Hvad Grønland har gjort ved Ellie. 


Da vi landede i Kastrup Lufthavn i starten af august var det 2. gang vi var hjemme siden vi tog afsted. 2 gange på et år. 

Da vi forlod lufthavnen stoppede Ellie op foran et lille træ, der var plantet langs parkeringspladsen. Hun stod der længe og pegede, mens hun råbte “nana”, som er en grønlandsk børneversion af “Hvad er det” 


Lige der gik det op for mig, at Ellies hjem ikke er Danmark. Ellies hjem er Grønland. 

Da vi tog afsted var hun 14 mdr gammel. Hendes danske ordforråd var ikke særlig stort og begrænsede sig til få ting. 6 uger efter vi var landet begyndte hun at tale grønlandsk. Vi vidste det bare ikke. For det gjorde vi jo ikke ligefrem. 

Der var mange ord og lyde hun gentog igen og igen. Det gik først rigtig op for mig, hvor tingene bar hen, da jeg en dag havde hende med på arbejde. Hun kiggede op på vores grønlandske sekretær og gentog det, som jeg havde troet var babylyde. “Meme” Sekretæren kiggede på Ellie og sagde “Jamen, selvfølgelig  må du da få lidt at drikke” 

Lige der følte jeg mig som verdens værste mor. Ikke nok med at jeg ikke fattede mit barn, men derudover havde jeg tilsyneladende ikke fanget, at hun havde været tørstig den seneste måned. 

I vuggestuen er der ikke mange små lyshårede børn. Længe var hun det eneste danske barn. Det har været så fint for os. Man behøver ikke at ligne alle de andre for at passe ind. Meget hurtigt blev hun også et helt almindeligt lille grønlandsk barn. 

Ellie har indtaget sælsuppe, ørredsuppe, rensdyrkød og hval i så store mængder, at hendes depoter i kroppen af omega 3 for evigt må være velfyldte. Hun kan alle grønlandske børnesange og siger både farvel og på gensyn på grønlandsk. 

Hendes glæde for naturen har også udviklet sig helt ekstremt. Hun vil egentlig helst bare gerne være ude. Om det så betyder, at hun sidder ude på altanen og kigger på ravnene, der flyver forbi. 

Nu var Ellie så lille da vi flyttede, så hun har ingen reaktioner haft på kultur-skiftet. Jeg ved at andre heroppe har haft reaktioner fra deres børn, der har været lidt ældre, da de flyttede herop. Men for os har det kun givet os et lille multi-kulturelt barn. 

Er grønlands-eventyret ved at være forbi? 

Jeg fik engang taget en personlighedstest i forbindelse med mit arbejde, der sagde at jeg bedst befandt mig i kaos. 

Det er vist meget godt lige nu, selvom jeg på nuværende tidspunkt nok hellere ville have lidt stabilitet og vished om, hvor vi befinder os om 3 måneder. 

Det skal ikke være nogen hemmelighed, at det her tvillinge-noget har slået os ud af kurs. Planen var Grønland et år mere, men tanken om 3 børn og alle pasningsmuligheder 3000 km væk er simpelthen for uoverskuelig.  

Så nu kaster vi alt op og forsøger at komme hjem. Dvs. at bolig, job, institution osv skal afklares på få uger. Om det kan lade sig gøre ved jeg ikke, men ind imellem må man gøre et forsøg. 

At savne mørke 

Det er mørkt uden for vinduet i vores lejlighed. 

Jeg kan ikke huske, hvornår det sidst var det. Jeg tror det har været i april. Fra maj til starten af august har det ikke rigtig været mørkt. Når vi er gået i seng om aftenen har solen stået på himlen, som om kl.var 14. Selv efter midnat. 

Det har været forvirrende. Min krop har savnet mørket. Hjernen har været træt, men kroppen har fastholdt, at det ikke har været tid til at sove. Det er jo lyst. 

Enkelte nætter er jeg vågnet kl. 3 for at bevæge mig ud i resten af lejligheden, hvor der ikke er mørklægningsgardiner. Det har givet mig en sær form for uro i kroppen. En form for rastløshed mens man har ståer der i nattøj midt om natten og gnedet sig i øjnene. Det har forvirret kroppen på en sær måde og jeg har kunnet mærke forvirringen helt ind i knoglerne. 

Nu kommer mørket til gengæld. 

Inden vi flyttede herop glædede jeg mig til at opleve, at der ikke blev sat grænser for døgnet. At lyset var til stede og man ikke skulle fastholde døgnrytmer, hvis det ikke lige passede. 

Men altså. Mørket er en rar ting. Åbenbart.  

Patagonien. The bucketlist.

Ja, alting har jo ændret sig lidt de sidste par uger.

Vi kan godt lidt fornemme at vores liv fører en lidt anden retning end forventet. Særligt dagens møde med vores bankrådgiver gav lidt indtryk af at de kommende års ferier byder lidt mere på ture til en campingplads i Thy frem for eventyrlige vandreture i Nepal.

Men på trods af det har vi stadig en forventning om, at vi på et tidspunkt nok skal nå de punkter vi har på vores fælles bucketlist i vores lille familie.

Et af de helt store ønsker er en tur til Patagonien.

 

 

Collapse on the Perito Moreno Glacier in Patagonia, Argentina. Lake Argentino, El Calafate

Billederne er fra siden Marcopolo.dk, der arrangerer rejser dertil. 

Patagonien ligger i Sydamerika og er den sydligste region af Argentina.

Det er kendt for helt spektakulær natur og huser nogle af verdens smukkeste vandreture. Jeg har ikke selv været der, men jeg har hørt, at det ikke kan sammenlignes med noget andet i verden.

Der er rigeligt af det smukke natur, da området dækker noget, der svarer til Frankrig og Italien til sammen.

Vi har planer om et af de mest klassiske trekking-spor – nemlig Circuito W i nationalparken Torres Del Paine.

Prøv at billed-google Patagonien og se alle de vanvittige billeder. En tur dertil med planlagte vandringer koster nok snildt over 30.000 pr. mand. Så jeg tænker, at det ikke lige bliver en del af familiebudgettet foreløbig. Men man har da lov at drømme.

Status på graviditeten 

I morgen rammer jeg 20. uge af graviditeten og jeg er hermed halvvejs. 

Eftersom jeg flere gange har ligget i fosterstilling på diverse gulve rundt omkring i byen pga kvalme, vil jeg ikke sige, at det har været en nem graviditet, men jeg føler mig stadig vanvittigt heldig. 

Rigtig mange tvillingegravide bløder, har smerter eller ligger brak i mange måneder. Der er jeg heldigvis ikke lige nu. Selvom jeg ikke kan løbe, kan jeg stort set alt andet. 

Med et ekstra barn kommer der også en ekstra portion bekymring. Selvom jeg ikke helt har forstået, at der reelt er 2 derinde, bruger jeg meget af tiden på at mærke efter. Om jeg har det godt. Om det gør ondt. Om jeg kan mærke et barn. Om jeg kan mærke begge 2. 

De mange skrækhistorier omkring tvillinger sidder dybt i mig og tanken om diverse komplikationer følger mig ret ofte. Men jeg ved, at det er en naturlig følge af at producere børn. Det stopper jo ikke foreløbigt alligevel. Bekymringerne bliver ved, så længe man er i live. 

Desværre påvirker de mig mere end sidste graviditet. Måske fordi jeg reelt ved hvad jeg kan miste. Det kan dog også være fordi, at jeg allerede mærker en tydelig belastning. 

Men nu er der sat kryds i første del af graviditeten. Om 8 uger er de levedygtige, men jeg har nu planer om, at de skal blive derinde til de er store og stærke og klar til verden. 

På mandag har vi en tid hos en privat scanningsklinik i Danmark. Det ser jeg virkelig frem til. Først og fremmest for at få konstateret at alt er godt, men derudover hvad det er, der gemmer sig derinde.