Et lille hjerte

I går blev mine børn 2 år. Det er denne del af historien, der er årsagen til at jeg startede fortællingen. Fortællingen om 2 nye liv. En fortælling om en familie, der gik fra 3 til 5. Udover at det hele var lidt kaotisk, er vores historie ikke ekstraordinær. Der findes hundredevis af familier, der hver dag går igennem forfærdelige kriser. Uretfærdige kriser. Jeg husker det dog ikke som en krise, men der er stadig dele af fortællingen, der i dag sidder i mig. Blandt andet det der skete denne aften. Og aftenen efter.  Denne fortælling er barsk. Og når du læser det , skal du huske, at jeg i dag har 2 sunde og raske børn. Mest fordi, det ellers…

Alarmen der gik

Dette er en del af en længere fortælling, jeg har dedikeret første halvdel af november til. Hele historien starter her.  Engang fik jeg lavet en personlighedstest, der sagde at jeg ikke kunne fordrage excel-ark. Det er stærke ord at bruge om et computer-program, men der er vist noget sandhed i, at jeg er ret dårlig til struktur og et miljø, der er præget af for mange regler og rammer. Det er egentlig sært, at jeg er blevet jurist.. hvor alt jo sådan set handler om regler. Mens vi lå på neonetal-afdelingen, var hele verden hængt op på struktur og tid. Børnene skulle have mad præcis hver 3. time. Det fik de igennem en sonde, der gik igennem deres næse og ned…

Skæbnerne

Dette er en del af en længere fortælling, jeg har dedikeret første halvdel af november til. Hele historien starter her.    “Æhm.. undskyld..?” Jeg havde åbnet døren til verden udenfor. Ingen havde endnu symptomer på sygdom og vi havde været lukket inde i 2 døgn. Jesper var allernådigst blevet løsladt til gaden og var taget hjem til Ellie. “Det er bare.. altså det er bare fordi, at klokken vist er 14.15. Og jeg har ikke fået noget at spise siden klokken halv otte i morges. Jeg er i isolation med mine børn. Jeg må ikke forlade stuen. Jeg fik af vide, at nogen kom med frokost..? Måske nogen har glemt mig?”  Den stakkels sygeplejerske så først lidt træt på mig. Så…

De første dage

  Dette er en del af en længere fortælling, jeg har dedikeret første halvdel af november til. Hele historien starter her.  Jeg vidste ikke, hvad der ventede mig, da jeg bevægede mig op imod neonetal-afdelingen. Da jeg åbnede døren ind til stuen, stod 2 meget smukke sygeplejersker over børnene. Langt de fleste af sygeplejerskernes på neonetal-afdelingen var virkelig pæne. Det kan godt føles lidt unfair, når man selv stadig ligner en højgravid, selvom man har født og man næsten ikke kan se ens fødder for dobbelthage. De grinede. Roste børnene. Og lød som 2 små kanariefugle, der sang til hinanden. Jeg kunne trække vejret. Alt var godt. Man lyder ikke som små kanariefugle, hvis man står med døende børn. Jeg…

Fødslen

Dette er en del af en længere fortælling. Du kan læse sidste del af historien her  Jeg havde brugt tiden på at stirre ind i en skærm. Jeg havde opgivet at få fat på nogen og havde accepteret min skæbne, der nu gik på, at jeg skulle være helt alene. Måske var det naturens måde, at give mig lidt alenetid. Taget i betragtning at jeg stort set ikke har været alene siden. Kl. 6.30 blev døren pludselig smækket op og de sødeste 8 ord, der nogensinde har eksisteret, væltede ind i lokalet. ” Er der nogen, der har brug for kaffe?”  Min ellers meget højgravide veninde med 3 dage til termin, som jeg netop specifikt ikke havde ringet til, var…

“Jeg kan jo ikke love dig noget”

Indlægget her er en del af en længere historiefortælling om vores psykiske og fysiske rejse, da vi gik fra 3 til 5 familiemedlemmer. Du kan læse det sidste afsnit her  Nogen mennesker bryder sig ikke om at være alene. Jeg tænker, at mange af de mennesker ikke har børn. Når man er alene nu, føles det snarere som en lille pakke af lykke og overskud med en fin sløjfe på. Men så varer alenetiden også kun meget kort tid af gangen. Den nat var jeg også alene. Jeg husker det ikke som ubehageligt, da jeg lå der. Men når jeg tænker tilbage på det nu, er det ofte med en lille klump af ubehagelighed i maven. De rare ambulancereddere kørte…

Vi har en lille situation.. I stuen. Der kommer en ambulance.

Indlægget her er en del af en længere historiefortælling om vores psykiske og fysiske rejse, da vi gik fra 3 til 5 familiemedlemmer. Du kan læse det forrige afsnit her. “Er det nu, allerede inden jeg overhovedet når til fødslen, at jeg begynder at tisse i bukserne?” tænkte jeg og så over på mit sovende barn, der lå ved min side. Jeg sendte en anstrengt tanke til nogle uheldige episoder, der indtraf lige efter, at hun var kommet til verden. Blandt andet da jeg tissede i bukserne en højlys dag i Esbjerg. Der var ikke engang tequila involveret. Jeg stod op, gik på toilettet, lagde mig tilbage og puttede ind til mit 2-årige barn. Jeg faldt hurtigt i søvn igen,…

En kommende fødsel og et nyt IT-system på Rigshospitalet

November måned har jeg dedikeret min blog til små anekdoter fra mit liv. Historien her er en føljeton, der handler om ikke kun vores psykiske, men også fysiske rejse fra at gå fra en familie fra 2 til 5. samtidig med at vi flyttede vores liv 3000 kilometer. Du kan læse første del her, anden del her og tredje del her. Jeg lover – det bliver ikke kedeligt. Dette er 4. del af fortælingen.   Da vi landede i Danmark var det hele meget stort og overvældende. Vi var blevet vant til et samfund, hvor der var 2 buslinjer i alt. Hvor der var 1 lyskryds i byen og hvor internet var noget man havde, når man befandt sig på sin hjemmeadresse. Selvom København kan føles…

Verdens værste flyvetur

November måned har jeg dedikeret min blog til små anekdoter fra mit liv. Historien her er en føljeton, der handler om ikke kun vores psykiske, men også fysiske rejse fra at gå fra en familie fra 2 til 5. samtidig med at vi flyttede vores liv 3000 kilometer. Du kan læse første del her og anden del her. Jeg lover – det bliver ikke kedeligt. Da vi forlod Grønland, var det med et skær i hjertet. Jeg stod ude foran lufthavnen og så op på en himmel, der var badet i nordlys. Jeg følte, at jeg havde besluttet at forlade en kæreste, jeg var dybt forelsket i, men hvor det aldrig ville gå på grund af distance. Dagene forinden havde været kaotiske. Især da…

Hvordan skal vi komme hjem ?

November måned har jeg dedikeret min blog til små anekdoter fra mit liv. Historien her er en føljeton, der handler om ikke kun vores psykiske, men også fysiske rejse fra at gå fra en familie fra 2 til 5. samtidig med at vi flyttede vores liv 3000 kilometer. Du kan læse første del her. Jeg lover – det bliver ikke kedeligt. Da jeg blev gravid, havde jeg fortalt på min arbejdsplads, hvor godt jeg havde det og hvordan min graviditet på ingen mulig måde havde indvirkning på min hverdag under min første graviditet. “Ja, jeg arbejdede jo nærmest til, at jeg gik i fødsel, jeg trænede 5 gange om ugen og havde ikke en eneste sygedag” proklamerede jeg stolt (og lettere irriterende), da jeg havde…

Da vi fik af vide, at vi skulle have tvillinger

November måned har jeg dedikeret min blog til små anekdoter fra mit liv. Historien her er en føljeton, der handler om ikke kun vores psykiske, men også fysiske rejse fra at gå fra en familie fra 2 til 5. samtidig med at vi flyttede vores liv 3000 kilometer. Du kan læse anden del her. Jeg lover – det bliver ikke kedeligt. Første gang jeg var gravid, var der ingen der kunne se det, før jeg var meget langt henne. Helt frem til uge 28 tror jeg egentlig, at de fleste bare tænkte, at jeg var gået lidt for meget til den, når der var kage på kontoret om onsdagen. Sådan var det ikke anden gang. Første gang nogen spurgte mig, om jeg var…