11.12.13

Da jeg slog øjnede op den dag, vi skulle giftes, var det en lille smule sært. Det var nok ikke det, jeg helt havde forventet af min bryllupsdag. Jeg husker ikke, at jeg har haft prinsesse-drømme som barn om store hvide marengskjoler og et bryllup på et slot. Nok tværtimod. Men nu kunne jeg alligevel godt fornemme, at jeg ikke havde forventet, at jeg skulle giftes en tilfældig onsdag i Esbjerg. I et tings- og arresthus. Det lyder som et sted, hvorfra man ikke lige umiddelbart slipper ud igen. Jeg tror egentlig, at jeg var en lille smule skuffet den morgen. Måske fordi, at mit 6-årige jeg alligevel havde en plan om et ordentlig skrud af en tyl-kjole og en…

Da vi blev gift første gang.

  For 5 år siden havde Jesper og jeg kendt hinanden i nøjagtig 1 år. Vores forhold var noget anderledes end andre, jeg havde prøvet. Måske skyldtes det, at vi blev kærester, mens jeg lå på et operationsbord. Det lyder mere dramatisk, end det var. Historien er vist mere pinlig og klam end romantisk. Den må I få en anden gang, hvis jeg finder behovet for at dele det på det store internet, hvor man aldrig rigtig ved, hvem der egentlig læser med. Men vi havde ikke været kærester i meget længere tid end et par måneder, da jeg fandt ud af, at Ellie lå og boblede rundt i min mave. 6 måneder sådan mere eller mindre præcist. Men nu…

Noget om nærvær – og en rabatkode til Designed Learning.

Jeg er meget lidt fantasifuld. Det var jeg ikke, da jeg var barn. Dengang kunne jeg fandme finde ud af at lege. Jeg havde opfundet hele fremmede planeter og kunne i flere dage af gangen befinde mig i et eventyrland med usynlige venner og løver som kæledyr. Jeg kan huske, da jeg første gang så Befri Willy (en film om en hval – til de 2 % af verdens befolkning, der ikke har set den) Jeg var 9 år og så snart jeg trådte ud af biografen, flød jeg ind i min drømmeverden, hvor jeg altså havde min egen spækhugger. Der var ikke rigtig noget vand i nærheden, hvor min fantasi-hval kunne bo. Men det gik jeg ikke så meget…

Skat, jeg skrider.

  Klokken 19.15 tikkede der en sms ind på min telefon. “Jeg har en ekstra billet til koncert med Lauren Hill. Hvis du er klar, skal du afsted NU! Dørene lukker om 45 minutter..”  Klokken 19.15 er altid et kaotisk tidspunkt hos os. 3 børn skal have nattøj på og have børstet tænder. 2 ud af 3 er i trodsalderen. Så der går lang tid med først at jage dem rundt i hele huset med en tandbørste, mens de råber”NEEEEEEEEJ” og flygter. Når det så er gjort, kan man starte forfra med nattøjet. Når man er 2 år, vil man nemlig ikke særlig meget. Man vil i al fald ikke have nattøj på. Og slet ikke have børstet tændet. Jeg lagde…

At stå på Nørreport og græde en tirsdag aften.

    Jeg fik for nylig at vide, at når man er blogger, skal man helst skrive lidt om, hvad man går og laver. Så værsgo’. Her er lidt om min tirsdag.  “Er I de sidste, venner?”  Den store viser har kun lige ramt 10.  Som i 16.10. Igen kan jeg konstatere at børnene er de sidste i vuggestuen. Gad vide hvad de andre forældre har af arbejde? Hvordan kan ALLE børn allerede være væk? Heldigvis er humøret højt. Børnene har hundrede ting, som de gerne vil vise. Tegninger, en ko med 3 ben, en håndsprit. De er vel deres fars børn. De gør op i hygiejne. Så prøver jeg at lokke dem ud i garderoben. Det går ikke. Mine…

Giver du dit barn det bedste liv?

  Jeg faldt over et blog-indlæg her til aften. Et indlæg der gav anledning til 68 kommentarer. Langt de fleste vrede, nogen anerkendende og forstående. Indlægget var skrevet af Emili på Emiliesblog.dk og handler om hjemmepasning. Og om hvorvidt børns hverdag i institution kan gøre dem skrøbelige og i værste fald påvirke deres psyke. Normalt bliver jeg vred, når jeg læser den type indlæg. Jeg bliver vred, fordi, at jeg får forfærdelig dårlig samvittighed. Jeg bliver vred fordi, at nogen siger, at jeg potentielt skader mit barn ved at leve det liv, vi lever. Med fuldtidsarbejde, realkreditlån og børn, der er i institution alt for mange timer om dagen. Jeg bliver ikke vred mere. Nu bliver jeg mere ked af…

Om at holde datenights, når børnene sover.

  Er du vimmer, der er mange, der bliver skilt. Halvdelen af alle, der bliver gift. Mellem 15 og 20.000 mennesker om året. Det er virkelig mange. Der er jo nærmest et mirakel, hvis det overhovedet lykkes at finde en person, man kan danne par med helt til den dag, man stiller træskoene. Børn gør ikke ligefrem noget godt for et parforhold. Bevares de første par måneder svæver man ofte på en fin lyserød vatsky af ren lykke. Det hele er smukt og dejligt. Man ser hinanden i øjnene og dåner forelsket over den lille kærlighedsklump af lykke, der er skabt som et levende bevis på ens kærlighed. Det tager et par uger. Så rammer virkeligheden. Mangel på søvn. Mangel…

Spørgsmålene.

  At være på barsel med tvillinger er lidt ligesom at være blevet semi-kendt i et realityshow. Man bliver standset af mennesker på gaden, der ikke helt forstår tvillinge-konceptet og spørgsmålene er mange. Og når der ikke bliver stillet spørgsmål, bliver der sendt lange blikke. Nogen udstråler medlidenhed, andre udstråler nysgerrighed og enkelte udstråler misundelse. Jeg elsker de sidste blikke. Jeg elsker, når folk ser ned i barnevognen og fortæller mig, at jeg er det mest velsignede menneske i verden. Det er der desværre ikke mange, der siger. De fleste kommentarer hører under én af følgende kategorier: “Du har nok at se til, hva’?” “Godt det ikke er mig. Jeg ville dø”   Jeg forstår godt kommentarerne. Jeg tror engang,…

Da min søn kastede op på en præst.

  Det er hårdt at få børn. Ingen tvivl om det. Og det er især hårdt at have 3 børn i alderen 0 – 2 år. Søvn skal gennemføres i intervaller af 20 minutter. Tvillingerne er indkodet nøjagtig således, at de aldrig sover samtidig. Den ene er nærmest indkodet til, at slå øjnene op i det sekund, den anden slår dem i. Både om dagen og om natten. Jeg får sendt Jesper til lægen igen. Det kan ikke være rigtigt. Han skal ikke spises af med, at han nok bare har influenza. Vi har været igennem verdens mest sindssyge forløb. Det er helt naturligt at reagere. Ind imellem har man bare brug for at tale med nogen. At få anerkendelse. At…

Når far reagerer – del 2

Denne fortælling er anden del af fortællingen om, når fædre får efterfødselsreaktioner. Det gør mange mænd. Ca. 4000 om året. Det kommer til udtryk på forskellige måder, men uanset hvilken, er det altså helt normalt og noget man kan få hjælp til at komme videre fra.  “Jeg kan godt forstå, at man kan blive overvægtig, fordi man har det psykisk hårdt”, tænker jeg og stikker hånden dybt i den pose StjerneMix, der ligger på bordet foran mig. Kl. er 22.30. Dagen startede kl. 05.15 og begge børn har grædt skiftevis fra kl. ca. 18.30. Jeg har et barn liggende i en slyngevugge, der hænger i en spiral fra loftet og et barn i en vikle på maven. Skiftevis gynger jeg vuggen…

Når far reagerer

De sidste uger har jeg berettet om vores liv i 2016.  Hvor vi kom fra at leve et meget roligt liv i nordligere breddegrader. Hvor hele vores liv foregik inden for et område på de samme 5 kilometer. Hvor dagens største udfordringer bestod i, hvad vi skulle have af spise den dag. Vi kunne vælge mellem frostgrønt eller frostgrønt. Hvis du først lige er hoppet med på min lange historie, starter min fortælling her. Da vi pludselig fandt ud af, at vi ventede tvillinger. Undervejs var der ikke meget tid til at sidde og dvæle ved, hvad vi havde oplevet. Jeg havde ikke tid til at reflektere over, at jeg havde ligget helt alene på et hospital med besked om,…