Sandheden om at få børn

Sandheden om at få børn

Jeg er nogen gange blevet spurgt, om jeg ikke vil skrive en bog. En selvhjælpsbog til at overleve voksenlivet. Eller i hvert fald i at overleve at få børn. Måske fordi vi selv producerede 3 styks på noget, der minder om 20 minutter. Fordi alle stadig lever. Fordi jeg endnu ikke har begravet min kære mand ude i baghaven. Særligt det sidste kan man godt have lyst til, når man har glemt, hvordan det føles at tænke en selvstændig tanke uden at blive skreget ind i ansigtet samtidig med, at man får kastet havregrød lige i fjæset. Ikke fordi han egentlig sådan har gjort noget. Men det kan være anstrengende, at han sidder der og trækker vejret, når han har sovet hele natten og jeg ikke har. ( Edit: For det meste er det faktisk ham, der ikke sover om natten. Min krop har besluttet, at de efter halvandet år, er store nok til at sove igennem, så jeg er meget simpelt holdt op med at vågne, når de hyler om natten. Jeg tror, at det er et trick, mænd har praktiseret i mange hundrede år.)

Jeg har droppet det der med selvhjælps-bogen. Mest fordi, jeg knap nok kan få ro eller finde overskud til at skifte underbukser hver dag. Taget det i betragtning virker det lidt for optimistisk, at jeg reelt kan skrive +200 sider med et nogenlunde fornuftigt indhold. Det er ellers det, man skal for at vise overskud i øjeblikket, har jeg hørt – skrive bøger altså. Ikke skifte underbukser.

Men nu prøver vi med en blog istedet. Det er lidt mere overskueligt.

Jeg har blogget tidligere. Det var i et andet liv. Dengang handlede det om, at jeg trænede rigtig meget. Jeg har læst nogle af de indlæg fra dengang “Så så man lige mig løbe 12 km og tage halvanden times karbad bagefter” Jeg måtte slette hele molitjavsen, fordi jeg var så røv-irriterende at høre på.

Men nu handler det altså om børn og om familie. Det er vigtigt, at nogen råber op. Nogen bliver nødt til at fortælle sandheden. Nu får I den. I får sandheden. Sandheden om at få børn. Og der er helt sikkert nogen, der slet ikke kan genkende min version i det her forældreskab. Der findes reelt forældre, der synes det er rigtig dejligt, at skrabe gammel makrelsalat af væggene. Dem der reelt får opretholdt den standard, man ser på de sociale medier. Dem der formår at have et børneværelse med lyserøde vægge med en wallsticker over barnets seng, der består af et sæt øjenvipper, der blinker til én, når man kommer ind og ud af rummet. Der er ikke legetøj på gulvet. Der er kun trælegetøj i moderate mængder, tilpasset farven på de resterende møbler i værelset. Naturligvis.

Når jeg ser den type billeder på de sociale medier forestiller jeg mig altid en mor med langt lyst hår og perfekt make-up. Hun kommer nærmest svævende af ynde i en hvid komono ind i det perfekte soveværelse efter baby, der er ren og fin og har sovet hele natten.

Sådan er det ikke her. Virkelig ikke. Forleden fandt vi gammel pizza under én af børnenes senge. Nogen har taget det med ind på værelset og har besluttet at pizzaen skulle bo under sengen. Det har ligget der længe..  sådan taget mængder af insekter under det i betragtning. Vi endte med at tryk-spule både børn og gulv, hvorefter vi skammede os noget så frygteligt over at være den slags forældre.

Velkommen til.

 

 

 

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Sandheden om at få børn