Og pludselig mor til 3.

Nedenstående indlæg skrev jeg et par dage efter børnene var blevet født. Jeg sad på stuen på neonetal-afdelingen og havde et roligt øjeblik. Jeg havde lidt brug for at få vendt det hele. 

Inden jeg fik trykket “udgiv” kom en sygeplejerske ind på stuen og jeg lagde computeren fra mig for ikke at tage den frem igen i de efterfølgende 7 måneder.  Det er lidt ligesom om, at alt hvad der hed rolige øjeblikke forsvandt. 

Jeg har altid selv holdt meget af fødselsberetninger. Der er noget magisk ved liv, der møder verden.

Nærmest uanset hvem og hvordan det er oplevet.

________________________________

 

15123015_10154166720128576_1950647446484981577_o

Planlægning har aldrig været min stærke side. Det skal vist ikke være nogen hemmelighed. Jeg er typen, der arrangerer ting lidt fra dag til dag. Ofte til stor frustration for mine medmennesker. Jeg tog engang en person-test, der sagde, at jeg bedst befinder mig i kaos. Der må være derfor jeg aldrig har styr på en skid, når det kommer til mit privatliv. Vi trækker lige alting til, at det lige når at blive spændende.

Indtil i tirsdags følte jeg dog, at jeg havde fint styr på mit liv.

Vores liv i Grønland skulle pakkes ned og vi skulle retur til Danmark. Vi kunne ligeså godt vente til vi ikke kunne vente længere. Så vi forlod Grønland i min 32. graviditetsuge. Det havde jordemoderen sagt, var det seneste tidspunkt for at flyve med tvillinger. Det passede jo fint, for så kunne jeg lige få færdiggjort det sidste arbejde og vi kunne få pakket vores hjem og liv ned.

Vores nye lille hus står klar den 1. december. Det passede jo også fint. Så var der 14 dage til, at tvillingerne ville melde deres ankomst og vi kunne nå at få flyttegods pakket ud og få styr på alt det praktiske. Jeg havde endda aftalt med min veninde, der er jordemoder, at hun jo passende kunne varetage fødslen, når hun havde dagvagt den 14. december. Det var en god igangsættelsesdato. Der var styr på det – det kan alle da se.

Mandag sendte vi faderen til Grønland, for at få styr på arbejdet og få de sidste ting pakket ned. Igen, det havde været lidt kaotisk, at få det hele pakket ned, så han var nødsaget til at få styr på stumperne. For vores vedkommende blev mandagen brugt på kvalitetstid med Ellie og min søde veninde, der har været så sød at lukke os ind i hendes hjem, mens vi er boligløse.

Kl. 23.30 slukkede jeg fjernsynet (efter at have set det mest sindssyge program på DR.nu “Jeg er en voksenbaby – spørg mig om alt” Det var virkelig underligt. Se det!) Der var ikke optakten til noget som helst. Andet end en snorkende 2-årig ved min side og en lille smule undren over, at voksne mennesker gerne vil have talkum i numsen og have skiftet ble.

Kl. ca. 2 vågnede jeg ved, at jeg tissede en lille bitte smule i bukserne. Det føltes kun som et par dråber og jeg konkluderede, at jeg nu havde ramt endnu en nederen ting ved at være gravid. Ikke at kunne holde på vandet. 2 sekunder efter kom der en omgang mere og jeg konkluderede, at der ikke kunne være mere plads i min blære og jeg rejste mig op for at gå på toilettet. Da jeg rejste mig væltede det ned af benet. Hvis det der var tis skulle jeg have alvorlig gang i nogle knibe-øvelser.

I min store forvirring fik jeg tøj på og fik ringet til fødegangen. Jeg var dog helt sikker på, at fødslen ikke var gået i gang, for der var ikke skyggen af en ve. Jeg overvejede derfor, om hvorvidt jeg bare skulle ligge mig ned og sove videre ved siden af E.

De tog det dog ikke helt lige så roligt som jeg,  da jeg kom igennem til fødegangen. Jeg skulle lægge mig ned og så ville de sende en ambulance. Og det var med det samme. Jeg kunne ikke engang gå op og forklare min veninde omkring situationen og at hendes hjem snart ville blive fyldt op med ambulance-folk og at jeg nok ikke kunne have det 2-årige snorketræ med.

På fødemodtagelsen blev jeg mødt af en læge, der var en smule forvirret over, at de intet kunne finde på mig i systemet. Som tvillinge-gravid bliver man normalt fulgt tæt, men idet jeg var landet fra Grønland 14 dage tidligere, var der jo ikke så meget som et notat på mig.

Lægen fik sat en række elektroder på mig, der både målte deres hjerterytme og aktiviteten i min livmoder og der var gang i begge dele. Min livmoder knoklede derudaf og der kom veer som perler på en snor. Det var dog overhovedet ikke noget, jeg kunne mærke, så jeg var stadig en smule skeptisk, da lægen sagde, at jeg var på vej i fødsel.

Kl. ca. 3 besluttede lægen, at forsøge at stoppe fødslen. Man skal helst gå til fulde 34 uger og efter den grønlandske termin var jeg 33+3 (33 uger og 3 dage. Inden jeg blev gravid fattede jeg aldrig hvad det der plus-noget betød) . Jeg fik sprøjtet lungemodner i låret, hvilket var en relativ stor sprøjte og gjorde nullernaller. Herfra kunne jeg så ikke gøre meget andet end at vente og se om det ve-hæmmende medicin hjalp. Normalt skal man have født indenfor 24 timer efter vandet er gået, men med for tidligt fødte børn handler det om at trække det ud, så længe det overhovedet er muligt. I  hvert fald i 24 timer, hvor den næste dosis lungemodner kunne gives. Desuden havde vi jo lige en far, der befandt sig 3000 km væk og stadig ingen ide havde om, hvad der foregik.

Kurven på vemåleren hoppede lystigt afsted hele natten. Enkelte gange var der en smule ro på skærmen, men det holdt ikke længe af gangen. Der var stadig dog ikke skyggen af smerter, så jeg var sikker på, at fødslen lå mange dage væk. Jeg havde ringet lidt rundt, men det er ikke mange, der tager telefonen kl. 2 om natten åbenbart, så jeg lå der alene og kukkelurede. Min højgravide veninde ringede omkring kl. 7 og jeg meddelte, at det ville være hyggeligt, hvis hun kom, men at det kun skulle være, hvis hun magtede det. Det skulle vise sig, at hun ville få sit livs mest autentiske fødselsforberedelse.

Timerne gik og der var stadig ikke skyggen af smerter. Ved en 11-tiden besluttede jordemoderen, at vi skulle rykkes over på en fødestue. Jeg var ikke blevet tjekket, da hun ikke ville sætte noget igang, men da jeg fødte min datter gik det ret hurtigt, da jeg kom i aktiv fødsel, så det var nok bedre at være det rigtige sted.

Man har hørt meget om Rigshospitalet, dårlige fødselsoplevelser og manglende omsorg fra jordemødrene. Om det var fordi jeg havde ramt en dag, hvor alle andre havde besluttet ikke at føde, eller om der var ekstra på arbejde ved jeg ikke, men min jordemoder var i den grad til stede. Vi fik talt om alt fra parforhold, børneopdragelse og til dårlig reality-tv. Men for tidlig fødsel og tvillinger er nok noget de prioriterer bare en lille smule.

Omkring kl. 13.00 begyndte det at gøre lidt ondt. Sådan lidt ala menstruationsmerter, der er ubehagelige, men som man godt kan abstrahere fra. På dette tidspunkt havde min kære mand fundet ud af, hvad der foregik og kæmpede ihærdigt for at få et fly hjem. Det var lykkedes, men nu sad han fast under en mellemlanding i dårlige vejrforhold og med et fly, der havde teknikproblemer og var skiftet ud med et endnu mindre fly, hvor der ikke var plads til dem, der reelt havde en billet, så det var lidt op ad bakke.

Jeg tænkte her, at der måske var en mulighed for at noget ville ske snart, da der kun 5 timer fra jeg begyndte at åbne mig til hun var ude, så jeg skrev til min jordemoder-veninde, at status altså var, at jeg ikke kunne overholde min aftale om en fødsels-date på hendes dagvagt midt i december. Hun besluttede at kaste alt hvad hun havde i hænderne og meldte, at hun ville komme, selvom hun havde fri.

Midt i alt det her havde min mor jo også opsnappet, at noget var ved at ske. Jeg havde jo dog sagt til hende, at det højst sandsynlig ville tage flere dage og at de forsøgte at stoppe fødslen. Hun dukkede op kl. 13.30 og var en smule forvirret over, at jeg lå på en fødestue og ikke på svangre-afdelingen.

Fra kl. 14.00 og den næste time ved jeg ikke rigtig, hvad der foregik, for det hele druknede i veer, der kom hvert minut og gjorde ondt. Undervejs tænkte jeg et par gange, at det var godt, at det var sidste gang, at der skulle fødes børn. Jeg vidste dog også, at det var overstået indenfor en overskuelig fremtid og det var derfor til at holde ud. Mit største erindring fra Ellies fødsel var, at i det sekund barnet var ude, gjorde det ikke ondt længere. Man kan klare meget smerte, når man ved, at det holder op igen snart. Jeg blev dog ved med at have følelsen af, at skulle tisse uden at kunne komme af med det, så efter ihærdige forsøg på at tisse liggende (ja, den går på den en cykel, men ikke på en briks) måtte sygeplejersken lægge et kateter, hvilket tog en del af trykket.

Meget hurtigt kom dog det jeg havde ventet på. Følelsen af, at man har spist julemad i 14 dage uden at kunne gå på toilettet, for derefter at få den vildeste omgang Roskilde-syge og så få af vide, at man skal holde benene samlet – pressefasen.

Det tog hurtigt til og jeg kunne mærke pigen bevæge sig ned igennem bækkenet. Der var på dette tidspunkt ret roligt på fødestuen, hvor kun min jordemoder, min mor og min meget højgravide veninde var til stede. Da hoved gør klar til at blive en del af festen, trykkede jordemoderen på en knap (eller hev måske i en snor – altså faktisk tror jeg måske hun talte i telefon) , hvilket betød at en mindre hær af mennesker væltede ind. Læger, sygeplejersker, studerende og jordemødre i en lind strøm, der alle havde hver sin rolle. Jeg havde dog ikke fokus på meget andet, end følelsen af en grillkylling, der insisterede på den forkerte udgang.

Det gør virkelig ondt at presse sådan et barn ud. Det skal ikke være nogen hemmelighed og det tog også en seriøs mængde overvejelse om man bare skulle samle benene og sige tak for i dag, da det pludselig gik op for mig, hvor ondt det egentlig gør. Men ud kom hun. Et lillebitte menneske der vejede det samme som 2 liter mælk og som med det samme blev taget væk fra mig, da hun stadig var for lille til at trække vejret selv.

Vi var jo dog slet ikke færdige. Først og fremmest trådte alle de mennesker, der var blevet sen del af festen ind i deres roller. Pigen blev holdt foran mit ansigt i det der føles som et nanosekund, hvorefter hun blev lagt over på et bord ved siden af mig. Her stod en børnelæge og pakkede hende godt ind og pustede luft i hendes lunger. Lillebitte menneske.

Herefter blev hun sendt på neonetal-afdelingen, hvor min mor var så sød at gå med. Det føltes lidt underligt, at ens barn, der har været en så stor del af en de sidste mange måneder og som man have arbejdet hårdt for at få ud, nu skulle videre uden mig. Det var virkelig vigtigt, at mormor var der til at passe på hende.

Herfra gik luften pænt meget af ballonen. Min krop følte, at den nu havde leveret det den skulle, så veerne satte ud og der stod der 8 mennesker og gloede på mig. Ved min side stod der nogen, der scannede maven og forsøgte at finde frem til drengen, der nu så lystigt svømmede rundt i maven. Han lignede én, der nu var ret fan af at svømme rundt derinde alene og ikke mente at søster skulle diktere, hvornår han skulle ud. Et par gange fik jeg et par småveer, hvor jeg forsøgte at presse ham ned af, så jordemoderen kunne få kontakt med ham og tage vandet. Jeg kunne godt mærke, at det her krævede noget vilje. Det var ikke ligefrem lysten, der drev værket.  Når man lige har født et barn, virker det ikke som en særlig god ide, at man nu skal igennem det hele igen.

Den lille bavian fik bøvlet sig mærkeligt rundt om navlesnoren, hvilket resulterede i, at jordemoderen meddelte, at nu skulle der altså presses godt til for at få ham forbi den. Så det gjorde jeg. Uden presseveer. Og heldigvis uden panik, men den søde jordemoder gjorde det tydeligt, at der skulle gøres en indsats. Endelig havde han fået bevæget sig så langt ned, at der kunne opnås kontakt og det blev der. I et kæmpe plask gik vandet i en skylle ud over jordemoderen, der heldigvis havde taget et forklæde på. Vandet gik kl. 15.28 og så var det igen tid til at presse igennem. Jeg havde læst nogle steder, at tvilling 2 nærmest kunne smuttes ud som en mandel. Det vil jeg ikke prale med. Det var altså løgn og latin. Det gør jo heller ikke ondt at falde på cyklen 2 gange i streg, fordi man har fået de blå mærker første gang.

15.31 kom han dog ud. Lille, fedtet og lignede en gammel mand. Han kom også kun op kort forbi, hvorefter han blev smidt over til børnelægen.

Et styks tvillinge-fødsel overstået. Fra aktiv fødsel til den første var ude, gik der 34 minutter.

_________________________________

I morgen er det 7 måneder siden. De første måneder herefter var vanvittig hårde. Jeg tager hatten af for de familier, der ligger på neonetal-afdelingen i mange måneder. Vi lå derinde i 11 dage. Jeg har aldrig befundet mig i en så voldsom følelsesmæssig rutchebanetur og jeg var fuldstændig hudløs til sidst, selvom jeg forsøgte at holde humøret højt. 

Der er ikke meget præmaturt barn over Kaya og Villum længere. De har firdoblet deres vægt. De følger ikke deres søster, der kravlede da hun var 5 måneder, men de er så små glade fantastiske, smilende børn. 

 

 

 

At forlade et sted

man ikke helt ved, om man egentlig har lyst til at forlade. Det er vist det, vi gennemgår nu. 

Lige nu sidder vi i et fly på vej fra Island til København. Vores vigtigste ejendele ligger i vores tasker.. (Lige ud over min håndtaske indeholdene min pung og den slags, jeg valgte at efterlade i en bus på vej til lufthavnen.. ) Resten af vores ting er pt. samlet i en container og placeret på et fragtskib. 

Beslutningen om at forlade Grønland kom da vi fandt ud af, at min maves indhold ikke var 1, men 2 børn. 3 børn under 2.5 år og et netværk mere end 3000 km væk, var mere end vi lige kunne rumme. Så nu sidder vi altså her. På vej til et helt andet liv. 

For det bliver det. Grønland er en oplevelse jeg ville anbefale alle. Ikke kun som turist, men også med fast folkeregister-adresse der. For man lærer meget om sig selv og alle andre, når man bliver tvunget ud af den trygge køledisks-verden vi kender. 

Man kan reelt sagtens klare sig uden alle de ting, der forsøder vores liv i Danmark. Bevares – en 7-11 i nærheden gør da livet lidt nemmere, men man kan sagtens klare sig uden at have adgang til popkager, frisk mælk eller iskaffe 24 timer i døgnet. Når jeg fremover bliver irriteret over, at de ikke har min yndlings-soya yoghurt i Irma, bliver det nok med flashbacks til de bygder, jeg har besøgt, hvor skibet kommer 2 gange årligt. Hvor du kan vælge mellem rådne æbler eller ingen æbler og hvor udvalget af grøntsager begrænser sig til løg og et enkelt halvråddent hvidkål, der koster 55 kr. Man spiser det der er eller også spiser du ingenting. 

Grønlændere har et udtryk, der minder lidt om Hakuna Mattata fra Løvernes Konge. Ajungiilaq – det går nok. Alle der kender mig vil nok sige, at det ikke er et udtryk, jeg skal forsøge at påtage mig, jf. ovennævnte situation med min pung, men jeg vil nu alligevel savne grønlændernes mentalitet omkring det på godt og ondt. Det betyder nemlig, at der findes en generel forståelse for folks situation og valg nærmest uanset hvad det er. Man dømmer ikke hinanden og tilgivelse er en essentiel del af samfundet. Man er nødt til at kunne tilgive, når man bor 30 mennesker i en bygd og man ikke kan komme derfra medmindre man sejler eller bliver hentet i en helikopter. Og det er uanset hvad folk har gjort. Man lærer at tilgive og leve med tilgivelsen. 

Men nu er vi tilbage i Danmark. Og endnu en æra er sluttet . Men vi er vi er enige om, at vi slet ikke er færdige med Grønland. Så nu må vi se, hvad der sker i fremtiden. 

Hvad Grønland har gjort ved Ellie. 


Da vi landede i Kastrup Lufthavn i starten af august var det 2. gang vi var hjemme siden vi tog afsted. 2 gange på et år. 

Da vi forlod lufthavnen stoppede Ellie op foran et lille træ, der var plantet langs parkeringspladsen. Hun stod der længe og pegede, mens hun råbte “nana”, som er en grønlandsk børneversion af “Hvad er det” 


Lige der gik det op for mig, at Ellies hjem ikke er Danmark. Ellies hjem er Grønland. 

Da vi tog afsted var hun 14 mdr gammel. Hendes danske ordforråd var ikke særlig stort og begrænsede sig til få ting. 6 uger efter vi var landet begyndte hun at tale grønlandsk. Vi vidste det bare ikke. For det gjorde vi jo ikke ligefrem. 

Der var mange ord og lyde hun gentog igen og igen. Det gik først rigtig op for mig, hvor tingene bar hen, da jeg en dag havde hende med på arbejde. Hun kiggede op på vores grønlandske sekretær og gentog det, som jeg havde troet var babylyde. “Meme” Sekretæren kiggede på Ellie og sagde “Jamen, selvfølgelig  må du da få lidt at drikke” 

Lige der følte jeg mig som verdens værste mor. Ikke nok med at jeg ikke fattede mit barn, men derudover havde jeg tilsyneladende ikke fanget, at hun havde været tørstig den seneste måned. 

I vuggestuen er der ikke mange små lyshårede børn. Længe var hun det eneste danske barn. Det har været så fint for os. Man behøver ikke at ligne alle de andre for at passe ind. Meget hurtigt blev hun også et helt almindeligt lille grønlandsk barn. 

Ellie har indtaget sælsuppe, ørredsuppe, rensdyrkød og hval i så store mængder, at hendes depoter i kroppen af omega 3 for evigt må være velfyldte. Hun kan alle grønlandske børnesange og siger både farvel og på gensyn på grønlandsk. 

Hendes glæde for naturen har også udviklet sig helt ekstremt. Hun vil egentlig helst bare gerne være ude. Om det så betyder, at hun sidder ude på altanen og kigger på ravnene, der flyver forbi. 

Nu var Ellie så lille da vi flyttede, så hun har ingen reaktioner haft på kultur-skiftet. Jeg ved at andre heroppe har haft reaktioner fra deres børn, der har været lidt ældre, da de flyttede herop. Men for os har det kun givet os et lille multi-kulturelt barn. 

Er grønlands-eventyret ved at være forbi? 

Jeg fik engang taget en personlighedstest i forbindelse med mit arbejde, der sagde at jeg bedst befandt mig i kaos. 

Det er vist meget godt lige nu, selvom jeg på nuværende tidspunkt nok hellere ville have lidt stabilitet og vished om, hvor vi befinder os om 3 måneder. 

Det skal ikke være nogen hemmelighed, at det her tvillinge-noget har slået os ud af kurs. Planen var Grønland et år mere, men tanken om 3 børn og alle pasningsmuligheder 3000 km væk er simpelthen for uoverskuelig.  

Så nu kaster vi alt op og forsøger at komme hjem. Dvs. at bolig, job, institution osv skal afklares på få uger. Om det kan lade sig gøre ved jeg ikke, men ind imellem må man gøre et forsøg. 

At savne mørke 

Det er mørkt uden for vinduet i vores lejlighed. 

Jeg kan ikke huske, hvornår det sidst var det. Jeg tror det har været i april. Fra maj til starten af august har det ikke rigtig været mørkt. Når vi er gået i seng om aftenen har solen stået på himlen, som om kl.var 14. Selv efter midnat. 

Det har været forvirrende. Min krop har savnet mørket. Hjernen har været træt, men kroppen har fastholdt, at det ikke har været tid til at sove. Det er jo lyst. 

Enkelte nætter er jeg vågnet kl. 3 for at bevæge mig ud i resten af lejligheden, hvor der ikke er mørklægningsgardiner. Det har givet mig en sær form for uro i kroppen. En form for rastløshed mens man har ståer der i nattøj midt om natten og gnedet sig i øjnene. Det har forvirret kroppen på en sær måde og jeg har kunnet mærke forvirringen helt ind i knoglerne. 

Nu kommer mørket til gengæld. 

Inden vi flyttede herop glædede jeg mig til at opleve, at der ikke blev sat grænser for døgnet. At lyset var til stede og man ikke skulle fastholde døgnrytmer, hvis det ikke lige passede. 

Men altså. Mørket er en rar ting. Åbenbart.