Når livet pludselig vender 180 grader. 

Eller i hvert fald 90.

Jeg ved ikke helt hvad jeg egentlig havde overvejet med fremtiden. Det var nok noget med 2 børn, ferier i naturen og en kommende barsel med latte, gåture, træning og Netflix, når baby sov. Og så et nogenlunde karriere-forløb tilbage på arbejdsmarkedet.

Sådan bliver det nok ikke. I hvert fald ikke i den form, jeg havde forestillet mig.

For et par uger siden var jeg til scanning. Jeg havde haft lidt ondt i maven og da smerterne tiltog var der lidt bekymring om det var noget med baby. Scanningen viste en fin lille sag, der lå og suttede på tommelfinger. Billedet hænger fint endnu på køleskabet.

Ugerne gik. Maven voksede ekstremt hurtigt og kiloene sneg sig hurtigt på. En del jokede med at der nok gemte sig 2 derinde. Jeg havde selv tænkt tanken i 6. – 10. graviditetsuge, hvor jeg skiftevis ikke kunne rejse mig fra sofaen af udmattethed og lå i fosterstilling på toilettet pga. kvalme. En noget anderledes graviditet end den sidste, hvor der vist nok var en enkelt dag, jeg var lidt utilpas, men ellers hamrede derudaf med 6 træninger om ugen og 100 gøremål om dagen.

I tirsdags havde jeg så den officielle scanning. I Grønland bliver man kun scannet en gang. I uge 16.  Så der bliver hverken tjekket for downs syndrom eller andet.

Scanningen gik som følger:

Damen begynder scanningen. Er stille et par minutter.

Jordemoder: Hm, jeg tror det er en dobler.(Noget mumlende)

Mig: Undskyld, hvad sagde du?

Stilhed.

(Jeg kigger noget febrilsk skiftevis på min mand, op på skærmen, der mest af alt bare viser noget, der ligner en ufo og tilbage på jordemoderen)

Jm: Jo, jo. Den er god nok. Der er 2.

Mig: Fuck! Fuckfuckfuckfuck.

Faderen: Juhuuu, så skal vi have en ny bil.

Efterfølgende var vi begge en smule chokerede. Altså hvem var den baby, der hang hjemme på køleskabet så ? Jeg var faktisk så chokeret, at jeg i bilen tilbage på arbejde var tæt på at køre ind i et skilt. 2 gange.

Nu er der gået en uge og vi er begyndt at kunne forholde os til tanken. Der er 100 praktiske ting der skal klares og tages stilling til. Skal vi flytte hjem? Hvornår? Hvor hen? Før eller efter fødsel? Bør vi være i Danmark, hvor de bare har bedre udstyr på hospitalerne?

Det sidste især sidder lidt dybt i mig. En tvillinge-graviditet skal tages benalvorligt. Hospitalet anbefaler reelt, at man bliver sygemeldt fra sit arbejde allerede efter uge 23. Dvs. over 4 måneder før fødslen. Dette skyldes først og fremmest, at over halvdelen af tvillinger fødes alt for tidligt og fordi det kræver en kæmpe indsats af kroppen at holde dem derinde. En indsats der knap nok kan kombineres med et almindeligt fuldtidsarbejde.

Min krop er allerede på overarbejde. Løb og længere gåture giver en stenhård mave. Det er vist ikke meningen, så i al fald løb er røget på hylden her i 17. graviditetsuge. Igen er det noget fjernt fra sidste graviditet, hvor jeg 2 dage inden termin løb et 5 km. løb. Derfor skal jeg også indse, at træning ikke er kompatibelt med at være gravid i denne omgang. I hvert fald ikke i den form, jeg plejer. Det er lidt en hård nød at knække, da jeg netop er fortaler for, at graviditet sagtens kan kombineres med fysiske aktiviteter hele vejen igennem. Altså hvis kroppen tillader det. Og det gør min krop selvfølgelig. Bare ikke i denne omgang.

Og hvad så med fremtiden? Man kan hvad man vil. Det har jeg altid sagt. Men når tvillingerne kommer til vinter, er status at vi har 3 børn under 3 år. Forældres egne behov ryger altid, når der kommer et nyt familiemedlem, men i denne omgang er det vist ikke realistisk, at jeg skal bruge min barsel på at træne op til noget som helst. Det bliver nok imponerende, hvis jeg dagligt får mad og rent tøj på (Det sidste er også overambitiøst) Langdistance-tri bliver derfor lagt på hylden i denne omgang. Jeg håber bare, at der først og fremmest bliver plads til en løbetur ind imellem.

De næste måneder skal fokus holde på 2 ting. At holde de to små i maven. Og så skal vi lige finde ud af hvad der skal ske med vores liv. En relativ vigtig ting at have styr på.

På toppen af Store Malene. 

I vinter var der på tragisk vis en mand der gled på vej ned af bjerget Store Malene og blev dræbt. Det er ikke første gang den barske dame, har krævet sine ofre. 

Store Malene er helt bogstaveligt vores nabo. Det er hende jeg ligger og glor på om morgenen, når jeg kæmper for at rejse mig fra sofaen for at komme igang med dagen. 

Vi var derfor også på første parket til at se redningsfolk og helikoptere over bjerget. 

Ulykken i vinter har siddet lidt dybt i mig. Bjerget er ca. 800 meter højt, men det er noget anderledes end det vi har gået i før. I Østrig var der også helt øverst på bjerget tale om rå, barske stykker med klippevæg og småsten i tusindvis, der er lette at glide i. Jeg har derfor også holdt mig fra det, selvom hun ligger der så fint ved siden af os.

I lørdags skulle det dog være. Ellie blev passet og der går ikke mange måneder før et fald ville få alvorlige konsekvenser. Både fordi sneen nok er retur om 2 måneder, men også fordi barnet i maven bliver mere og mere udsat. 

Med galoperende højdeskræk var det med hjertet i halsen et langt stykke. 2 gange var jeg endda ved at vende om, fordi jeg frøs i panik, da jeg kom til at kigge ned. 

Det lykkedes dog. Og det var faktisk ikke så slemt, som det hele var oppe i hovedet. Men jeg tror det er fint, at man altid bevæger sig ud i naturen med respekt for hvad der muligvis kan ske, så man fastholder de gode valg hele vejen op. Og ned. 


Bucketlist – Har du også sådan en?

Min mor har altid sagt, at det vigtigste er, at man har noget at glæde sig til. Det gav en masse virkelig fine oplevelser i min barndom med rejser og oplevelser, som nok kun er de færreste børn forundt.

Allerede den gang havde vi en masse planer om, hvad vi skulle. Det har fx. været at tage til USA og tage på sammenlignelig burgersmagning (ethvert barns drøm), holde nytår på Marcus Pladsen i Venedig og krydse Island i fly og bus. Det har virkelig givet anledning til mange store oplevelser. Altsammen noget jeg gerne vil videregive mine børn.

Vi har derfor som familie lavet en bucket-list. Dvs. en liste over alle de ting, vi gerne vil nå som familie. Over de næste uger vil jeg dele nogle af de tanker vi har gjort os omkring de ting. Men først vil jeg dele en del af den liste, jeg lavede for nogle år siden inden der var tanker om baby, pensionsopsparinger og den slags.

Nogen af tingene er krydset af med en *.  Andre af tingene har jeg stadig til gode. På dansk hedder listen en træsko-liste, da det er ting man gerne vil nå inden man stiller træskoene. Det er dog alt sammen noget jeg gerne vil nå inden for en overkommelig fremtid.

1.Løbe marathon på den kinesiske mur. 

Lige efter jeg løb marathon første gang i 2009 stiftede jeg bekendtskab med marathon på den kinesiske mur. Det er et ekstrem-løb uden lige, hvor alle 42,195 km. løbes på og omkring muren. Undervejs tilbagelægges der intet mindre end 5.164 trappetrin.

2. Bo og arbejde i udlandet * 

Ja, det er vi sådan set igang med nu, hvis man da kan kalde et land i Rigsfællesskabet for udlandet. Jeg har dog en uddannelse, der binder mig lidt til Danmark, så Grønland er et godt kompromis. Lige nu glæder vi os til at vende hjem til Danmark igen, men jeg kan ikke afvise, at vi drager på eventyr igen.

3. Se Nordlys *

En af de ting jeg glædede mig allermest til ved at flytte til Grønland var se nordlys. Det meste af vinteren var himlen ofte oplyst i dette vidunderlige fænomen. Du kan se nogle af de billeder, jeg har taget af det her 

4. At blive selvstændig

Jeg går rundt med en drøm om en dag at blive min egen chef. Indtil videre lyder det ret skræmmende og jeg aner ikke hvornår eller hvordan, men det er klart på listen. Det må også gerne være noget helt andet end det jeg laver nu. Gerne noget mere kreativt eller projektorientereret. Jeg har kort gået rundt med tanken om at arrangere eventyr-ture herop, men drømmen drukner lidt i hverdag.

5. At få en rejseartikel bragt i et blad. 

Jeg blogger også på friluftsiden www.grejguide.dk, hvor jeg har haft skrevet nogle indlæg om vores ture i det fri. Jeg har dog stadig til gode at gå bragt noget i et blad.

6. Køre hundeslæde *

Det har vi selvfølgelig også prøvet her. Se videoen fra den fine oplevelse her

7. Bo i mit eget hus

Det er gerne noget, der skal realiseres inden de næste par år.

8. Deltage i et gourmet-madlavnings-kursus

Ja, jeg vil vel bare gerne være en bedre kok.

9. Komme på foto-skole

Jeg elsker at tage billeder og vil gerne blive bedre til det.

10. Sove på et ishotel 

Mine forældre gjorde det for et par år siden. Og det virker altså som verdens mest imponerende oplevelse.

11. Bestige Kilimanjaro og efterfølgende besøge Zanzibar 

Jeg elsker bjerge og har været på en del. Det afrikanske kontingent er også på listen.

12. Flyve i helikopter til toppen af et bjerg *

Jeg tror egentlig det er inspireret af den James Bond-film, hvor han står på ski ned af en bjergside, men det har været på og det blev også opfyldt heroppe.

heli

 

13. Køre ironman på Lanzarote. 

Da jeg stod med en positiv graviditetstest med Ellie stod jeg faktisk samtidig også med et startnummer til Lanzarote ironman, der måtte kvittes. Det er derfor på listen. Det er dog lagt på hylden, da jeg ikke skal køre ironman-distancen så længe jeg har små børn.

14. Springe faldskærm *

Jeg sprang faldskærm i 2013. Med galoperende højdeskræk var det en vild oplevelse, men samtidig noget jeg er glad for, at jeg har krydset af inden jeg får børn, da jeg efterfølgende er udviklet mig til et neurotisk angsttilfælde.

faldskærm

 

______________________________________________________

Den sidste er lidt mere eksistentialistisk og er nok mere en ideologi for hvordan jeg vil leve mit liv, men det er det,  jeg tænker over hver dag: 

15. At være.

Det lyder lidt fjollet og det kræver en forklaring. Da jeg var barn læste min mor bogen “Jonathan Livingstone Havmåge” for mig mange gange. Bogen handler om en måge, der trodser sin flok for at jagte sine egne drømme og det frie og uafhængige liv. Bogen blev filmatiseret og Niel Diamond skrev sangene til den. Blandt andet sangen “Be”, som min mor spillede for mig, da jeg var barn.

Jeg synes sangen er en af de smukkeste, der eksisterer og teksten er så intens og rigtig i mine ører.

Sangen handler egentlig om, at man skal leve og være med alt hvad man har. Det er jeg i den grad enig i. Det lyder så kliche-agtigt, at man skal gribe dagen, men der jo noget om det. Man skal gøre så meget som muligt helt specielt. Gøre ting man aldrig har gjort før. Jagte solnedgange. Bestige bjerge. Fylde dagene med ting, der huskes.

Jeg har endda fået tatoveret “Be” med en lille fugl for at huske mig selv på det hver dag.

 

 

 

Løbsarrangør – igen.

I maj måned var jeg første gang løbsarrangør for en stor begivenhed her i Nuuk. Der var tale om et stort adventurerace med 20 tilmeldte hold. Det må jeg lige lave et indlæg om ved lejlighed. Det giver et par erfaringer med i bagagen at afholde den slags.

Selvom jeg da havde svoret, at der skulle gå lidt til før jeg igen skulle ud i at være arrangør, har jeg nu kastet mig ud i et nyt projekt. 2 dage i august afholder jeg – denne gang sammen med 2 andre, heldigvis – et mini-tri, der minder om de 4-18-4 løb, der afholdes i Danmark.

Distancen bliver den samme og det henvender sig til alle, der har lyst til at bevæge sig. Jeg overvejer lidt selv at være med, hvis det kan lade sig gøre. Både i forhold til arrangør-delen, men også i forhold til den voksende mave.

Tilslutningen heroppe er altid meget spændende. Nuuk er en lille by og man kan være uheldig og ramme et arrangement, som ingen rigtig er interesseret i. Men jeg håber, at jeg kan få det promoveret så godt, at det bliver en succes. Skulle det ikke blive det, klarer vi det også alligevel. Jeg læste et fint citat i dag om at man skal samle på sine nederlag. Fordi man hver gang bliver klogere og får erfaringer.

quote-if-you-want-a-thing-done-well-do-it-yourself-proverbs-20582

Fra siden http://izquotes.com/quote/20582

 

Vores første kaffemik. 

Mik er grønlandsk for sammenkomst. Kaffemik er derved sammenkomst over kaffe. Kaffemik bruges til alle festlige højtider.  Lige fra bryllup til barnets første skoledag og når et barn første gang nedlægger et dyr. 

Det er egentlig bare en form for åbent hus, hvor man inviterer alle man kender. Og ikke kender for den sags skyld. I de små bygder er det helt normalt at alle inviteres. 

Traditionelt set er det kutyme, at man kun bliver så længe det tager at drikke 2 kopper kaffe. Udover kaffe bliver der serveret kage i alle afskygninger. 

Ellie bliver 2 år på tirsdag og den eneste måde man kan fejre den slags heroppe er med en kaffemik. 

Hele lørdagen gik med at bage. Ellie klarede det rigtig fint. Hun blev dog en smule overstimuleret til sidst, men det er nok helt naturligt med 25 mennesker samlet omkring hende.