 2 km.

STOP.DIG.SELV. Jeg kan igen konstatere, at jeg er blevet alt det, jeg havde svoret mig selv ikke at blive som forældre. Fx en mor, der sidder og hyler over, at ens barn bliver ældre . Ja, det er jo for fanden den slags ting tiden forårsager. Du skal i hvert fald ikke sidde og flæbe over fremmede børn, der går lucia-optog. Den dag Ellie skal gå, er det nok bedst, at jeg bliver hjemme.

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Børn og deres faser - 12-18 måneder.